Træleopard og elefanter i flertal

Jeg er netop kommet tilbage fra endnu en rundrejse, og er som sagt stationær i Kota Kinabalu for en tid. Det skulle jo gerne give lidt mulighed for at opatere bloggen og jer derhjemme. Men selvom jeg har været her siden d. 18. er det ikke helt lykkes for mig at gennemføre projektet.

Flere faktorer har spillet ind. Jeg er stadig optaget af arbejde. Gæsterne i denne gruppe rejser hjem d. 25., hvorefter jeg skal have en velfortjent pause. Og Guderne skal vide at jeg trænger til den, efter at have arbejdet uden en eneste fridag siden d. 6. januar.

Træthed har derfor været endnu en naturlig faktor i forklaringen på at jeg ikke har fået skrevet her så længe.

Og så er der jo også problemet med at finde et sted med ordentlig og uforstyrret forbindelse når jeg skal koble op. Det er jo ikke ligesom derhjemme med effektive bredbåndsforbindelser.

Herude racer man rundt imellem cafèer og barer som udbyder WiFi, for at finde dagens bedste forbindelse. Således sidder jeg lige nu på First Beach Cafè, på stranden umiddelbart overfor min lejlighed.

Tasker godt placerede højt på stole, og benene løftet op i beskyttelse mod vandet som strømmer i floder henover gulvet efter et heftigt regnskyl.

Jeg burde berette om den seneste tur jeg har været på, men det er lidt svært. Nok mest fordi den har været så anderledes i forhold til hvad jeg tidligere har prøvet.

Det startede med at en af gæsterne fik et hjerteanfald i Singapore. Det var heldigvis ikke så slemt, og med den rette behandling på Raffles Hospital, var han ret hurtigt igen på toppen, og kunne sammen med sin datter fortsætte efter den øvrige gruppe. Så de catchede op med os igen i KK, og var så med på den sidste del af rundrejsen, her i Sabah.

Så fik jeg da også lært det. Det var jo første gang jeg havde nogen form for sygdom blandt gæsterne herude.

Det er heller ikke fordi det har skortet på wildlife-oplevelser i denne omgang. Faktisk var jeg så heldig at se den lille bornesiske træleopard. En oplevelse jeg har ventet længe på, og her var den så.

På vej ud fra Rainforest Lodge i Danum Valley, krydsede den lige pludselig henover vejen foran den store firehjulstrækker. Wauw hvilken oplevelse jeg her delte med de to gæster som sad med i min bil.

Da den var kommet godt i sikkerhed på den modsatte side af vejen, var den nysgerrig nok til at blive et stykke tid der. Hvorfra den godt skjult i græsset fik sig et rigtig godt kig på os i bilen. Hvor smukt og herligt et syn -så mærker man virkelig naturens storhed.

Lige så med de to store elefantflokke vi så den sidste eftermiddag på Sukau Riverlodge. En 20-30 stykker i hver flok, og der var et leben og en trompeteren der langs med Kinabatanganflodens bredder.

Glædeligt var det at se de mange små elefantunger, som et levende bevis på en sund bestand. Sjovt og sødt at se dem tumle rundt med deres små snabler, som de endnu ikke var i stand til helt at styre. Stort grin da vi så en af dem bruge sine små tykke forben til at skubbe maden ind, når nu snablen ikke helt lystrede. Og jublende bifald da den allermindste af dem trompeterede (eller skal vi sige truttede) stolt, mens den eftersatte sin mor  ind i underskoven, væk fra flodbreden.

Så hvad var det så lige ved denne tur, som gjorde den anderledes end jeg plejer at opleve? -Hmmm….

Ja det var nok at rejse med en gruppe, som i den grad var blottet for udbrud af og udtryk for begejstring. Og det kan jeg jo slet ikke forstå. Men det handler måske allermest om hvad jeg selv er for et menneske.

Jeg kan jo falde i svime over en anemonefyldt skovbund i en dansk forårsskov, jeg lader mig beruse af duften af ramsløg fra den samme skovbund og jeg kan gå fuldstændig i selvsving over snefald i marts. Jeg begejstres, og det går sjældent stille af.

Så derfor er det svært for mig når jeg ikke kan mærke om folk nyder den oplevelse de er ude i. Jeg kan slet ikke forstå hvis de ikke kan mærke, og er klar over, hvilke privilligerede mennesker de er, at få lov til at opleve denne store, og overvældende natur som møder os her på rejsen gennem Borneos vidunderlige regnskov.

Ja  jeg bliver måske  nok lidt underlig når jeg ikke oplever et begejstret blik eller tilkendegivelse, og også, eller måske især, når jeg ikke ser bare et enkelt smil eller en lille tak til en buschauffør eller en lokalguide. Mennesker som knokler på, og bærer os igennem en skønskøn oplevelse, mens de glade og stolte deler ud af deres kultur, deres natur og deres hele liv.

Og når man rejser med en gruppe, hvor der lurer en stemning af utilfredshed og uindfriede forventninger, på sin vis helt uberettiget, synes jeg. Ja så er det really tough time.

Så det var i den grad en anderledes tur, og min afslutningstale til dem på den sidste aften på Sukau Riverlodge blev stærkt præget deraf.

Som jeg sagde, så mener jeg altid at jeg arbejder 100%, mens jeg på denne tur havde en fornemmelse af at have arbejdet 120%, for hele tiden at få dem alle, til at føle sig glade og godt tilpas. Så det drænede mig, ganske enkelt.

Selvfølgelig er det dybt uretfærdigt, for jeg ved jo godt at de fleste af dem har haft en god tur og bringer gode minder med hjem herfra. Hvor synd bare, at en stemning kan få lov til at sprede sig en gruppe. At en lille brand formår at skabe et røgslør der kommer til at påvirke os alle.

Jeg har nu mens dagene er gået her KK fået snakket godt med de fleste af dem, og jeg VED at de har haft en dejlig oplevelse som de kan tage med sig hjem og glædes over længe.

Jeg har også undskyldt hvis jeg var for hård i min afskedssalut ude ved Kinabatanganfloden, men jeg står ved hvert et ord der blev sagt.

De skulle vide det, synes jeg, så de måske kan agere en anelse anderledes næste gang de rejser ud i Verden –show a little gratitude, mener jeg.

Og jeg skulle have det ud af mit system, det fik jeg så. Ligesom det nu er også er skrevet her. Så færdig med det, og jeg kan se frem til at sætte mig ned og forfatte en artikel om rejsen jeg gjorde i januar.

En rejse der var så helthelt anderledes. Hvor vi hverken så elefanter eller træleoparder for den sags skyld. Men hvor den samlede gruppe nød det hele forløb, samt ikke mindst hinandens selskab. Den tur var i dèn grad ‘Rejsen gennem Borneo med Sunshine’

Og til alle jer fra Sunshinegruppen som stadig veneter på den artikel, så lover jeg at den kommer snart. Jeg skal dog lige prøve at rykke i Einar, så vi kan få det fine gruppebillede med.

Tags: Borneo, clouded leopard, Kinabatangan, Kota Kinabalu, PH, PHblog, Sabah, Sukau Riverlodge, træleopard