Gennem Borneo med Sunshine

I januar månede havde jeg en gruppe herude. En gruppe som man blev rigtig glad af at rejse sammen med, fordi stemningen iblandt dem var så helt, helt speciel.

 

 

Sunshine-gruppen døbte de sig selv på et tidspunkt. Det kom vel egentlig af at vores lokalguide i Sarawak, Tony på et tidspunkt sagde, at hvis vi også havde solskin i morgen, ja så ville han begynde at kalde mig for Sunshine.

Da vi ankom til Kuching havde det regnet længe og store dele af byen led under oversvømmelser, selv Tonys hus stod halvt under vand. Og vi kunne også den første aften, fra vores vinduer på  hotellet, se hvordan floden, med tidevandet, løb over sine breder, således at hele flodpromenaden stod under vand.

Men med os kom altså solskin og tørvejr til Kuching, og det holdt faktisk mere eller mindre i den tid vi var der. Super heldigt må man sige, for selvom vi rejser i regnskoven kan oplevelserne godt blive en lille smule anstrengte hvis det regner hele tiden. Og ens tøj og oppakning aldrig når at blive rigtigt tørt.

 

 

Men det var nu ikke kun solskin i vore omgivelser det handlede om, når denne gruppe helt klart fortjente betegnelsen. Lige så meget var det at der var så megen glæde og entusiasme iblandt dem. Og aldrig tidligere har jeg oplevet en gruppe med så stor omsorg for hinanden.

Altid var der en hånd til de som havde behov. Der var udpræget teamspirit, og alle hjalp hinanden igennem. Hver især bidrog på bedste vis til en god fælles oplevelse.

Alting blev taget med højt humør, som fx da vi næsten ikke kunne nå ud til Bako nationalpark fordi vandstanden på det tidspunkt var så lav. Vi kæmpede os igennem mudderbankerne og tid tog det. Men grin var der hele vejen igennem.

Og helt specielt da også da Lene efter trekkingen, som jo er rundrejsens første og faktisk også ret så anstrengende, ledte an i et udstrækningsprogram.

Der blev måbet noget da danskerne lå der og trillede rundt på gulvet midt i parkens cafeteria. Et sådant optrin var helt sikkert ikke set før.

 

 

Senere da vi kørte afsted mod Ibanfolket, oplevede vi atter konsekvenserne  efter lang tids regn. Ved Serian by var store dele af vejstrækningerne totalt oversvømmede og husene langs med vejen stod under vand.

Små biler stod parkeret langs vejsiden, nogle havde sågar campet i området i op til tre dage læste jeg senere i den lokale avis. Det var simpelthen for farligt at lade dem køre igennem, fordi de meget nemt kunne blive skyllet af vejen.

Kun de store 4X4’er, lastbiler og busser fik lov at passere igennem. Det var helt utroligt at køre dette stykke. Men Wilson førte os sikkert igennem, han sled sgu i det, den lille herlige chauffør. Og imens sad alle bussens passagerer nærmest oppe på skuldrene af ham. For dette var jo så specielt, og alle ville vi have billeder med hjem fra denne oplevelse.

 

 

Det var sjovt at se hvordan lokalbefolkningen bare lever med disse situationer. Det sker jo selvfølgelig hvert år, man ved normaltilstande vender tilbage, så indtil da må man bare se at få det bedste ud af situationen.

Så det gør de så. Op langs med vejen skyder små madboder, så de stakkels ventende i bilerene kan få noget føde.

Men hele resten af områdets befolkning holder også til i sådan en tid. Så står de i vejkanten, eller sidder på hegn ved halvt oversvømmede terrasser og følger spændt med i de store bilers kamp for at nå igennem vandmasserne.

 

 

På den anden side set, hvis ens hjem står under vand, hvor skal man så ellers opholde sig…..hmm

Men som sagt, der grines meget. Der vinkes og hujes og hver en gennemkørsel kommenteres. Et eller andet sted er det vel bare livet, som det plejer at være på den årstid.

 

 

Vel fremme hos Ibanfolket fik jeg mig en ny kammerat. Jeg ved ikke om jeg nogensinde fik fortalt om Iban-Kvik, den lille hund som mindede mest af alt om en dansk-svensk-gårdhund?

Han var der sidste vinter og fulgte troligt gruppen når vi var derude i langhuset. Altid lå han ved mine fødder, og når vi gik på vandring så fulgte han med til skovs.

På et tidspunkt da jeg kom derud han brækket et forben og var ikke i særlig god trivsel. Store smerter havde han, og bedrøvet måtte han blive tilbage mens gruppen gik henover den lille bro som forbinder langhusområdet med den omkringliggende skov.

Da jeg vendte tilbage den efterfølgende månede gik det lidt bedre med benet. I hvert fald havde han nu fundet ud af at manøvrere humpende rundt og kunne atter gå med på trekking.

Men trivsel var der stadig ikke meget af, og super tynd var han blevet. Han havde ikke længere rigtig nogen værdi for Ibanerne, for han kunne jo ikke længere støve dyr op når de gik på jagt.

 

 

Så det var tydeligt at ingen længere tog sig af ham på nogen måde. Da jeg efter endnu en månede kom igen, var der ikke længere nogen Iban-Kvik at se nogen steder. Og der blev faktisk sagt at der var blevet kogt suppe på ham!

Om det nu var sandheden skal jeg ikke kunne sige, men anyway, Iban-Kvik var gone -forsvundet ud på de himmelske jagtmarker.

Så var der Lobby her, som jeg mødte med Sunshinegruppen. En inkarnation af Iban-Kvik, er jeg ganske overbevidst om. Men om det hele nu bare er noget jeg har drømt eller hvad, ja det har jeg min tvivl om. I hvert fald var det kun denne ene gang i januar at jeg så ham.

Så måske er også han gået til de evige jagtmarker, hmm. Jaja, alting har en ende….og tiden går for os alle.

Således også for den gamle høvding derude. Han er nu efterhånden 87 år og ser ind imellem smådårlig ud synes jeg. Han søn har taget over, men den gamle har helt sikkert stadig det sidste ord i vigtige sager og beslutninger.

Og hvor herligt er det ikke, når den gamle mand i fuldt udstyr danser de traditionelle krigsdanse for os. Mens vi sidder som gæster der på gulvet i det dunkle langhus’ ruai, hypnotiseret af tonerne fra de sprøde gonger på kulintangaen.

 

 

Jeg er overbevist om at meget vil ændre sig når han engang går bort. Så jeg nyder, hver gang jeg kommer, at se at han stadig er kicking and alive.

På turen videre fra Ibanfolket mod Batang Ai havde vi en episode som ikke var prøvet tidligere. Bussen punkterede simpelthen…!! Men også dette var der plads til i Sunshinegruppen, som oveni købet forstod at få en oplevelse ud af det.

Hverken Tony eller chaufføren Wilson havde prøvet dette før, men heldigvis havde vi jo i gruppen vores egen lastbilchauffør, Einar fra Fredericia, som havde helt styr på tingene.

 

 

Han var straks i gang med at organisere og stille og roligt kom der styr på tingene. Sammen med den lille ihærdige Wilson, som iøvrigt var dybt beskæmmet over hele situationen, arbejdede han i en times tid med at skifte bussens hjul.

Imens campede den øvrige gruppe i vejsiden og gode råd og megen latter føg henover vejen til de arbejdende. Ind imellem deltog også nogle af de øvrige mandfolk i redningsaktionen. Det var dog mest som kommentatorer, vandbringere og ‘svedere’, hehe.

Vi var en oplevelse der på den lille vej, og alle der kørte forbi vinkede, smilede og flere kommentarer tilfløj os på bahasa malay.

Når trafikken fløj lidt for hurtigt forbi, trådte et par bestemte madammer i karakter, og med vink og fagter blev farten dæmpet. Ingen af de lokale turde dog alligevel binde an med at køre Margrethe ned.

 

 

Med denne gruppe blev oplevet meget dyreliv, sammen opfandt vi et helt nyt udtryk omkring næseaberne ved Sukau; de hang jo simpelthen i klaser!

I Danum Valley så vi ved sammentælling ikke mindre end 15 vilde orangutanger, hvor heldig kan man lige være? Men hvis nogen fortjente det, ja så må det simpelhen være en gruppe som denne.

Hele vejen rundt var de glade og tilfredse. Hver dag var der begejstrede udbrud, venlige smil til omgivelserne og tak og knus til lokalguider og buschauffører.

Det var så udpræget at også Tony bemærkede på et tidspunkt at han aldrig tidligere havde oplevet noget lignende. Selv Ibanfolket gjorde bemærkninger, da gruppen selv slæbte redningsveste, sengetøj og madvarer fra bussen og ned til langbådene. Det var vist aldrig set før.

Aldrig har jeg været så stolt over at rejse med en gruppe!

 

 

Vi så ikke alt, som Bjarne sagde: PH du får et minus i karakterbogen for de manglende elefanter. Til gengæld blev alt hvad vi så taget ind med begejstring, og var med til at gøre drømmen om rejsen til Borneo, til virkelighed for den enkelte.

Kære alle i januargruppen, herfra skal lyde en oprigtig stor tak til jer. I om nogen gjorde jer fortjent til betegnelsen ‘Sunshine-gruppen’. For med jer var det fornøjelse og gennemført glæde at være på rejse. Det er sådanne oplevelser der giver god energi til et omkringfarende guidehjerte.

Med jer var det helt sikkert: Gennem Borneo med solskin, på alle mulige måder.

 

 

Jeg er atter på tur, flyver til Kuching nu i aften, og så kender I jo rumlen. Sådan gentager turene sig, det er kun grupperne der er forskellige. Og Sunshine-gruppen vil helt sikkert blive husket, ikke kun af mig, men også af de lokale, guider, chauffører og ikke mindst Ibanfolk, blandt hvem I gjorde så stort et indtryk. Og varmede så mange hjerter med jeres visen respekt, glæde og begejstring.

I husker nok den der med: Take nothing but photos (det fik I helt sikkert gjort, men Einar hvor bliver vores fællesbillede af?), leave nothing but footprints. Det sidste er der i hvert fald absolut heller ingen tvivl om at I fik gjort.  😉

Tags: Borneo, flooding, Kuching, næseaber, orangutang, oversvømmelse, PH, PHblog, regntid, Sarawak, Serian, sunshine-gruppen