“Ja jeg er jo spændt på hvad du vil komme til at fortælle om os…”
Scenen var den sidste rundrejseaften på Sukau Riverlodge, kommentaren var Hannes, en af Pauls høns (forklaring følger), og faktisk kan jeg godt forstå at hun sagde det.
For jeg småpludrer jo altid, fortæller små anekdoter fra et sjovt rejseliv. Om mennesker og situationer gennem tiden og landene. Det sker altid når sjove situationer opstår, så kommer det som regel; “Aiiii det var jo li’som dengang…”, og på den måde får jeg ofte gennemlevet gode rejseminder.
Dem vil der helt sikkert også være en del af fra denne marts-tur rundt på Borneo. Og direkte adspurgt flimrede lynhurtigt små situationer gennem hovedet på mig. Mænner og koner der triller på mudrede skrænter, kvindelige gæster som opfordrer lokalguider til noget der tangerer utugt, er bare et par stykker af dem.
Og der vil sikkert komme mange flere, når nogen engang får trykket på de rigtige knapper.
Det var en sjov gruppe, livlige, nysgerrige, positive og glade -herlige rejsekammerater. Aldersmæssigt spændte de fra 14 til godt op i 60’erne. Der var altså børn/unge i gruppen og det er jo altid en god ting, det var ‘Familien’. Så var der ‘Paul og Hønsene’, den sociale kvartet, som virkelig forstod at DELE -hehe.
Der var ‘Konerne’, to gange (uafhængige) venindepar med masser af lyst på liv. Og så var der ‘Rygerne’, som, sammen med mig, lige præcis kunne fylde det sidste af de 4-personers transportmidler, vi gjorde brug af undervejs, hvadenten det nu måtte være biler eller både.
Så var det jo iøvrigt også turen hvor Ziggy kom på besøg, og hvor herligt var det ikke lige? HostHost
Ja det lagde godt ud allerede ved ankomst tidligt om morgen i Changi Airport, Singapore. Der gik ikke længe før Jackie og jeg havde samlet hele gruppen, ja altså dvs. vi manglede bare lige Z. Haas. Jeg kunne endda se hans taske stå på gulvet derinde ved siden af det ellers tomme bagagebånd.
Krise…
Så tikkede der en SMS, fuld af nydelse, ind på min telefon: “Ahhh man mærker straks varmen, og den første smøg gør vildt godt”
Pinligt…
Linien var lagt, den herre havde rigtig meget at lære når det kom til at rejse i en gruppe. Men hvis jeg nu skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk han kom rigtig godt efter det henad vejen, hehe.
Også på denne tur måtte vi improvisere et par gange. Jeg er glad for at vi, i programmet, tager forbehold for ændringer undervejs. For det kan jo forekomme, fx i forbindelse med nationale helligdage og så’n.
Lige præcis en sådan, nemlig profeten Muhammeds fødselsdag løb vi ind i på et tidspunkt og da museet i Kuching ville være lukket i den anledning måtte vi finde på noget andet til vores city tour.
Vi valgte så at besøge det ældste kinesiske tempel i Kuching, som netop er genåbnet efter længere tids restaurering. Jeg har aldrig tidligere været derinde så der måtte i den grad spilles efter gehør, men det blev en fin lille ekstra oplevelse.
Jeg kan godt lide at man på sådan en tur får oplevelser af mange slags med sig hjem. Udover at opleve visuelt, skal vi lytte, smage, røre og lugte.
Så vi købte et lille ananaslys til ofring. Efter at have skrevet ønsket om en god rundrejse på en lille lap papir, som vi fæstnede til lysglassets kant med en elastik stillede vi det, blandt de andre ønskelys, på bordet foran Buddhaerne.
Så kunne vi kun bede til at ånderne ville høre vores bønner. Det tror jeg faktisk de gjorde.
Vi købte også røgelsepinde rullet i smukt dekoreret papir. Alt blev ofret på behørig vis inden vi endte i templets forgård for at kaste en fortune stick.
Fortune sticks er kinesiske spåpinde. I kinesisk kultur tages varsler og åndekontakt dybt seriøst, og disse spåpinde benyttes stadig regelmæssigt af den enkelte kineser i en travl og moderne hverdag.
Det er faktisk noget af det jeg så godt kan lide ved at rejse i Østen, det åndeliges synlighed i dagligdagen.
Jeg har købt et sæt fortune sticks i Sago Street, Chinatown, Singapore. Det plejer at være meget sjovt at have dem med på turen. Specielt om eftermiddagen hos Iban-folket, når vi sidder der på gæsteterrassen med kaffe, ja så kommer der ofte gang i kastene.
Men lige i denne situation var det ekstra heldigt at have dem med, for de gled fint ind som god fyld på sådan en improviseret formiddag.
På turens første trekking i Bako Nationalpark lurer jeg folks form lidt af. Det er jo den første på turen, så jeg ved ikke så meget andet end det som er åbenlyst.
Her gik det fint, alle var i topform og der var samling på tropperne da vi nåede ud på stranden efter en hård tur gennem junglen. Der blev badet, både omklædt og ikke, og alle så ud til at nyde. Det her var, hvad man i virkeligheden havde rejst så langt for.
Ja totalt velvære, helt uden brok…når man altså lige ser bort fra Karls hylen. Den evendelige skulle det senere vise sig. Det var en livsstil for ham, og jeg skal lige love for at han gik op i sit imagepleje -hahahaha. Vinker lige til Karl, hvis han læser med derude. 😉
Her kommer jeg lige til at tænke på to ting. Vi glemte helt at lave en præsentationsrunde med denne gruppe. Det kommer som regel på den tredie aften når vi ankommer til Kuching. men denne gruppe syntes allerede at kende hinanden på dette tidspunkt.
Temmelig imponerende vil jeg sige. Én ting er at jeg gerne vil kunne navnene inden vi forlader Singapore, jeg har jo altså også listerne at støtte mig til. Men at gæsterne klarer det, tager jeg absolut hatten af for. Det tegner godt for videre rejse vil jeg sige.
Det var den ene ting, den anden var den aften vi spiste sammen i KK på mellemlandingen inden turen gik videre rundt i Sabah. En samlet flok gik gennem regnvåde gader fra hotellet til restauranten, en hel lille kulørt paraplyhær.
Der var flere mennesker end paraplyer, men løsningen fandt sig selv og da jeg på et tidspunkt så gruppens yngste gæst få ly hos gruppens ældste, ja så vidste jeg at vi i dén grad havde en gruppe som hang sammen.
Og se det er jo ren foræring for en rejseleder.
Det var endnu en god tur med Tony. Han har været min fantastiske og trofaste samarbejdspartner i Sarawak gennem tiden, og dette var så nok den sidste tur.
Her kommer iøvrigt lige en lille anekdote; Da Tony og jeg i starten arbejdede sammen fik jeg altid mit Sabahkontor til at booke Tony som min lokalguide på Sarawakdelen af denne rejse.
På et tidspunkt spurgte Tonys chef; “Du Tony, hvad er det lige med dig og Pio, har hun følelser for dig eller hvad?”
“Nejnej” bedyrede Tony grinende, inden han tilføjede “og jo så måske alligevel, sådan lidt li’som en mor, du ved”
HostHost…
Ja der kommer vel en dag i enhver kvindes liv hvor hun ikke ved, om hun skal grine eller græde over en sådan bemærkning.
Nu ligger det helt fast på Sarawakkontoret at når de ser mit navn, ja så ved de at jeg skal have Tony.
N’men back on the track…
Hos Ibanfolket ventede en ny oplevelse. Endelig skulle regnslagene, indkøbt på Singapores Bugis Street Nightmarked luftes. Og snart sprang kulørte plastikmennesker rundt mellem hinanden.
Det var iøvrigt her, som jeg nævnte i indledningen, at vi havde et ægtepar på røv og albuer ned ad mudderskrænten da vi skulle ombord i langbådene som skulle sejle os frem til langhuset
Om aftenen skulle vi til bal på Ibanhøvdingens slot. Der blev shinet og gjort ved der på gæstehusets terrasse. Underbeklædningen blev tjekket og der blev linet op til højt humør.
Det blev en aften med forrygende fest.
Vi havde de sædvanlige gaver med til værtsfolket, også som det er vane, den gode flaske whiskey til høvdingen himself.
Det skægge ved denne flaske er at den, selvom den egentlig er tænkt som en personlig gave til høvdingen, som regel ender med at blive konsumeret af stammens ældste kvinder. Så sidder de der på gulvet foran høvdingens bolig, der hvor det hele foregår og alle sidder bænket efter dansen.
Så sidder de der, en anelse tilbagetrukket og bæller hele flasken på no time, mens høvdingen og de øvrige mænd underholder de fremmede gæster, som beværtes med riswhiskey.
Anyway…en sjov lille detalje synes jeg.
Whiskeyen overrækkes pr tradition, på gruppens vegne, til høvdingen, af gruppens ældste mand. Så her måtte Karl lige på banen. Sjovt nok synes jeg ikke jeg husker noget som helst brok omkring dette, men måske jeg husker fejl 😉
Og hvad var så i den forbindelse mere oplagt end at lade gruppens yngste overrække vores, måske lidt mere fornuftige, gaver.
Så Trine måtte op
og Steffen fulgte trop
De her Ibanfolk de er altid gode for en ordentlig fest. Nogle gange er det måske bare lidt mere løftet end andre. Sådan en aften var denne, der var fuld stemning lige fra starten. Høvdingen, som jo ellers er temmelig gammel efterhånden, var selv med på dansegulvet denne aften, det i sig selv er jo altid en dejlig oplevelse.
Så var der en af de øvrige dansere, ja jeg har set ham før, men ikke i et vigør som på denne aften. Det var helt utroligt, han var ét stort show, hvirvlede rundt og passede sin dans, underholdt sig højlydt med Tony tværs over gulvet, samtidig med han ihærdigt koncentrerede sig om at holde balancen.
Han var simpelthen stang palermo, og han havde det herligt. Der var nok rigtig blevet gået til den med riswhiskey henover eftermiddagen.
Det var så sjovt at se. Du kan se ham yderst til højre her.
Jojo der blev så sandelig danset og festet igennem. Selv Z. Haas slap sig fri på dansegulvet, som en hel local, der i regnskovens langhus.
Heldigvis havde nogen nærværelse nok til at snuppe cameraet og skyde et par pics.
For eiii altså, at jeg gik på toilettet lige netop på det tidspunkt, ja det tog ham faktisk flere dage at tilgive mig -hvis ever i virkeligheden.
Men tak til hvem det nu end måtte være, for at have trykket på udløseren, så vi netop nu har mulighed for at præsentere selvsamme Haas, som i Local for a Night 😉
Nice, nice…
Der blev festet længe, ja for nogen vist endda så længe, at de fik lært nye sange -på Ibansprog. 🙂
Gamle høvdinge udvekslede erindringer derude fra det store liv, mens fredssmøger og fælles whiskeyglas gled rundt. Jojo, det var totalt hjemmebane det her, hehe.
Senere erfarer jeg at dette nok var mit sidste besøg i langhuset, og jeg kan ikke have ønsket mig en mere værdig afslutning. Alle var indstillet så fuldt ud på fest, og fest det blev der så, også i dén grad.
Et vaskeægte bal i Ibankongens hus, hvor vi var yderst værdige gæster.
På sejlturen ud den næste dag nyder jeg atter engang den vidunderlige flodnatur. Ligesom jeg tog det ind med hjertet den allerførste gang jeg kom her. Aldrig nogensinde vil jeg blive mættet af denne store og helt igennem pragtfulde natur.
Jeg kan godt blive sådan helt stille og tankefuld på sådan en tur. Og jeg har altid ønsket mig at lige netop turen ud fra Ibanfolket ville tage timer. Det er så flot simpelthen, I ved sådan rigtig jungleflod, med bevoksninger der hænger ned over den snævre vandvej.
Når jeg er undervejs gør jeg hele tiden sådan en slags status efterhånden som turen skrider frem, jeg mener, kører det eller hvad? Sådan sad jeg der i båden på vej ud fra Ibanfolket og følte med mig selv, at vi allesammen lige havde haft en super oplevelse.
Mine tanker kredsede ligeledes omkring den gamle stolte høvding som så brændende ønskede sig et ur. Det skulle jeg bringe med ud til ham når nu jeg skulle vende tilbage hen på sommeren.
Men tjaeee, sådan skulle det jo altså ikke blive. Der bliver ingen Borneo-sommer for mig, ja bevares indtil videre hygger jeg mig da meget godt herhjemme i BellisWorld, men der er vel altid lidt udlængsel.
Nu kan jeg kun gisne om hvorvidt han nogensinde får sit ur, ham den gamle. For som sagt, der er tilsyneladende en ende på alt, og det her kunne se ud til at være min Borneo-ending, så i hvert fald bliver det ikke mig, personligt, der bringer uret frem.
Også lige nu og her får bloggeriet en ende, så Sabah-delen af denne rejse må vente, den får I altså senere.
Fortsættelse følger… HER
Tags: Bako nationalpark, Borneo, Iban, Kuching, PH, PHblog, Sarawak