Hjemme hele december, og med stor lyst til at opleve vinter, ja så måtte jo noget ske. Og da det samtidig var alt for længe siden Ziggy og jeg sidst har været på adventure, ja så stod der pludselig Island ud over hele programfladen.
En rigtig god idé, og speielt da nu hvor det var blevet billigt…hehe, ja dét var en anlese svært at gennemskue, i disse krisetider. Men whatever 😉
2. juledag klokken mere end tidligt mødtes vi i toget i Fredericia med kursen sat mod Kastrup. Herfra skulle vi flyve, først til Oslo og derfra videre til Keflavik lufthavn udenfor Reykjavik på Island.
Det var faktisk en lang rejsedag, men nok mest fordi vi ,som jeg sagde i det tidligere indlæg her (nyd iøvrigt også de smukke fotos), ikke havde taget højde for den korte mængde dagslys heroppe. Så da vi landede efter at have været på farten fra lige før klokken kvalme, ja så fadede dagen langsomt ud her på Island, og før vi sad i vores lejede 4X4 og pejlede ud fra lufthavnen, så var landskabet omkring os forlængst forsvundet i et dybt, sort mørke.
Dette indlæg bliver en Odyssé gennem det islandske landskab, som er så ubeskriveligt, så egent, så specielt, så totalt overvældende, så STORT at det overhovedet ikke kan lade sig fortælles, men kun vises…
Så her kommer en lille forbrugeroplysning for artiklen;
-vær lige nu forberedt på at bruge en ikke væsentlig del af din tid på fordybelse i denne oplevelse af Island, som mestendels vil være visuel. Her kommer altså mange billeder -og jeg mener, rigtig mange billeder. Men det er simpelthen nødvendigt for delingen af denne oplevelse, det kan ikke gøres anderledes.
Så here we go…
Vi startede ud fra lufthavnen og satte straks kursen mod Den Blå Lagune. Med kun 6 dage til rådighed var programmet stramt. Så vi lod os fra starten godt modtage, indbyde til oplevelse og eventyr, og kaste os direkte ud i det.
Så kort efter lå vi der i lagunen og bevægede os stille rundt i det varme vand, mens himlen var stor og sort og dannede den perfekte baggrund for de vildt hvivlende snefnug som dryssede over os. Langsomt tog vi Island ind og åbnede os for de gode oplevelser i vente.
Den Gyldne Cirkel, en gennembeskrevet tur som må tages hvis udgangspunktet er Reykjavik, som ligger på øens vestlige kyst.
Nåhja, det er så lige en anden lille bemærkning, udover det med dagslængden, med hensyn til årstiden vi valgte at rejse på. De strækninger man bevæger sig henover, og ruterne man planlægger at følge, er så fuldstændig styrede af naturen heroppe. Så visse veje er lukkede netop nu, det skulle vi senere erfare mere end én gang, og planlægningen må løbende justeres derefter.
Men Den gyldne Cirkel er farbar og fænomenerne som skal beskues undervejs ligger så tilpas tæt ved vejen, og er iøvrigt alle udbyggede med Roadhouses som serverer varm suppe og kaffe og kager i udvalg til et publikum i stort antal, besøgende, som samtidig kan lade sig friste tilpas i de tilhørende, indbydende og temmelig velassorterede souvenirshops.
Jo der er tænkt på det hele, og vi er da absolut heller ikke ene om at beskue herlighederne denne dag. Men vi er næsten ene om at være på tur, eller sådan føles det i hvert fald når vi lader 4X4’n spinde henover terrænet, udover viderne, på veje som synes at føre lige ind i intetheden.
Man kan sagtens køre uden for rute, med gode kort og det rette køretøj. Kommer man for langt ud, indformerer skilte om ufarbarhed og leder tilbage på ret vej. Herude bliver oplevelsen ekstensiveret…pyha, det’ råt.
Og aldrig har jeg oplevet så enorm en himmel!
Fornemmelsen af at alting under den bliver så ganske småt, er hel og total. Det er nok et af mine største indtryk fra Island, og det skinner igennem på mine billeder, for sjældent har jeg taget billeder med så meget luft på…
Rundt på Den Gyldne Cirkel fik vi oplevet alt dét som er på enhver guidebogs to-do-liste
Vi fik set de islandske gejser i fri dressur, når fx Strokkur boblende, powerfuldt og pludseligt sender sin vandsøjle stolt og højt til vejrs. Vi oplevede Islands kendteste vandfald, det store Gullfoss, i al sin volumniøse vintervildhed.
Den islandske natur er så vild og voldsom, og dermed også potentielt farlig, at man umulig kan beskytte det enkelte menneske imod den. Så her er ingen opsatte hegn, her sætter hver især sin egen grænse.
Hvis du ser godt efter, på billedet af Gullfoss, så vil du se at der faktisk står et menneske, i al sin lidenhed, besluttet og overgivet på klippestykket i venstre side, .
Personligt skulle jeg ikke nyde noget af at komme helt derud.
Også Þingvellir, som er det sted hvor Islændingene lagde øens Alting helt tilbage i Vikingetiden, og samtidig et af de mest spændende geologiske steder i Verden, findes på turen rundt i Cirklen.
Viden om pladetektonik, og om hvordan disse plader og dermed kontinenterne arbejder i forhold til hinanden og derved skaber jordskælv, aftedkommer vulkanbrud og såkaldte forskydninger er spændende. Og her på Island i dén grad relateret og til at forholde sig til.
Island ligger lige der hvor den eurasiske og den nordamerikanske plade støder op mod hinanden. Disse to plader arbejder sig langsomt væk fra hinanden, og kaldes den nordatlantiske forskydning. Lige netop i området ved Þingvellir kommer denne forskydning op over havoverfladen og kan tydeligt ses som en lang og forsat revne i jorden, hvilket selvsagt gør stedet til et interessant sted for forskere og alverdens geologer.
Sært at stå her hvor jorden åbner sig, ja endda på visse steder vandre nede i denne forskydning.
Tags: ferie, gejser, Geysir, Gullfoss, Island, PH, PHblog, Reykjavik, Strokkur, vandfald, vulkaner