Nao Estress

Kap Verde, det lille ørige vest for Afrika – forblæst og omsluttet af det frådende Atlanterhav. Kilometervis af kridhvid, og fuldstændig jomfruelig sandstrand. Bagende sol, blød vind og blide trommer…. – så er der dømt ferie.

 

Boa Vista er én af de øer som på det seneste har satset på turismen. Lufthavnen man lander i er ca 5 år gammel, bilerne man ser i forbavsende stort antal har nogenlunde samme alder. Den egentlige turisme tog fat for ca 3 år siden, så alting er så nyt for folket her.

Nao Estress, eller no stress, er mantraet og da seværdighederne og mulighederne for oplevelese er få kommer det faktisk ganske af sig selv. Man kan slentre lidt op og ned ad torvet i Sal Rei, på begge sider ligger de samme souveniershops iblandet (en hel del) kinesiske minimarkeder. Man kan sidde på torvets lille café og falde lidt í med lokallivet, der er altid (mindst)én som vil snakke.

Man kan selvfølgelig også nyde stranden, Social Club er i øvrigt et god bud på ro og behagelighed i dén retning. Og massøren dernede er helthelt fantastisk – stor anbefaling.

Men man skal også sætte mindst en dag af til en ørundtur. Det er nemt at lave aftale med en lokal taxi, aluguer som de hedder her. Det er store 4X4’er og man sidder på træbænke på de åbne lad.

 

 

Bilerne er nye, chaufførerne har allesammen lånt penge til dem i håbet om at kunne skabe sig en levevej i takt med den stigende turisme på øen. Så kørslen er behagelig, sol i ansigtet (også i dén grad, pas lige lidt på med dén) og vind i håret. Og de véd allesammen hvad det er vi skal se…

Vi havde lavet aftale med Alex og Dee. Lidt en luxus med to ‘guider’, men det flaskede sig bare sådan og det var super.

Alex og jeg sad på bagsmækken, og efter skibsvraget ved Santa Maria, nu med kurs mod det sydlige nemlig den store Santa Monica-strand, mente han at det var tid for hans ‘morgenmad’. Og så blev der ellers fyret op under en medbragt joint.

Hvad siger du…?? Om jeg røg med? – Dét vil jeg lade være helt op til dig at afgøre…

Vi kørte ned tværs over øens barske og golde landskab, og man forstår nu pludselig hvorfor det er så store, stærke og tunge vogne de kører rundt i. Jeg har iøvrigt heller aldrig oplevet et sted med så mange Quads, og ikke fordi det er turisterne som kører på dem. Men det er altsammen ganske nødvendigt, øen har simpelthen ikke megen organiseret infrastruktur.

Santa Monica stranden er utrolig! Kilometer efter kilometer og fuldstændig øde, betagende ganske simpelt.

 

 

 

Brusende bølger og azurblåt hav, nårhja, og så lige et stjernepic der sparker røv! Jeg er simpelthen totalt vild med billedet her af Alex, Winnie og Dee…

Nordøst over igen og ud over knoldene – udsigten er formidabel og man ser langt her på øen. Og så er der noget med himlen. Jeg oplevede det samme på Island; der kommer simpelthen mere himmel med på billederne her fra.

 

Vi besøger en af øens saltsøer, men forstår at der ikke finder en egentlig udvinding sted længere. Kap Verdes saltproduktion ligger i dag fortrinsvis på øen Sal.

Men salten her fra smager udemærket kan vi konstatere da vi får suttet på et par krystaller. Og jeg tror bestemt ikke at salt til den hjemlige husholdning er noget man køber her på øen.

 

 

 

 

Vi vender atter slæden og forlader saltsøen ad samme vej som vi kom, op igennem den forladte saltby som engang sprudlede af liv.

Der er øde på disse kanter og flere steder undervejs ser vi tegn på det liv og leben som var engang, men som nu måske er rykket nordpå mod hovedstaden, Sal Rei, i håbet om at livet her kunne blive lidt lettere. Sal Rei har sin egen lille slumby på bagsiden.

Det ér også hårde livsbetingelser her omkring. Ingen vandforsyning, ingen elektricitet og en jord som er vanskelig at få noget ud af.

Lidt kartofler og løg dyrkes rundt omkring og, som en hel seværdighed, bliver vi ført hen til et par enkelte gamle træer som dog viser at noget kan gro, nemlig mandler og kokos. Af en eller anden årsag står der dog kun disse enlige træer tilbage og ingen tager tilsyneladende kampen op med en anderledes afgrøde.

 

Baobabtræet stod lige i nærheden. Dette fine afrikanske træ med sit karakteristiske udseende – upsidedown.

Det fortælles at baobabtræet som var et meget stolt træ besluttede sig for at vokse ind i himlen. Dette satte Gud dog en stopper for, og for at lære baobabtræet ydmyghed rev han det op med rode og plantede det med kronen nedad.

Det er ikke meget vand man støder på undervejs på Boa Vista, og regn falder der heller ikke meget af på årsbasis. Derfor var det måske også lidt voldsomt at se hvordan en vandmasse (efter regn) havde skyllet broen væk i september.

Det er faktisk vejen fra lufthavnen og ind til Sal Rei som nu har stået på denne måde i henved 3 måneder, så al trafik, incl. store trucks og turistbusser, ledes hen over on grusbanke lidt længer henne. Velkommen til Boa Vista – det er noget af det første du ser.

 

Men ellers er øen som sagt stenet og sandet og ørkenspredning er absolut ikke et ukendt fænomen. Endnu et af Boa Vistas fascinerende landskaber.

 

 

 

 

 

 

Vi boede midt i Sal Rei på hotel Boa Vista, det var ganske fint og vi nød beliggenheden. Lige overfor vores balkon lå byens stadion. Det var simpelthen byens omdrejningspunkt og der var livlig aktivitet fra kl 8 om morgenen og til henunder midnat. Vi var vældig underholdt når vi sad der på vores balkon og oplevede således både træning, leg kamp og skolekoncert.

 

 

Fra balkonen kunne vi også nyde udsigten ned mod stranden. Vi nød simpelthen denne perfekte beliggenhed som plantede os lige nøjagtig midt i det hele.

Som ørige og anbragt dér omblæst i Atlanten må der nødvendigvis fiskespise på menuen, så vi sprang selvfølgelig også ud i hotellets grillede hummer.

 

 

En herlig – og noget uventet – ferieoplevelse i december. Så super lækkert!

Tags: Afrika, Atlanterhavet, Boa Vista, Cabo Verde, ferie, Kap Verde, Portugal, Sal Rei, Santa Maria, Santa Monica