Laid back sydvest-Kreta

Tille var her en uges tid og omstændigheder gjorde at jeg kunne hive et par sammenhængende dage ud af et travlt arbejdsliv. Så vi pakkede rygsækken og begav os ned gennem Samariakløften. På vej mod tre overnatninger dernede på Kretas sydkyst.

Jeg har jo altid drømt om at blive tilbage i Agia Roumeli, når alle de vandrende forlader stedet med færgen kl. 17.30 -og byen derefter bliver så ganske stille.

Det var godt nok sejt at gå med den store sæk på ryggen, og selv mine Samaria-trænede ben kunne helt klart mærkes i dagene efter 😀

Vi boede selvfølgelig hos Manos og hans gamle far. Det skønne lille sted med den store og varme atmosfære. Den åbne terrassedør ovenover tavernen var vores værelse.

Skøn placering med den mest pragtfulde havudsigt.

At sidder her ved aftentide, mens alting var så stille og totalt nede i gear skulle vise sig at være alt det jeg havde drømt om -og lidt til.

Herligt, opløftende og livgivende. Langt fra alt det turistede, man ellers stopfodres med som charterrejsende eller -guide.

Det var befriende anderledes simpelthen.

Byens egne unger som legede i gaden neden for vores balkon, og lokalt aftenliv som udspandt sig i minimarkedet umiddelbart overfor. Solnedgang bag den vestre klippevæg for enden af stranden, lygtetænding og senere stjernehimmel.

Aftenpromenade nedover havnen og gennem byens hovedegade, med tilliggende afstikkere. Så havde vi været over det hele -og nærmest på én gang 🙂

Tibagevenden til Taverna Manos og den rare stemning der. Simpel aftensmad, lidt postkortskrivning (hvilket jo ellers ikke er en af mine mest dyrkede dicipliner), og ellers bare ro, masser af ro.

Dette sted kan i dén grad anbefales til en stund i tilbagelænethed. Og tøv endelig ikke med at indkvartere jer hos Manos og hans gamle far.

Det var iøvrigt en herlig velkomst til os, da vi kom ud af kløften om eftermiddagen. Jeg havde jo arrangeret alting på forhånd. Så de stod klar til modtagelse. Og hvilken én; “Welcome Flower” sagde den gamle og krystede ungen i sin varme favn.

Hele næste dag tilbragte vi så på stranden, tøsen og jeg, hvor vi nød det kølige, friske og totalt klare vand i det Libyske Hav. Det er altså så totalt anderledes end det vand man oplever oppe på nordkysten. Og som Tille senere sagde: “Aiiii  altså, nu får jeg jo aldrig mere den samme nydelse ved at bade fra den kretensiske nordkyst”

Vi legede totalt turister for en dag og lå bare der og stegte i solen, kun afbrudt af de svalende dyp i havet.

Jajaja, og det kunne vel kun gå galt. Jeg fik sgu en solskoldning. Glemte jo lige at jeg kun har været på stranden en enkelt gang tidligere i løbet af denne sommersæson.

Det kan godt være jeg har brune arme og ben, men min krop har jo egentlig ikke været soleksponeret siden april.

Om eftermiddagen forlod vi så idyllen i Agia Roumeli og steg ombord med alle de vandrende. Den lille færge ‘Samaria’ skulle fragte os vestover, hvor vores næste stop hed Paleochora.

Der er to bådafgange fra Agia Roumeli, én sejler som sagt vestpå mod Sougia og Paleochora. Og en anden sejler østover mod Loutro og Chora Sfakion.

Fælles for dem begge er at de bringer trætte vandrende væk fra Agia Roumeli.

Vi havde som sagt valgt at tage til Paleochora, og også her havde jeg på forhånd været ude med booking, hvilket skulle vise sig at være meget heldigt.

Jeg havde fået anbefalet det lille sted: “Haris Studioes”, og det skulle vise sig at være en særdeles holdbar anbefaling som jeg gladelig videregiver.

Hvis man ankommer til Paleochora med båden, så går man til venstre efter molen og følger vejen langs med vandet ca 10 minutter, så støder man på den blå og hvide bygning, som også rummer det hyggelige samlingssted The Water’s Edge Café.

Stedet har en rigtig god stemning. Ligger stille og roligt ud til vandkanten og hvor var det dog helt vildt lækkert at sove med åben terrassedør, og lade sig vugge i søvn af bølgernes skvulpen mod klipperne, mens nattens brise føg stille gennem rummet.

Haris er tilsyneladende meget populært. Det virker som om det er et sted gæsterne vender tilbage til, og mens vi var der var der fuld belægning.

Det drives af Flora som er skotte og selv bor på stedet. Hun har også et andet hotel som ligger lige bagved Haris, og når alt er optaget på Haris, har hun som regel plads her.

I Paleochora findes der to strande. Byen ligger på en tange, så på den ene side har man bystranden, som er stenstrand og på den modsatte side er så en lang og fin sandstrand.

Men også ude ved Haris, blot 100 meter længere oppe af vejen ligger en lille bitte vig med en fin stenstrand. Kun enkelte liggestole, palmebladsparasoller og absolut fred og ro. Hvor herligt det er her at dyppe sig i det skønne libyske hav.

Benytter man sig af bagindgangen til Haris kommer man ud i en lille snæver gade og kan så ad denne vandre gennem den gamle bydel ind til bymidten på små 10 minutter. En rigtig hyggelig tur, hvor der er lejlighed til at hilse på alle de gamle mennesker som sidder helt stille i mørket på deres balkoner og småterrasser.

Om aftenen lukkes der af for trafikken på havnepromenaden og tavernerne rykker ud, det samme gør sig gældende i den store gennemskærende gade midt i byen.

Paleochora lever af sine turister ja, men stemningen er laid back og god. Helt sikkert et dejligt sted at tilbringe et par dage på sydkysten.

Det var så lige præcis hvad vi gjorde, og det kan altså helt klart anbefales enhver Kretarejsende.

Tags: Agia Roumeli, Crete south, Haris Studios, Manos Taverna, Paleochora, PH, PHblog, Samaria