I dag er det nøjagtig to måneder siden jeg ankom her til Kreta, og det skulle så blive dagen hvor jeg for første gang kom på stranden!

De første par uger jeg var her gik jeg rundt og småfrøs. Min krop var tilsyneladende forvænt og forkælet med de sydøstasiatiske konstanttemperaturer på 32C og badevand der var omtrent lige så varmt. Så mens alle andre gik rundt i det bare ingenting og tilbragte tilbagelænede timer i strandkanten, gik jeg rundt i bukser og langærmede trøjer. Ja selv sågar min Samsø-uldponcho blev flittigt anvendt i denne første tid.

Og så lige pludselig var højsæsonen over os, og det blev svært at finde tiden til strandrelax. Jeg har godt nok fri hver onsdag, men denne fridag er så til gengæld helt nødvendig at bruge på praktiske ting, såsom tøjvask og husrengøring.

Efterhånden er jeg kommet til at ligne den gamle regnbueis under tøjet. Ja, jeg ligner simpelthen noget der er løgn, haha. I husker godt den der is fra barndommens børnefødselsdage ikke? Den trefarvede, jordbær, vanillie og cacao, rød, hvid og brun. Jeg kan huske at man altid sad og byttede rundt, selv kunne jeg ikke fordrage chokoladedelen (den brune).

N’men sådan ser jeg altså ud lige pt. Arme og ben er meget brune, ansigtet er rødt, de hvide bikini-striber har jeg stadig fra vinterens ophold i det malaysiske. Og resten af kroppen er efterhånden visnet til en lidt lettere brun farve. Du milde, det er da godt at ikke andre udsættes for dét syn lige for tiden 😉

Håber at den sene eftermiddagstime på Iguana Beach har rettet en smule op på miséren, og må så se at finde noget mere tid til sol og strand. For det var godt nok dejligt!

Og det skulle vel også nok kunne lade sig gøre, for nu har vi kun godt to uger tilbage af højsæsonen. Så går vi atter ned i gæstetal og det skulle blive muligt at finde lidt mere tid til selvdyrkelse og afslapning.

Tags: , , , , , , , , ,

2 kommentarer til "Iguana Beach"

  1. Lotte siger:

    Hey Petruska
    Så er jeg opdateret (hellere sent end aldrig) og må – som altid efter et besøg her på siden – konstatere, at jeg savner at ha’ dig “indenfor rækkevidde”; det ku’ dog se ud til, at det bliver muligt at ringe med dig om blot et par uger.
    Pas nu godt på dig selv midt i travlheden.
    Har lige fundet endnu en blomst på en af mine Bellis-akelejer – den bringer mindelser om en dejlig dag for et par år siden.
    Glæder mig til at se dig efter højsæsonen & håber, at planerne fortsat inkluderer Kim.
    Natlige hilsener fra
    Gotte & Lunnar

    • PH siger:

      Hej Lotte

      Savnet går begge veje, specielt når man, som lige nu, er udkørt i slutningen af en travl højsæson.

      På dette tidspunkt kan man faktisk godt være gået hen og blevet en smule hudløs, og begynde at gøre sære ting, som fx. nu i nat;

      Her gik jeg i søvne og fandt pludselig mig selv, totalt nøgen, på min forterrasse, med kurs mod én af nabolejlighederne 😮

      Heldigvis var min egen dør ikke nået at smække i, før jeg fik revet mig selv ud af den bagvedliggende drøm!

      Yeps Kim er med, han har vist sat hele fire uger af til projektet, så der skal altså bare lige koordineres en smule.

      Glæder mig SÅ meget til at se dig!!

      Kærlig hilsen
      Petruska

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

kratom masters