Frem eller tilbage for charterturisten?

Da jeg stadig var en lille én, engang tilbage i slut 60’erne var charterturismen i sin spæde udfoldelse og på vej til at blive hvermandseje. Godt hjulpet på vej af den legendariske Hr. Spies og præsten fra Tjæreborg. Verden til folket var mantraet og dermed folket ud i Verden.

Også jeg havde den herlige oplevelse at flyve ud med mine forældre for at stifte bekendtskab med fremmede kulturer.

Det var dengang man boede på små hotelværelser, med børneopredninger. Kaffen, den uundværlige, blev frembragt ved at man satte proppen i håndvasken på toilettet, fyldte op med vand fra hanen og dumpede den medbragte dyppekoger ned i, mens man arrangerede den ligeledes medbragte thermo med tragt og filter –Merrilds 103 kunne man jo selvsagt ikke leve foruden.

Rugbrød og dåseleverpostej var der også fundet plads til i bagagen, så var frokosten på plads. Aftensmaden blev som regel indtaget i hotellets restaurant, hvor man havde fast bord med værelsesnummer på. Her stod så også vinflasken som var åbnet dagen i forvejen og den liter sodavand som jeg havde råderet over.

Jeg var benovet. Havde aldrig set mine forældre drikke vin før og havde heller ikke tidligere haft en hel liter sodavand for mig selv. Disse to flasker var ligeledes værelsesnummererede og hver aften sat frem på de rette borde. De kunne holde i ca. tre dage, så dvs. at de blev skiftet én eller to gange i løbet af en sådan ’8-dages-charter’.

Åhhja jeg var så stolt af disse rejser, og hjembragte souvenirs i form af lædertasker med prægede motiver af kameler, vifter med blonder og olivenmotiver samt ringlende armbånd lavet af ’ægte’ gamle lokale mønter. Jeg sendte postkort i stakkevis, med smukke spanske ’guapaer’, hvirvlende rundt i sensuelle flamencodanse, og hvis skørter var påført kortet med rigtigt stof, i flere lag endda –wauw!

Det var dengang Verden stadig var stor og hverdagsdansken endnu ingen tradition havde for rejseliv.

Anderledes skulle jeg mene at det ser ud i dag, hvor selv en to-måneders baby er afsted på sin tredje flyvning, og hvor man, som guide, sagtens kan nå at hilse på den samme gæst tre gange i løbet af en 8 måneder lang sæson.

At rejse ud er blevet allemandsret og ikke længere forbeholdt de få og privilegerede. Og de strømmer ud i Verden, disse hverdagsdanskere med hang til solskin, fritid og let liv. Hvilket jo er en skøn ting, som giver mulighed for at møde andre kulturer og bringe visdom, oplevelser og minder med sig hjem.

I mange år syntes der at have været en udvikling hen imod et mere krævende charterpublikum. Grisefester og lumre mavedanserarrangementer var ligesom ikke længere nok, snarere tværtimod. Mallorca led jo faktisk i mange år under denne gæsteflugt, fordi man efterhånden ikke kunne være bekendt at sige højt, at det var dér man agtede sig hen.

Næh nu skulle rejserne handle om at komme tæt på lokalkulturen, og virkelig prestige lå der i at kunne komme hjem og sige at man havde ’opdaget’ sin helt egen græske ø, og boet helt lokalt –uden forstyrrelse af turister?! Fint nok med det, og rejsemålene blev flere.

I de senere år har så et nyt begreb bredt sig i rejsebranchen –og det burde ved gud have været kvalt i sin vorden. Hvis altså du lige spørger mig –eller nogle af de mange lokale som har måttet lide sulte- og lukkedøden i dén forbindelse.

Forbandet være ’all-inclusive’konceptet!

Her kommer gæsten til hotellet, får sit plastikarmbånd på, og bevæger sig så kun nødigt udenfor murene i den uge de opholder sig på destinationen. Om rejsemålet hedder Grækenland, Tyrkiet eller Spanien synes ikke at bekymre disse rejsende, når bare poolen er i orden, maden børnevenlig og drikkene fritflydende.

Skulle det, trods alt, lykkes at få disse mennesker med på oplevelsestur, kan man være helt sikker på at de medbringer pakkede lunchbags fra hotellet samt bekymrede spørgsmål om hvorvidt vi nu også vil være tilbage før det bliver tid for eftermiddagssnack og is til børnene…

Er det virkelig sådan vi vil tilbringe vores ferier?

At vi vil spise, mere eller mindre, som vi plejer derhjemme, at vi vil drikke meget mere end vi gør til hverdag og samtidig lade vores unger søbe i is og sodavand til de brækker sig af overflod?

Hvad blev der lige af de store charterkongers dagsorden og vision; Verden til folket og folket til Verden? Når det pludselig er helt lige meget hvor i denne Verden vi befinder os, når bare maden ligner noget vi kender og vi alle sammen kan kaste os ud i overfyldninger af format, hvad enten vi taler om ispinde, drikkevarer eller solskin.

Seneste skud på denne muterede stamme er ’all-inclusive-light’ hvor hotelbuffeten er valgt fra, fordi man hellere vil spise på ‘Copenhagen Corner’ henne om hjørnet. Her serveres frikadelle- og flæskestegssandwich samt andet godt fra den velkendte menu derhjemme. Hvorefter man haster tilbage til hotellet, for den frie bar og den sidste aftenis til ungerne.

”Hvor var I henne på ferie i år?”
”På Sunset, hvor ’all-inclusiven’ var helt i top!”
”Hvor ligger Sunset?”
”???”

Grækenland, Tyrkiet, Spanien –who f…… cares??

Tags: all inclusive, charterferie, PH, PHblog, Simon Spies, Tjæreborg