Selvom jeg siddder her på Hilton i Kuching, Sarawak, træt efter en lang dag med naturtrekking OG city-tour, så lad mig dog alligevel prøve at komme på omgangshøjde med bloggen, som Kim nu siger skulle virke -sådan rent billedemæssigt- igen.
Jeg ville jo gerne berette lidt fra den seneste rejse fordi den var så speciel, på flere måde.
Som allerede fortalt havde jeg nogle rejsekammerater, som måske nok var lidt ud over det sædvanlige, men samtidig havde vi så også sammen nogle helt fantastiske dyreoplevelser.
Nu er jeg allerde midt i en ny tur, og alting bliver hurtigt så fjernt. Lige nu sidder jeg som sagt her, svedig, træt og beskidt -gider overhovedet ikke gå ud for at finde noget mad, klarer mig bare med de falaffel jeg købte på markedet efter city-touren. Danmarks Radio kører på lap’en og jeg hører om tulipandyrkning i Amsterdam -ak ja.
Imens glider tankerne tilbage til de uger som netop svandt.
For første gang skulle jeg køre i bus ud til Rainforest Lodge -man kan kun tage sig til hovedet og spørge sig selv om hvem der i alverden kommer på den idé at sende en bus ud på en næsten 100km tur i regnskoven, på en tømmervej, som mestendels bruges af tunge tømmerbiler, der med deres tunge last køre denne vej fuldstændig i stykker -hver eneste dag!
Normalt klarer vi denne del af turen i 4-hjuls-trækkere, ganske problemløst. Men med bus, ja så skulle det selvfølgelig gå galt, og pludselig hang vi der bare. Alle passagerer blev gennet ud, mens chaufføren prøvede at køre bussen igennem den forhindring hvorved vi var strandet. Men intet skete før en stor truck kom forbi og tog fat i den anden ende i tovet -guderne skal ellers vide at vi var flere der gjorde et oprigtig forsøg -som billederne da også viser, haha.
Men alt syntes at kunne klares i denne gruppe, og alle tog det det som -endnu- en oplevelse, og med højt humør.
Og ja vi nåede da også frem -til sidst. Lige tids nok til at opleve et helt vildt regnskovs-regnvejr. En helt fantastisk oplevelse mens vi sad der og nød den lækre lunch der på lodgen.
Det er altid dejligt at ankomme til Rainforest Lodge, det er simpelthen nogle utrolige mennesker som arbejder her. De er SÅ opsatte på at give den enkelte absolut optimal service og oplevelse. En sådan entusiasme skal man lede længe efter.
Jeg har virkelig herude haft en supergod oplevelese med lokalguider, Vivienne og Nadil her er blot et par eksempler. Men gennemgående er min oplevelse at jeg har mødt nogle helt utroligt engagerede mennesker, som virkelig brænder, og brænder så helt igennem -lige præcis som jeg kan lide det.
Jeg er helt overbevist om at det netop er denne tænding og lyst, som giver folk den absolut allerbedste rejseoplevelse. Hvor kan man være gennemført heldig engang imellem ;o)
Lidt vemodigt var denne tur også samtidig, fordi det jo var sidste gang -i hvert fald i denne omgang- jeg var her. Det var der sjovt nok også andre end mig der havde tænkt på, og alligevel var det en overraskelse da min værelseskammerat fra opholdet i medarbejderhytten pludselig stod der ved afgang og sagde: Pio, I want to make a photo from this group, can we please do this? Ja så bliver man ærlig talt glad, for at være del af en gruppe, som gør så godt et indtryk på de steder man besøger ;o)
Og at hele staben står vinkende tilbage da bilerne triller ud fra lodgen efter endt ophold, ja det sætter så sandelig også sine mærker og eftertryk.
Fornemmelsen var den samme på River Lodgen, afsked over hele linjen. Og her bliver jeg jo så samtidig nødt til at indsætte et billede af min absolutte yndlignsguide i denne sæson; Aswar fra River Lodge. Han er et af de mest fantastiske mennesker jeg længe har truffet på, noget ganske særligt simpelthen. Jeg var fuldstændig vild af lykke da jeg mærkede hans -fra hjertet- begejstring da vi allesammen så næseaberne springe. En sådan glæde, over at dele denne oplevelse med os, var ganske enkelt et privillegie at opleve.
Pyha, det var en hård sidste uge, og hvor er jeg dog glad for at jeg jeg gjorde den med så gode medrejsende som jeg gjorde! Tak til alle jer, hvis I skulle finde på at læse med.
Hele vejen igennem var man sgu lige på nippet til at tude, men alligevel kun en enkelt gang var det lige ved at komme helt ud af kontrol, og det var da rejsekammeraterne her gav mig den smukke gave: 2kg’s-bogen Borneo Wildlife, og Bo talte så smukt til mig på gruppens vegne -wouw! DET varmer et rejsende hjerte, så jeg slet ikke tror I i virkeligheden er klar over det.
Kan slet ikke sige tak nok ;o)
Viser lige en lille portrætserie over nogle af menneskerne i denne gruppe:
Ken, du var guld værd at have med i denne gruppe -jeg håber at du har gummifrøene i din lomme og husker H.C. Andersen; at rejse er at leve, og at vi på dén måde mødes et andet sted i Verden engang ;o)
Kurt og Hans, de sejeste garmle knarke jeg længe er stødt på, det var nu alligevel godt at I fortsatte med på uge to, selvom I så frem til badefreie -haha.
Se lige på damen her, Birgit, hun sætter sgu sin hat som hun vil, og fik ovenikøbet drejet Konni, som var overbevist ‘IKKE-hatte-dame’ på -hihi. Og så er hun ovenikøbet Champ of Tubing, slå lige dén, hvem som kan!
Og så var der Jens, og selvfølgelig hans Putte. Her mangler jeg næsten ord; nogle mennesker drager bare én til hjerte, og du kan fuldstændig godt opgive at kæmpe imod ;o) Jeg er SÅ glad for at jeg sang fødselsdagssangen for dig, og jeg håber du vil bære hatten, samt mig videre i dit hjerte!
Tiden løber fra mig, jeg sidder jo her på betalt onlinetid på Kuching Hilton, Sarawak, så alle dyreoplevelserne, som var SÅ specielle på denne tur må I have til gode.
Jeg vil bruge de sidste minutter til at takke hele denne gruppe for et par forrygende uger. Så kæmpe tak til:
Konni, Ulla, Kurt, Hans, Erling, Jette, Ken, Lene, Birgit, John, Jens, Putte, Bo og Tove -all of you really made my days ;o)
Tags: blog, Borneo, Danum Valley, ferie, PH, Rainforest lodge, Sukau River Lodge