ÅH! at være en charterguide

Nu har jeg efterhånden været i Tyrkiet i to uger, og der har ikke tidligere været tid til at sætte sig ned og forfatte et indlæg her til bloggen. At arbejde i team og med ugegrupper giver et snævert og skarpt program uden mange huller -ja selv min sunde kulør, som jeg nåede at få med mig fra de sidste uger på Borneo, da jeg uden gæster havde tid til at gå en smule på stranden, er snart falmet så totalt bort -suk!

Det er ikke meget jeg er ude, kun når jeg på scooteren bevæger mig rundt blandt hotellerne for at lave træf. Ellers sidder jeg der i receptionerne og pludrer med gæster, arbejder med papirnusseriet på kontoret, eller hopper ind og ud af udflugtsbusserne, for korte bemærkninger, ved de indlagte stop -hmm.

Jeg savner Borneo og Wildlifen, ja selv de daglige byger længes jeg efter. Og specielt savner jeg den anderledes måde at være sammen med de rejsende på når man laver rundrejser.

Alanya ligner sig selv, og på denne tid af sæsonen er her svedende, smeltende, kogende. Et gevaldigt tordenvejr er ønsket for at klare en smule op på den trykkende fornemmelse. Det har ikke regnet de seneste fire månder, og som sagt ligger varmen som en dyne godt presset ned mellem husene i byens gader. Den eneste rigtige måde at klare denne tid af året på, er at gøre som de lokale, fortrække op i bjergene, eller forsvinde ud til picnik-stederne ved floderne. Her lufter det altid en smule og det kølige vand gør forfriskende godt. Åh at campe på en tømmerflåde, en hel lang dag ved Dimcay, lige øst herfor, er en vild og forførende drøm.

Måske jeg vil nå det inden jeg tager herfra igen, det vil tiden vise. For det er jo kun et strejf dette ophold, idet jeg regner med at komme til BellisWorlden sidst i september. Jeg vil gerne holde lidt ferie derhjemme, før turen atter går til Borneo for nye spændende rejseoplevelser.

Jeg har dog alligevel nydt gensynet, udflugterne og mødet med sidste års samarbejdspartnere. Dét har været virkeligt fornøjeligt, og alle steder er jeg blevet taget SÅ godt imod, det har været en rigtig god fornemmelse.

At gense Hasan fx, landsbysmeden, og trække den smukke gedehornsskæftede lommekniv som han lavede til mig op af lommen, ja det var lykke.

At smoothe rundt til glad reggaemusik med Sjyko, jamaica-kaptajnen på Oymapinarsøen ved den store Manavgatdæmning, var den rene glæde og velvære.

At vende tilbage til jeepsafarien, som har gjort nye veje, og dermed bød på nye oplevelser.

At grine med Mehmet i læderbutikken, fordi han tror på mit held som hans afsmitning.

Jojo der er mange ting som varmer, og selvfølgelig også en masse at berette, men det kommer vel. Jeg håber da i hvert fald på at den træthed jeg har følt her gennem de første par uger vil fortage sig, og måske levne mig lidt mere overskud til at berette og dele med jer her.

Og til jer sidste medrejsende på Borneo; jeg VED godt at jeg skylder et indlæg. Tro mig det er sådan set på vej (og har faktisk været det længe, jaja jeg ved det godt), billederne er forlængst udvalgt og smidt op, kun mangler jeg at sætte ord til.

PS! kom I så allesammen til Kbh og hjalp Johan på plads ved hans indflytning, eller hvordan gik det lige med det?

Det er tid at tage til borgen her, de smukke 800år gamle borgruiner på toppen af Alanyas forbjerg, snige mig ned bag Süleiman-moskeen ved Ehmedek og tage plads for at betragte den smukkeste solnedgang over Kleopatrastranden -byens bedste spot for denne oplevelse.

Tags: Alanya, charter, Dimcay, Ehmedek, ferie, Manavgat, Oymapinar, picnik, solnedgang