Efterår nærmer sig her på Kreta, og i hvert fald er det tid for mig at komme videre. Forude venter en vintersæson på Sri Lanka, og jeg skal lige hjem og vende DK og den elskede BellisWorld en uges tid.
Så jeg rejser her fra i morgen og som altid er der alt for meget at nå disse sidste dage.
I mandags nød jeg dog årets sidste kløftvandring her på øen. Ned gennem den skønne Irinikløft gik turen og det var en super god oplevelse. 25 gæster med i bussen og jeg er ganske sikker på at alle havde en god oplevelse -stemningen var rigtig god.
Både før og efter…
Det var ellers fra morgenstunden lige ved at blive tvivlsomt om vi overhovedet kunne vandre. Da vi nærmede os kløften kunne vi fra bussen se en tåge som lå ud over hele området. Jeg tolkede det i første omgang som en kuldebro, men da vi var ca 1 km før Irini kunne vi tydeligt gennem chaufførens åbne vindue lugte at det var røg og ikke kulde det handlede om.
Vi steg dog ned til den lille cantina ved indgangen til kløften og forhørte os om der kunne være nogen fare forbundet med at vandre i Agia Irini når nu der var ild blot en kilometers penge derfra.
Men meldingen lød alt OK og vi satte afsted. Individuelt og i eget tempo som altid. Det er noget af det essentielle ved at gå med på de kløftvandringer jeg laver; nemlig at der skal være plads til alle, og tingene kommer til at tage den tid de nu engang gør.
Og således også denne dag, hvor de første er ude efter 2½ time mens der er gået 4 timer når jeg kommer ud som den sidste -som gruppens bagtrop.
Vi venter jo bare på hinanden hos Nikiforos og Natasha på Taverna Oasis.
Der skal være tid til at stoppe op og nyde skønheden og roen. Tid til at tage sine billeder af alt det fantastiske man oplever undervejs.
Til forskel fra Samaria, som jo er så (næsten over-)besøgt, så byder Agia Irini på masser af små dyreoplevelser undervejs. Det er bare at stoppe op og stå stille når man hører den lille raslen i bladene ved siden af stien, så kommer straks krybende firben i alle størrelser og kulører.
At vandre Agia Irini på denne årstid, betyder begyndende efterår og vigende vegetation. Men på trods af dét er der stadig så mange fine små (plante)oplevelser at fange ind.
Timian som vokser direkte ud af klipperne fx. Godt nok giver den ikke længere så megen duft af sig selv, men giver man sig tid til at bøje sig en smule og nulre et par stængler mellem fingrene, ja så minder alting pludselig om april påny.
Og selvom nerien, som ellers fylder denne kløft, er afblomstret, findes stadig små planter i flor, hvis bare man har øjnene med sig.
Endnu en god vandredag og alle 25 kom flot igennem, på trods af en lettere nervepirrende start, pga den der brand lige uden for kløften.
Ren glæde og tilfredshed -og ingen uheld….hvis altså lige man ser bort fra mine brillers tilstand da jeg fiskede dem op fra rygsækken. Men der er ikke meget et plaster ikke kan kurere 😀
Tags: Agia Irini, Crete, kløft, Kreta, PH, PHblog, Sun Tours, vandringer