En stor hilsen fra Tony og PH ;o)

-et indlæg længe på vej, om den skønne rejse vi gjorde med ‘familien’ i juli.

 

 

Jeg har skrevet tidligere at det var første gang jeg skulle have børn med på rejsen, og at jeg derfor havde gjort mig en del tanker på forhånd om denne tur. Og jeg kan lige så godt sige det først som sidst, at de fleste af de tanker, og i hvert fald alle forbeholdene, jeg måtte være nået frem til, blev gjort så grundigt til skamme. Det var intet mindre end vidunderligt med al den ungdom i bussen, og at Tony blev vores lokalguide på turen var intet mindre end svineheld, og kunne ikke have været mere perfekt.

At hente denne flok i lufthavnen var en levende og larmende oplevelse. Så dejligt det var at møde vågne, nysgerrige blikke når jeg kiggede ned gennem bussen på vej fra lufthavnen i Singapore. Og snakken gik, der var simpelthen connection i denne gruppe right from the beginning, en ting som skulle vise at udvikle sig undervejs.

 

 

Afsted til Singapore Centrum, tjek ind og infomøde på Gallery Hotel . Her blev gruppen så også præsenteret for Tille, som den tolvte rejsende. Hun var jo kommet med morgenflyet, altså ca. ti timer før de andre. Så jeg havde allerede én gang tidligere den dag været i lufthavnen, sådan ca klokken kvart i kvalme.

Jeg var imponeret over den tilsyneladende stadig vågne interesse under infomødet, jeg mener, jeg er jo selv altid fuldstændig baldret når jeg har taget denne tolv-timers flyvning ud fra Kastrup, og tænker kun på fred og ro på mit værelse; lad mig tjekke ind og lad mig være ;o)

 

 

Jeg nåede endda at tænke at det dog var en flok utrolig velopdragne unger. Men det skulle faktisk vise sig at de alle, hver især, var oprigtigt nysgerrige og lystne på den oplevelse som lå forude. Og pffføøøiii….så’n en flyvetur, det var da bare starten på det hele; hvornår går vi i gang?!

Det gjorde vi dagen efter, men den første aften var i den lille families skød og Tille blev flashet på Clake Quay, hvor hun, med sit camera i overgear, flintrede rundt mellem koncept-caféer, installationer og illumineret flodbred.

Dejligt at se hende så begejstret, og da jeg endelig fik en smule ro på hende, bænkede vi os på et hipt spisested helt ud til floden, og lod visakortet svede mens vi forlystede os i en kæmpe chilikrabbe -mmmm

 

 

Næste dag startede så vores egentlige program, og jeg skal lige love for at vi gav den gas. Denne gruppe var jo landet sidst på eftermiddagen dagen før, hvilket havde umuliggjort vores normale aftenprogram. Så på denne dag to racede vi igennem to dages programpunkter.

Vi startede dagen med city tour, med alt hvad det nu indebærer. Kampong Glam og den store moské, Little India med alle duftene og farverne. Senere Chinatown med sit gademylder og storhandel fra gadernes småboder og shops, jeg tror simpelthen alt kan købes her, og jeg mener A-L-T som i alt!

Besøg i Sri Mariaman, hindutemplet som altid imponerer med sit overflod af smukt malede gudefigurer og med sit væld af ligeså farverige devotees. Det er et herligt dagligliv der udspilles her i gadetemplet midt i Singapore.

Et kort visit på City Galleriet blev der også tid til, og her har man så chancen for at få dannet sig et samlet overblik over hele metropolen Singapore, og samtidig danne sig nogle indtryk af hvad der kan forventes af fremtiden, ved kig på nogle af de mange modeller samt de mange store, meget oplysende, plancheudstillinger.

Singapore City Gallery er, tror jeg, en lidt overset attraktion og det er egentlig synd for de som misser den. Udstillingen og modellerne er som sagt med til at give den besøgende et godt overblik over sammenhænge og lokalområder i den store by. Og at gå rundt mellem plancheudstillingerne giver et virkelig godt indtryk af den styring og planlægning, der ligger bag dette velordnede asiatiske mønstersamfund.

Hele bygningen med sin indretning og sine vellykkede formidlingsmetoder, virker indbydende og spændende, og så er her aircondition. En ikke helt uvæsentlig forbrugeroplysning, hvis man nu lige befinder sig rundt hjørnet, nede i Chinatowns tempopuls i den allerværste middagshede.

Dagen blev sluttet af med en swingtur op over Mount Faber og så var der lige et par timers fri tid før vi atter drog afsted ud i endnu et programpunkt; Singapore by night.

Nightmarked i Bugis Street, middag i Clarke Quay, flodsejllads i natlys og det obligatoriske, og altid overvældende, bsøg i Longbaren på Raffles. Ungen nød en Singapore Sling, mens moren her efterhånden bare var lidt brugt;

 

 

Næste dag fløj vi til Borneo og så kunne vores virkelige evntyr endelig tage fat. Jeg fascineres altid af Singapore, med alt hvad det nu indebærer, men der er intet der slår fornemmelsen af ventende lykke forude, når vi endelig sætter kursen mod Borneo og al Wildlifen.

Det skulle vise sig at blive en transit fra Singapore ikke helt uden vanskeligheder. Ja  altså vi dealede både med forsinkelse, men sandelig også med det, at måtte efterlade et gruppemedlem i Changi Airport. Det viste sig at Tilles billet, som jo var lavet udenom den øvrige gruppes, havde en senere afgang end det fly vi andre var booket til -hmmm ja. Jeg vil sige det sådan at vi gjorde hvad vi kunne for at få hende med, piskede rundt mellem skranker og kontorer, men lige lidt hjalp det og til sidst blev jeg nødt til at efterlade hende, udstyret med en mobiltelefon og en håndfuld  penge til overlevelse, ventende på sin fire timer senere afgang.

Og så marcherede vi andre ellers til gaten, hvor vi kom til at sidde en rum tid pga forsinkelse. Men frem kom vi da til sidst og da vi endelig landede i Kuching, Sarawak, Borneo stødte så Tony til os, og hvilken opløftende oplevelse. Det er jo altid spændende at se hvilken lokalguide man skal arbejde sammen med, idet dette jo ikke er helt uden betydning for atmosfæren i hele rejsegruppen. Og med Tony var vi simpelthen så heldige som man overhovedet kan have lov til at være. Som én af de store knejter sagde til sin mor da vi netop havde taget afsked med ham igen: “Jeg savner ham allerede. Han var simpelthen så venlig, dét kunne vi godt lære noget af”

Jeg er ganske enig i dén betragtning; Tony han var fantastisk og jeg kan kun håbe på at få lov til at arbejde sammen med ham igen, når jeg vender tilbage til Borneo i januar.

 

 

Vi fik vores aftenvelkomstmiddag i pagoderestauranten over floden som deler Kuching i nord- og sydsiden. Der blev snakket om de kommende dages program, specielt det her med ompakningen til dagene hos Iban-folket skulle som altid pindes helt ud -igen og igen, haha.

Helt enkelt så handler det jo om at vi, når vi besøger Iban-folket, sejler det sidste stykke ud til dem, og at langbådene som de fragter os i, er lange og meget smalle og derfor simpelthen ikke kan rumme alt den bagage vi medbringer. Der er jo ligesom heller ingen grund til at medbringe hele feriekufferten for nogle dages ophold under primitive forhold i regnskoven.

Sidst på aftenen kørte så Tony og jeg turen tilbage til lufthavnen og fik afhentet Tille. Hun blev forkælet med roomservice og var i det hele taget fuldstændigt på toppen, især da hun fik afklaret at vores flyforsinkelse havde betydet at vi ikke havde haft tid til at gennemføre city touren i Kuching umiddelbart efter ankomst, som oprindeligt planlagt. Så hun var altså heldigvis ikke gået glip af noget, men kunne nu føje endnu en lærende rejseerfaring til sine i forvejen mange ;o)

Næste dag var der så endelig trekking på programmet og vi tog tidligt afsted fra hotellet. Ud til Bako Nationalpark, ud med store forventninger om at se dyreliv, og de forventninger blev så sandelig indfriede.

På vej ud havde vi tid til at snakke om næsehornsfugle, nu var vi jo kommet til “Land of the Hornbills”. Måden hvorpå de danner par for livet, en nærmest nødvendighed i forhold til deres lidt sære udrugningsmetode, som kræver et overordentligt stærkt tillidsforhold. Hunnen lader sig indemure i op til tre måneder under denne udrugning, og har kun et lillebitte kontakthul til omverdenen hvorigennem hannen dagligt skal sørge for fodring.

Vi fik snakket om næseaber, deres flokliv og om hvordan ungerne er blå i hovederne det første års tid. Vi var så heldige at se en hel del af dem denne dag. Og ikke mindst snakkede vi om de små, allestedsnærværende og, superfrække makaq-aber.

Herlig sejltur ud til Bako, som netop denne dag viste sig fra sin absolut bedste side. Vi kunne sejle helt ind til landgangen, altså ikke noget med at hoppe i vandet 4-500 meter fra strandkanten for derefter at vade ind. Vejret var topnice og dyrelivet viste alle sine bedste og mest forunderlige sider frem for os. Således så vi udover abeflokkene, både slanger, lemuer og leguaner.

En rigtig god dag i Bako, og så tilbage til city for en ultrakort rundtur. Her er museet det mest interessante besøg. Det gamle Kuching museum som første gang slog dørene op for et publikum, så langt tilbage som i 1891. Det rummer en smuk og fyldig etnografisk afdeling, som er en super introduktion til dét at rejse i Sarawak. På vej til museet fik vi i bussen selvfølgelig snakket en hel masse om stammekultur, ikke mindst tatoveringerne og den specielle palang-piercing (omtalt i tidligere indlæg:”Ude af regnskoven for en kort bemærkning” )

En meget interessant herre, når nu vi taler om Kuching Museum er den kontroversielle Tom Harrisson, som var kurator for museet i perioden 1947-66. Han er virkelig, om nogen, gået over i Sarawaks historie, som en yderst markant personlighed. At læse om ham er både sjovt og opløftende og man kan faktisk også på YouTube finde flere afsnit fra en gammel portætudsendelse; “The Barefoot Anthropologist”  -hvilket bestemt ikke er kedeligt ;o)

Udenfor museet i Kuching står endnu en bemærkelsesværdig mand, ingen har dog endnu skrevet ham ind i historien, selvom hans indsats nok, på sin helt egen måde, kunne berettige til det. Det er den lille kinesiske ismand jeg taler om, og hvis du har været der har du helt sikkert også mødt ham og måske endda spist en af hans isvafler som sælges og serveres fra spanden på hans cykel. Enhver kan i hvert fald have råd når prisen er 1 MYR som svarer til 1,60 omregnet i gode danske kroner.

Den lille kineser solgte sin første is her foran museet i 1948, cyklen som tjener ham har gjort det siden 1952, og med disse isindtægter har han forsørget sin familie og bragt ikke mindre end to sønner igennem et stort og selvfinancieret uddannelsessystem, således at de nu kan pryde sig med fine titler som hhv. doktor og ingeniør. Denne lille mands indsats her på Borneo, i den malaysiske delstat Sarawak, er intet mindre end beundringsværdig. I dag kunne han mageligt sidde derhjemme i kampong’en og lade sig forsørge af disse fremdriftige sønner, som skylder deres gamle far alt, men han kan slet ikke undvære disse hyggelige is-stunder foran museet hvor han hver dag ser en hel verden flimre forbi. Og heldigvis for os, for så længe hán står der, så kan vi fornøje os i hans kølige is på en fugtig-varm eftermiddag.

 

 

Næte mogen stod vi tidligt op og begav os, med ompakket og mindre bagage afsted mod Ibanerne. Den lange dag i bussen, og da vi jo var en lille gruppe, svarede bussens størrelse dertil, og afsted skramlede vi mellem skiftevis regnskov og kulturlandskaber.

På bagsædet havde ungtøserne installeret sig og der blev holdt hof og pludret lystigt gennem hele dagen.

Føste stop Semengoh, rehabiliteringscenteret for orangutanger -et altid kærkomment stop, og denne dag da heller ingen undtagelse. Vi fik vist set dem alle, og fik også fortalt den sørgelige historie om den endelige kamp mellem de to store hanner i centeret. Ritchie og George. De to har ellers haft en ganske fredelig samordning igennem flere år. Der har ikke hersket tvivl om at Ritchie var den mest dominerende, men der har hidtil været fin plads for George også. Men nu gik den tilsyneladende ikke længere, og de to havde haft en hård og alvorlig fight derude i skoven hvorved George var kommet så slemt til skade at han var nær ved at miste synet. Han var imidlertid blevet opreret og man afventede hans bedring så han kunne sættes ud et andet sted, i et helt andet område -langt væk fra Ritchie.

Så afsted mod markedet i Serian, hvor de sædvanlige frugter blev indkøbt til fællessmovs på turen videre. Stop og frokost ved den lille handelsstation i Lachau, og der blev shoppet –igennem siger jeg, hehe. Her fandt vi noget autencitet, noget virkeligt, noget drøm og noget eventyr. Blowpipes, foldebuer, grydeskeer, trommer, knive og smykker blev pakket og påsat til stor og udelt fornøjelse.

 

 

Den sidste del af turen ud mod Ibanhuset er den bedste, og kunne for min skyld godt vare en tre-fire gange så lang tid som de ca 30 minutter der er virkeligheden, når vi fragtes i de smalle langbåde gennem den fint snoede flod, med alle sine bladoverhængte passager.

Solen skinner ned gennem dette bladhæng og tegner lyspletter på vandet, det hele gnistrer, duftene træder kraftigere frem, vandet hvirvler og der manøvreres flot og sikkert igennem opstikkende trærødder og -rester, samt stensamlinger som ligger faretruende tæt i det alt for lave vand. Ja flot og flot, det vil sige alt efter i hvilken båd man var placeret; jeg var fx personligt flere gange i vandet hvor vi måtte ‘gå’ båden gennem visse særlige udfordringer -haha.

Men til sidst var vi alle atter samlet på bredden nedenfor det ibanske gæstehus som skulle være vores læ for natten. Alle blev lynhurtigt installeret i opredningerne under de udspændte myggenet, hvorefter en vis ro faldt på gruppen hvor hver især traf egne valg og fordrev en hyggelig eftermiddag.

Nogle gik på opdagelse, andre på besøg, nogle gik lidt alene under myggenettet andre drak kaffe, og endnu mere kaffe, på den store træterrasse. Og her kommer så endnu et af beviserne på at det var så anderledes at have unger med på turen, for det er simpelthen første gang jeg ser nogen af gæsterne bade og lege i floden nedenfor gæstehuset.

 

 

Om aftenen var vi gæster i Langhuset og nød stammefolkets gæstfrihed. Igen helt super at have børn med som med glæde og stor entusiasme indgik i danse og lege. Søvn i Ibanernes gæstehus kommer lidt forskelligt til folk -hehe, de skide kamphaner! Ja selv sover jeg ganske som en sten, også efter kl 03 hvor kampahanerne sætter ind, ja faktsik tager over, efter de klynkende, snøftende hunde. Jeg har engang læst et sted at et langhus aldrig sover. Alle disse nattens lyde, og bagved sidder et vågent stammemedlem eller tre og deler disse skovens og bebyggelsens natlyde. Et meget fint billede af virkeligheden, kunsten er så bare at hengive sig til det ;o)

Så efter at være mødt op på terrassen den følgende morgen -mere eller mindre udsovede, mere eller mindre fremmødte kan man vel næsten fristes til at sige, ja så drog vi på eventyr med en af de lokale Ibanmænd. Allerførst skulle vi udfordres i deres gamle jagtmetode med blowpipen, pusterøret -det stille våben. Det gik faktsik rigtigt godt i denne gruppe, jeg nævner ,med slet skjult stolthed, at Tille lagde ud med et pragtskud -splash, lige midt i mangoen!

 

 

Turen gik ud gennem den afhøstede tørris og ned til den lille flod som adskiller langhusets jorde fra skoven. Her står også det gamle landsbyalter som med den lille ofringsplatform til mad, drikke og smøger og sine små træfigurer som vender ud mod skoven skal medvirke til at holde skovens ånder i godt lune, og dermed medvirke til at holde ondskab og andre uhyrligheder borte fra langhusbebyggelsen. Lige ved siden af går den lille bro over floden og snart forsvandt vi, fra bebyggelsens sikrede tryghed og, ud i den vilde, levende regnskov.

Sjov og spændende fremvisning af overlevelsesmuligheder hvis nu uheldet skulle være ude og vi ville blive nødt til at opholde os i regnskoven i flere dage. Det kunne være lidt sjovt at lægget et lille overraskelsesmoment ind i turen her -hæ!

Men på denne tur var vi jo ført og i særdeles kyndige hænder hos den lille glade Ibanmand med den store kantede tatovering: Kiss Me henover hele den ene overarm. Så han førte os til både peberplantagen og dyrefælderne. Og til sidst tilbage til gæstehuset hvor vores bagage kun ventede på at blive båret ned til bådene igen. Tid til farvel og afsted mod Batang Ai med et ganske kort frokoststop på endnu en lille handelsstation.

 

 

Dette frokoststop var nyt for mig, egentlig meget hyggeligt og ingen tvivl om at maden var god. Det var bare alt for kort tid vi havde der. Frokosten blev nærmest skubbet ned, og der var absolut ikke levnet noget tid til omkring-seen (læs: at shoppe), og det var jo lidt synd, for vi var alle stadig tændte af Lachaufeberen et døgns tid tidligere.

Men vi har jo på denne del af rejsen en båd at nå -ja min bare. Vi ventede på den lille mole og fordrev ventetiden med at gøre et pænt indhug i Hans’ tudekiks, som han ellers møjsommeligt havde gjort sig fortjent til, ved aftenen før at have leveret den absolut mest kixede besvarelse på ugens quiz.

Men frem kom vi selvfølgelig, og der var stor nydelse fra alle sider ved at opdage det skønne Batang Ai Hiltons mange dejlige faciliteter. Så i løbet af no time var der tjekket ind og stor variation i gruppens enkeltmedlemmers fortagsomhed ;o)

Nogle endte i poolen, nogle fik den helt store overhaling i hotellets wellnesscenter, nogle røg på TV mens andre fandt en stille stol på de store terrasser med smuk vue udover den opdæmmede sø, som dog blev tilsidesat for det, at glide ind i en god bog, og bare være der -helt alene.

Også canopy-walk tror jeg vi alle fik med, selvom vi gjorde det ldit spredt. Men det er jo så absolut et must når man får chancen herude, så jeg kan ikke forestille mig at nogen overhovedet missede den.

 

 

Næste dag kom så det nye i programmet og dét jeg havde set så meget frem til. Det er nemlig sådan at når man er kommet til Batang Ai Hilton på turen som den har været hidtil, ja så føler man altid at man har haft for kort tid herovre, og man står der på kajen om morgenen, og venter på den lille båd der skal bringe én afsted mod de fem timers buskørsel til lufthavnen i Kuching, mens man bare drømmer om at denne morgen ville bringe nye spændende eventyr, og dermed føje endnu en huskværdig oplevelse til dine, i forvejen bugnende, rejsememoirer. Hungrende; jeg vil have mere, please, giv mig mere…

Og det fik vi så. Afsted gik det fra molen denne morgen, ikke i den lille båd til samlet gæstetransport, men i fire smukt blåmalede langbåde. Henover søen i frit flow, lidt regnvejrsmorgen til start, men snart bevæger vi os fra den store sø og ud på en af de mindre vandveje. At dette med ‘vejene’ skal tages helt bogstaveligt forstår vi da vi ved den første forgrening ser det fint opsatte retningsvisende vejskilt. Men afsted vi glider, vores lokale bådmænd, fire unge Ibanmænd fra et af de lokale langhussamfund, kender deres vand og vi forsvinder i en flodgren som smaller mere og mere ind efterhånden. Solen er for længst brudt frem og lyspletter danser henover vandet og får hele dagen til at gnistre.

 

 

Et stykke inde begynder vandet at flyde med træ, afrevne grene,  ja sågar hele stammer. Dødt træ og andre planterester flyder tæt sammen og fremdrift med bådene bliver vanskeligere og vanskeligere. Vores bådfolk går ellers langt for os da de flere gange springer i vandet og ‘går’ eller svømmer båden afsted mens vi sidder tørre og sikre ovenfor.

Til sidst måtte vi dog give op og smide bådene af os et godt stykke før vores egenlige mål, nemlig stedet hvor vi senere på dagen skulle nyde et bållavet måltid. Vi sprang i floden og begyndte at vandre afsted, og i denne situation blomstrede storfamiliefølelsen virkelig. Alle hjalp hinanden igennem på bedste vis, pinde, stokke og hænder blev rakt hen hvor der var behov.

Det har faktsik ind til videre nok været en af mine største Borneooplevelser på nu efterhånden en del ture. Men denne dag var godt nok noget særligt. Og det her med at vandre gennem floden i den tætte regnskov blev et stort kick til min fantasi om at prøve ‘det virkelige vilde liv’

 

Vi trekkede på denne måde gennem floden i et godt stykke tid og fandt til sidst det dejligste lille regnskovsvandfald. Som simpelthen bare lå og inviterede til en kølig, forfriskende dukkert -åhh hvilken herlighed. Der blev plasket, skreget og leget og de mest ustyrlige ungdommer var selvfølgelig også oppe på selve vandfaldet, du ved sådan bare lige for at tjekke tingene ud -Jeez, der var gang i den gruppe ;o)

Jeg tror vi allesammen lod os suge ind af denne dag på en ganske særlig måde. Her kom vi virkelig tæt på naturen, og på en lidt anden måde end i Bako Nationalpark, for her kunne man aldeles ikke tale om afmærkede stier -det her lugtede umiskendeligt af det rigtige vilde liv.

 

 

Det lugtede også af noget andet da vi vendte tilbage fra vores expedition ud i Wildlifen. Vi fik færten allerede på lang afstand og lod os simpelthen trække ved næserne tilbage mod vores udgangspunkt. Her havde i mellemtiden Ibanfolkene fået slæbt vores både og forsyninger hen og de var så i fuld gang med at tilberede en simpel bålmiddag til os.

Dét kunne de bare de mænner der; der var ris stegt i bambus, der var rejer og kylling rsitet på grill, der var bønner og, og, og jeg kan slet ikke huske det hele, men fantastisk var det, at det altsammen var tilberedt over bål på meget simpel vis. Det smagte himmelsk og var, af alle de måltider vi fik under hele vore rundrejse, så absolut det bedste. Det tror jeg faktsik der var ret stor enighed om i hele familien ;o)

Denne andendagen på Batang Ai har helt klart givet programmet et løft. Det var smukt og spændende at sejle ind i området omkring Batang Ai som jo indeholder så meget Ibanhistorie og -tradition. Og ja så den der mad altså.

Men det siger da også noget når man, som med denne gruppe, slutter en udflugtsdag med at give aktørerne en stående applaus. Og det var lige præcis hvad der skete, da de fire Ibanmænd satte os af på molen om eftermiddagen efter en super oplevelse og indsigt. Vi gav dem klap og lidt extra mønt til lommen, til gengæld for generte blikke og smil og forhåbentlig en klar fornemmelse af i hvilken grad de berigede vores dag og hele Borneooplevelse.

 

 

Det var sådan set rundrejsens slut, hele næste dag blev brugt til transporten tilbage til lufthavnen i Kuching. Her mødte vi den efterladte del af vores bagage og belavede os på at flyve over til Kota Kinabalu (KK) i Sabah-delstaten hvor de sidste feriedage skulle tilbringes i afslappet fredfyldthed.

Det var blevet tid til afsked med Tony som havde været med os igennem hele Sarawakforløbet. Det blev en varm og munter afsked med den store, glade mand som i dén grad havde været med til at gøre vores Borneooplevelse stor. Jeg håber virkelig at komme til at arbejde med ham igen, så skal jeg hilse fra jer allesammen ;o)

Typisk for denne gruppe fortsatte familiesamhørigheden på badeferiedelen. Her kan man ellers godt have fået nok af dét at rejse sammen i en gruppe, og de fleste har et større eller mindre behov for at skabe sig lidt egentid.

Men ikke i denne gruppe -næhæ. Her tog man stadig på fællesudflugter og shoppingture, middagene blev nøje planlagt og aftalt og kulminationen var nok den dag ved stranden, hvor vi fik en påtale fra nogle andre gæster, om at vores gruppe var en anelse stor og temmelig fyldende på alle måder.

Akja hvordan skulle det næsten kunne være anderledes når man rejser som:

“Én Stor Familie”

-endnu engang tusind tak for at have gjort denne rejse sammen med mig. Jeg håber I har nydt sommeren og hver især er i stortrivsel. Hav det godt til, guderne må vide hvor, vi atter mødes derude i Verden.

 

 

Tags: Bako nationalpark, Batang Ai, Borneo, Chinatown, ferie, Iban, Kota Kinabalu, Kuching, langbåde, Little India, museum, næseaber, rundrejse, Sabah, Sarawak, Singapore, Tom Harrisson