FN-organisationen UNESCO udformede i 1972 konventionen om Verdensarv. Denne konvention går i al sin enkelthed ud på at forpligte alverdens lande til at bevare den del af verdens kultur- og naturarv som er umistelig for hele menneskeheden.
Dette sker ved at stederne optages på listen over Verdensarv.
Når et sted optages på listen markerer det at stedet er betydningsfuldt – ikke kun for befolkningen i det pågældende land, men for hele menneskeheden.
Ved en sådan optagelse på Verdensarvlisten følger der altså forpligtelser med. Stederne/bygningerne/tingene skal vedligeholdes og beskyttes, ellers kan de miste den tildelte status som Verdensarv. Der er ofte strenge krav forbundet med optagelsen på listen (eksempelvis må der ikke opføres højt nybyggeri i den historiske by Georgetown på den malaysiske ø Penang).
Der findes allerede 890 helt unikke steder i verden på listen og hele tiden kommer nye til.
Danmark har indtil videre 3 steder optaget på listen; Jelling-monumenterne (de store runestene), Roskilde Domkirke og Kronborg. Vi kandiderer pt. med nye steder til optagelse; Vikingetidens Trelleborge, Stevns Klint, Vadehavet og den gamle sønderjyske købstad Christiansfeld.
Det er kulturarvsstyrelsen i de respektive lande som indstiller kandidaterne og forud for dette ligger et stort stykke arbejde. Stederne og deres betydning skal klarlægges, samt ikke mindst, skal der udarbejdes en plan for hvordan man har tænkt sig at beskytte dem fremover.
Alt dette arbejde fører dog ikke nødvendigvis til optagelse på listen. Den endelige og afgørende beslutning træffes af Verdensarvkommitéen, ud fra nogle ret skrappe krav og kriterier.
Sri Lanka har ikke mindre end 8 optagelser på Verdensarvlisten og på denne rundrejse besøger vi faktisk hele 5 af dem.
- Sigiriya (1982)
- Polonnaruwa (1982)
- Dambulla (1991)
- Kandy (1988)
- Det centrale højland (2010)
Derudover er der:
- Anuradhapura (1982)
- Sinharaja Forest Reserve (1988)
- Galle Fort (1988)
Tags: PH, PHblog, Pio, UNESCO, Verdensarv, World Heritage