The beaten track

Så kom den tid hvor Kim nåede til Kreta. Efter knap 70 timers tog- og færgerejse fra Århus nåede han tirsdag morgen kl 5.30 frem til Soudabugten. Karin og jeg var stået tidligt op og kørt ud for at hente ham. Det skulle vise sig at blive en lidt nerveprirrende tur, idet Karin havde glemt at fylde brændstof på bilen, hvorfor vi kørte hele turen på blinkende frontpanellygter og totalt på reserven.

Men som det jo er i livet, ja så tæller svineheld altså også. Og netop da vi var blevet allermest væk i morgenmørket, ja så fandt vi den tankstation som netop havde så tidligt åbent at vi med nød og næppe undgik at løbe fuldstændig tør.

Med tanken fyldt påny kunne vi alt, og kørte derfor ind og fik morgenmad i Chania.

Kim fik på ingen måde lov eller tid til at hvile på laurbærrene. Allerede onsdag morgen startede vi turen ned gennem Samariakløften. Det passede sig lige præcis sådan at jeg kunne arrangere 4 sammenhængende fridage fra onsdag til lørdag.

Så som sagt stod vi meget tidligt op igen onsdag og begav os afsted mod Omalos-plateuet, hvorfra vi ca. ved 8-tiden startede nedstigningen mod Agia Roumeli.

Det var en lettere træt Kim som vandrede afsted, og undervejs blev han mere og mere synligt brugt 😉

Men vel fremme hos Manos i Agia Roumeli blev alting glemt og der var plads til den bare nydelse. Jeg havde på forhånd arrangeret værelser til os der, og Kim endte med at holde af det i en grad så han ønskede sig at blive adopteret af stedet og aldrig forlade det mere!

For mig var det en ganske pragtfuld nedstigning gennem kløften. Uden gæster, uden ansvar og nødvendigt overblik. Så letfodet sprang jeg afsted og kunne for én gangs skyld gå i mit eget tempo -hvor dejligt var det ikke lige?!

Også jeg nød ankomst til, og ikke mindst ophold i Agia Roumeli. Manos og hans far er de perfekte værter og havde ovenikøbet sørget for at jeg atter fik mit yndlingsværelse, hvor også Tille og jeg boede under vores ophold for nogle uger siden.

Endda stod min vandrestav stadig udenfor døren hvor jeg havde efterladt den sidst.

Vi havde indlagt en hviledag i Agia Roumeli og der var tid til ro og simpel væren.

At svømme i det helt fantastiske Libyske Hav fra den enestående rullestensstrand, at nyde enkle måltider i Taverna Manos og at sidde så helt stille på balkonen og bare læse. Eller dåne over den totalt utrolige solnedgang.

Efter en fuldstændig ‘nedliggerdag’ i Agia Roumeli stod vi så atter tidligt op fredag morgen kl 5.30, for en times tid senere at påbegynde den ca 22 km lange kystvandring fra Samariakløftens udmunding til den lille turistby Loutro.

“The most easy walk” havde vi hørt, ja det skulle sandelig vise sig at være en sandhed med modifikationer.

Starten var easy going, ja da vi altså lige fandt ud af at vi skulle løfte hegnet til fårefolden af, for at komme ind på E4-vandrevejen.

Det første stykke vandrede vi på stranden, gennem sand og sten og i et behageligt morgenlys endnu før solen kom op over de østlige bjergkamme.

Når klipperne blev skarpe og gik direkte ned i vandet blev vi løftet lidt op over det hele. Således gik det op og ned hele tiden, på den iøvrigt meget velafmærkede sti. På billedet herunder kan man på stenen i forgrunden se en af de sort/gule markeringer man navigerer efter.

Også skilte er sat op på passende steder og det havde en god psykologisk effekt fordi de var til at pejle efter på de distancer hvor man kunne se langt frem i terrænet.

Da der ikke er nogen kilder på denne vandring er man nødt til at medbringe alt sit drikkevand fra starten. Så vi tog afsted med 5 store 1½ liters i bagagen. Også et par sandwich havde Manos smurt os aftenen før så vi slæbte afsted med al denne forplejning udover vores almindelige bagage.

Selvom vi selvfølgelig havde pakket let, vejede det altsammen dog alligevel godt til.

Efter ca 1½ times vandring nåede vi frem til den lille byzantinske kirke Agios Pavlos. Her fik vi os en virkelig overraskelse idet der ved siden af kirken lå en lille taverna, som ovenikøbet viste sig at have åbent.

Her nød vi dagens første kop kaffe og spiste lækker frisk yoghurt med honning, mens den unge fyr som passede stedet fodrede sine geder og lavede småreperationer på terrassetaget.

Efter Agios Pavlos stiger man op fra stranden igen, en temmelig stejl opstigning faktisk. Men når man så endelig er kommet helt op så kommer turens behageligste etape gennem den dejlige pinjeskov.

Omgivet af duft, skønhed og sporadisk skygge er denne del en virkelig behagelig vandring. Det er iøvrigt den absolut eneste skyggefulde del på hele turen.

Det er så absolut manglen på kilder undervejs og så den bagende sol som gør denne tur så forholdsvis hård. Jeg kunne gå en dobbelt Samaria tror jeg og stadig ikke føle mig nær så udfordret.

Lige når man forlader pinjeskovens behagelige, spredte skygge støder man på et lille hulekompleks. Her gav vi os selvfølgelig tid til at sondere lidt rundt og udforske.

Det skulle vise sig at være en OK beslutning for umiddelbart efter rundede vi endnu et klippefremspring og kom derefter ud i det åbne.

Herfra gik vandringen i et par timer højt oppe på siden af den bare kystklippe, totalt eksponeret for sol og alt vi drømte om var at finde et lille bitte restested med skygge.

Som sagt vandrede vi afsted uden stop de næste par timer. Vi hverken røg eller tog billeder, orkede simpelthen ikke at stå stille så totalt blottede under solen, som på det tidspunkt eftrhånden stod pænt højt på himlen.

Vi bare gik og gik, og hver gang vi rundede endnu en pynt drømte jeg om at det var nu vi skulle kunne begynde at øjne noget by -hmm.

Det skete bare ikke…men og så alligevel til sidst. Hvor herligt at øjne Finikas i det fjerne og vide at på den anden side af den tilhørende kystklippe lå Loutro.

Det snyder nu alligevel en smule, det der med at se noget forude. For man ser jo altså temmelig langt i disse omgivelser, så distancen er ofte længere end forventet umiddelbart.

Men endelig kom nedstigningen til den lille Marmara beach som ligger for enden af Aradena kløften (endnu en vandring som venter ude i fremtiden).

En fin lille bugt som gæster fra omegnen frekventerer flittigt. Tror nu nok at de fleste kommer sejlende her til i taxi-både.

Her gav vi os tid til at svømme og nyde en times tid, hvilket skulle vise sig at være både godt og ondt.

Der er slet ingen tvivl om at det var vidunderligt med denne svømmetur. Problemet med længere ophold i løbet af en sådan hike er bare at musklerne når at stivne og det kan være svært at komme igang igen.

Specielt for mig blev det et problem, for det viste sig at turen fra Marmara beach til Finikas indebar en smal og besværlig nedklatring, efter min mening alt, alt for kystnært.

Jeg gled simpelthen på røven nedover denne del, mens rygsækken bumpede imod og håndfladerne brændte af at holde fast i de overophede klippestykker omkring mig. Pyha!

I Finikas går E4 vandreruten tværs igennem to taverner og her ville skæbnen at vi stødte på Karin som var ude for at spise ged med nogle af sine gæster.

Det virkede helt vanvittigt da hun pludselig stod ovenover os og sagde: “Daws” Jeg mener, hvor stor er sandsynligheden lige for at det skulle ske?

Et glædeligt gensyn og vi bænkede os hos dem i skyggen og nød en iskold og velfortjent cola, inden det sidste ryk mod Loutro.

Endelig kom tidpunktet hvor vi kunne skue nedover Loutro, med den gode fornemmelse af at vi langt om længe var kommet i mål.

8½ time undervejs siden vi tidlig morgen havde forladt Agia Roumeli. 6 timers effektiv vandring, næsten 22 km tilbagelagt, 2½ time brugt på morgenmad, strandophold og colapause.

Vi snoede os ned ad E4 bagved Loutro og kom endelig frem på promenaden der. Første gang jeg var på landjord her. Har jo flere gange sejlet forbi på turen fra Agia Roumeli til Sfakia med båden efter en Samariavandring.

Vi pejlede straks frem til Sifis hvor Karin havde booket værelser til os for en enkelt overnatning. Bagagen og støvlerne blev kastet der og så mødtes vi på den lille foranliggende café for en velfortjent frokost.

Tilbagelænethed og op med benene. Her var det at Kim åbenbarede en vabel på størrelse med fyn. ‘Du godeste’ tænkte jeg bare, tænk at han havde kunnet gå på den.

Men frem var vi kommet og fornemmelsen var rigtig god. Selv Kim mente, at det på trods af vabler, absolut havde været det hele værd.

Det blev en afdæmpet aften i Loutro, vi nød stille tid på den store fællesbalkon vi delte med endnu et værelse. Sammen med trætheden fyldte en følelse af dyb tilfredshed kroppen og vi sad der bare med vores bøger og spredt snak.

De fire fridage brugt på hiking på sydkysten var en ren gave!

Tags: Agia Roumeli, Aradena, Crete, E4, Finikas, Kreta, Loutro, Marmara beach, PH, PHblog, Samaria, vandring