-med ét sidder man i en hyggelig KK-bar, og dernæst, efter bare at have virret med hovedet, i et øjeblik, som godt nok tog henved 34 timer (århhJA men hvad fa’en?!), ja så springer man ud i det dejligste forårsDK i Tirstrup lufthavn, og er næsten hjemme.
34 timer on the move pga dårlige forbindelser med masser af ventetid undervejs. Først i Singapore lufthavn, hvor jeg campede i 12 timer! Syv af disse brugte jeg på et budget room i Transit hotellet. En genial investering vil jeg sige. Et lille rum, seng, skrivebord, TV og toilet/baderum på gangen. Ikke langt fra gårdhaven, hvor der må ryges.
De ca 57 SGD var umådeligt godt givet ud. Hvor herligt det var, at være lidt privat og relaxed i noget af den lange ventetid i den enorme Changi Airport.
Også i København havde jeg ventetid på forbindelsen, men lidt efter kl 13 landede jeg i høj solskin i Tirstrup. Hvor skønt var det ikke lige at komme h-j-e-m i sådan et vejr, på sådan en dag? Her kom jeg, i bløde bukser, bravo fleece og bare tæer i sandaler vadende lige ud i det allersmukkeste forår.
Og Ziggy var der, for en gangs skyld før mig, hvor nice, og havde planer om et havecenterbesøg på hjemturen. Helt OK med mig, jeg kunne jo bare vente i bilen… HaHaHa.
Kontokortet glødede med 7-800,- før jeg havde fået læsset bagperronen, som i forvejen var godt tynget af min store bagage, absolut fyldt med forårsblomster.
Efter 34 timer undervejs blev det til adskillige timer i solskin i kolonien. Åh hvor pragtfuldt at være her igen, velkommen til forår 2009 i BellisWorlden -at være hjemme.
I ved godt jeg plejer at sige, at ‘hjem er der hvor mine sko står’. Og lige nu er det i den grad her de står -over det hele faktisk, men det er jo en anden side af sagen, hehe. Det tager tid at pakke ud og komme på plads.
Tid var nu ikke det jeg synes jeg havde mest af da jeg skulle afsted fra Borneo. Men de var dødeffektive på alle kontorer, så pludselig stod jeg med en billet med kun tre dages varsel, og kun en uge efter jeg havde sendt de sidste gæster hjem.
Så pludseligt ender en sæson op, ja altå ikke fordi man ikke har set det komme, men alligevel. Det var jo også i sidste øjeblik at jeg fik meldingen om sommerens aflysninger, så derfor blev afskeden så meget mere ultimativ. Og det var jeg nok ikke helt forberedt på.
Jeg ved endnu ikke hvad der skal ske senere på året…
Men dette her var slut på vinteren og enden på en god sæson med Kix, som viste sig at skulle blive en rigtig god oplevelse, både som ven og kollega.
Det ultimative i afskeden ligger i at jeg regner med/håber på at komme til Sydamerika nu til efteråret. Men nu må vi jo se hvor meget krisen kradser rundt omkring. Men hvis det viser sig at blive et nyt kontinent for mig næste gang, ja så må kun Guderne vide hvornår jeg lige runder Borneo næste gang?!
Så det var i dén grad bye, bye til det hele -selemat tinggal Borneo, hvornår der blivet et jumpa lagi vides ikke med sikkerhed.
Farvel til Kota Kinabalu og byens folk. Som Harry, altid hjælpsomme Harry. En legende. Møder man nogen der er på røven eller har uopfyldte behov og brug for hjælp, ja så introducerer man dem for Harry. Harry kan altid gøre noget, eller kender de som kan.
Mennesker som det er godt at kende i en by som KK. Mennesker som John Nair, en af KK’s absolut bedste naturguider. En viden den mand besidder, men størst af alt, den personlighed han er. Man føler sig altid beriget i Johns larmende og levende selskab. Og imens han larmer og charmer, ja så vinder han måske nok lige endnu en pris som Guide of the Year in Kota Kinabalu.
Ja og så er der strejferne, de som bare falder ind. De som pludselig står der, tiltrukket af et sprog de kender med hjertet. Sådan er det som rejsende; du kender folk i en time, et døgn eller en uge. Der er altid nogen, om ikke dig selv, så i hvert fald nogen, som er på vej et andet sted hen.
På strejftog i KK -natten kan hurtigt føre en oplevelse med sig, hehe.
Men nu er jeg hjemme igen, og skal vænne mig til tanken. Et lidt anderledes perspektiv end det jeg havde som udgangspunkt. Det virkede OK nok at skulle hjem et par måneder, og så tilbage til Borneo i juli. Men så kom jo aflysningen af sommeren på Østen og hvem ved nu hvad der ligger forude?
Ikke mere Borneo i denne omgang. Ovre med godt compagniskab med Kix, slut med tropesol og pludselig monsunregn, no more tropical nights og finito med nights out med Sonia og the gang.
Anyway; det er forår i BellisWorlden, lige nu er jeg her -og mine sko står over det hele!
Tags: Borneo, Changi airport, guideliv, KK, Kota Kinabalu, PH, PHblog, transithotel