Singapore, Semengoh, Sarawak og Sabah-slutspurt

Afslutning på denne sæson på Borneo, blev en lille gruppe med én uges rundrejs. Så således gjorde vi Singapore, Semengoh, Sarawak og Sabah. Der er lidt ‘Jorden rundt på 80 dage’ over det. Det er i hvert fald meget man når på dén tid.

Og heldige vi var, små fine ekstraoplevelser rundt omkring på den pressede tur. Som nærkontakten med orangutangerne i Semengoh. Det var rigtig familiesøndag og selve rehabiliteringscenterets konge himself, den store dominerende han, Ritchie aflagde visit til ære for denne dags gæster.

Og så endelig lykkedes det mig at få verdens største blomst at se; Rafflesiaen, som lige netop nåede i blomstring før jeg skulle hjem på ferie. Det var under udflugten til Kinabalu Park, den store nationalpark som ligger  1500 m oppe på Mount Kinabalu.

Det klassiske skilt ved vejsiden, en lille familie har været så heldige at finde et eksemplar af kæmpeblomsten på deres grund et sted, og laver nu rask væk et par månedslønninger eller fire, ved at afkræve oplevelseslystne turister som os, en entre for at komme op og fotografere fænomenet. Det gjorde vi dog gladeligt, og forstod også hvor heldige vi overhovedet var, at opleve dette .

Et farvel til Singapore, med al dens religiøse mystik. Denne herlige multikultur,  hvor præsidenten er indisk, premier ministeren er kinesisk, hovedesproget er engelsk og nationalhymnen afsynges på malay.

Her knuser hinduer kokosnødder i templet, for symbolsk at smadre egoet, og åbne sit indre for at nærme sig guderne. Her ringer man stadig med de små lykkeklokker fra det kinesiske tempel, mens spåmænd sidder lige udenfor klar med besvarelser og tolkninger ved hjælp af de stillede spørgsmål og afgivne svar fra de traditionelle spåpinde.

Det kinesiske tempel i Chinatown, Singapore indeholder i tusindevis af smukke Buddah-figurer. Jeg fandt min egen Buddha, dvs Manjusri som er gud for os der ifølge den kinesiske astrologi er født i Harens år.

Singapore atter gjort på et par dage -hvor er retfærdigheden henne?! Må dog alligevel indrømme at jeg plejer at have det rigtig godt når jeg endelig sætter mig i flyet og flyver over til Borneo, hvor jeg synes denne rejses eventyr virkelig begynder.

Så bye, bye til billige middage i Chinatown, blandt gaden og alle -ud for at møde wildlifet påny ;o)

Og hello så Borneo. Sarawak, og Semengoh Rehabiliteringscenter hvor der lige netop denne dag blev spottet orangutanger ud over det sædvanlige. Da der ikke er så meget frugt i området lige netop nu, valgte selv så prominente beboerer som Ritchie, den største og mest dominerende af hannerne, at lægge vejen forbi den inderste foderplatform.

Han er godt nok stor og temmelig imponerende ham Ritchie!

Han kom ad bagvejen, stille luntende ned af stien ude fra skoven. Rangerne sprang rundt og informerede de mange besøgende denne morgen om hvordan de nu skulle forholde sig.

Væk med alle poser, og flasker, giv plads, giv plads, no blitz osv, left now, move here…..

Stor respekt om den gamle han

Da det nu var familiesøndag i centeret indfandt sig også Ritchies yndlingshun med unge. De tog hele situationen en anelse mere afslappet. Ungen var endda med mellemrum mere end herligt tilbagelænet, og sluttede dagen af med at slå kolbøtter ned af stien, da hunnen bestemte at det var tid at komme tilbage til skoven.

Ritchie fulgte sin familie , og sammen forsvandt disse semivilde orangutanger ud i området omkring centeret.

Der var også besøget i Iban-huset, som denne gang bød på den triste nyhed at min lille Iban-Kvik ikke var mere. Den havde altså ikke klaret sit brækkede ben så pokkers godt -trist!

Denne sidste uge gik så utroligt hurtigt, og pludselig stod vi der på Batang Ai, så fint pyntede, til vores sidste aften sammen. Denne gruppe var sjov at rejse med, de var alle steder -hele tiden, haha. Man kunne næsten blive stresset…….I ved sådan noget med at der bliver sagt; bussen holder for en kort tissepause, og 20 minutter senere render du rundt og leder efter dem allesammen. Når du så finder tre af dem og siger; blive nu her mens jeg finder de andre, ja så kan du være helt sikker på at når du vender tilbage med de næste fem, ja så mangler mindst én af de første -hehe

Dét havde de måske selv fået en fornemmelse af i gruppen, for i hvert fald endte de op med at give mig den herligste gave; nemlig fire timers massage. Og som der så passende blev sagt; nu kan du komme ind og få din skuldre ned på plads ;o) Tak, det var en super gave.

Så kom den afsluttende uge i Sabah, Kota Kinabalu, KK. Farvel over hele fronten, oprydning, sortering, pakning -efterladenskaber? ja, stadig lyst på regnskov og natur? ja,

Så jeg håber så sandelig at det bliver et på gensyn til Borneo i juli.

Tags: blog, Borneo, Kinabalu Park, Malaysia, Mount Kinabalu, orang utan, orangutang, PH, rafflesia, rehabiliteringscenter, Sabah, Sarawak, senmengoh, Singapore