Samaria kløften

Her kommer så et af de indlæg, som ikke så meget skal læses, som ses. Man kan bruge nok så mange ord om den smukke tur gennem Samaria kløften. 

Men egentlig giver det ikke så meget.

Samaria skal simpelthen opleves, turen skal gåes, for at få fornemmelsen helt ind under huden.

Samaria har altid været promoveret som Europas længste kløft. Der er dog de som siger, at der i Frankrig findes en anden kløft, som med sine 20 km, jo unægteligt må siges at være længere end Kretas andenstørste turistattraktion. (Knossos er det mest besøgte sted på Kreta, og dermed øens største turistattraktion)

Samaria er dog helt sikkert, med sine ca. 16 km, alt rigeligt for de fleste almindelige gæster, med hang til lidt udfordring og ekstraordinær oplevelse.

Ja jeg skrev 16 km!!

Og lad os dermed rydde en gammel, og temmelig indgroet misforståelse af vejen. Der har gennem årene, i et hav af rejsebøger været beskrevet at turen gennem den smukke kløft, er en vandring på 18 km.

Dette har dog intet hold i virkeligheden, ja altså medmindre man vandrer hele vejen fra den lille Omalosbebyggelse og ned til kystbyen Agia Roumeli ved kløftens udmunding.

Det er der dog ikke mange som gør. Turbusserne som bringer folk op til denne oplevelse kører helt hen til Xyloskalo (som betyder ‘trætrappe’), og det er her det lille billetkontor ligger, og samtidig her fra nedstigningen starter.

Her befinder man sig i 1230 meters højde, og for de flestes vedkommende er klokken ca. 7.30-8.00 når nedstigningen starter. Luften på højsletten er på dette tidspunkt frisk og kølig, ja man kunne næsten fristes til at tage en ekstra trøje på.

Det er der dog absolut ingen grund til! Efter bare ca. 10 minutters vandring er temperaturen stærkt stigende, og en sådan trøje vil bare være noget ganske unødigt at slæbe med sig på resten af turen ned gennem kløften.

Man skal absolut ikke have for meget at slæbe på. Jeg plejer at sige til folk, at det de skal have med i rygsækken er: en enkelt flaske vand (som genfyldes ved de friske kilder som findes med passende mellemrum på hele turen), noget salt, som hjælper med til binde væske og holde kroppen i balance.

Det kan være saltnødder, eller evt. et par agurker og en lille pose salt til at dyppe disse i. Noget sødt (f.eks honning-nøddebrød) kan også være en god ide, i det tilfælde at man er ved at gå totalt sukkerkold derinde i kløften, hvor der ikke er plads til fortrydelse, men kun én vej frem -nemlig nedad 🙂

Det rette fodtøj er helt afgørende, det er vandring på løse sten en stor del af tiden. Her kan man meget let forvride en ankel. Badetøjet har man på indenunder så man er helt parat til at kaste sig i de forfriskende og kølige bølger fra det Libyske Hav når man når helt ned til Agia Roumeli, kystbyen for enden af kløften.

“Tsi SamariÁs to pérasma, ke t’ Omalú ta méri, afta ta dió ópios den tá di, tin Kriti den tin xéri”

Et kretensisk vers som betyder:

“Den, som ikke har set Samaria-passet, og egnen omkring Omalos, kender overhovedet ikke Kreta”

Der er noget om snakken! At vandre ned gennem Samaria-kløften, hænger på mange måder så uløseligt sammen med dét at feriere på Kreta.  Og selvom det er en lang og udfordrende tur, så er den absolut alle besværligheder værd.

Man skal godt nok stå tidligt op, og benene kan føles som bly i dagene efter vandringen. Men morgenturen op mod Omalos-højsletten, og nedstigningen gennem kløften, samt ikke mindst det afslappende ophold på stranden ved Agia Roumeli, er helt klart noget ganske særligt -et evigt minde, et meget smukt ét oveni købet!

Efter den tidlige morgenstart ved Xyloskalo vandrer man ca. 13 km gennem selve kløften. Der er som sagt masser af små kildestop undervejs, hvor man altid skal huske at fylde sin vandflaske påny. Jeg plejer at sige at hvis ikke man har behov for at fylde op, ja så er det fordi man har drukket for lidt!

Inde i kløften findes de tre større raste-steder; Agios Nicolaos, byen Samaria, hvorfra befolkningen blev forflyttet i 1962, da den græske regering udlagde området som nationalpark (bl.a for at beskytte den kretensiske vildged, Kri Kri’en, hvoraf man på nuværende tidspunkt mener at have en bestand på mellem 1000 og 1500 eksemplarer tilbage), samt Christos som er det sidste stop lige umiddelbart før Jernporten, som er kløftens smalleste sted.

Det er værd at lave sig en timing omkring disse steder, så man når igennem før solen kommer til at stå allerhøjest på himlen. For i denne stund vil den bage ubønhørligt ned i kløftbunden, hvor ovenikøbet hvide klipper og sten vil reflektere den voldsomt, og dermed forøge både varme- og blændingseffekten.

Så forlad helst ikke “Agios Nicolaos” senere end kl. 9.30.

Kom videre fra “Samaria” senest kl. 11.30.

Og bryd op fra “Christos” før kl 13.30.

Med denne timing nåes udgangen i fin stil og man har gået det meste af turen i skygge 🙂

Efter de 13 km når man kløftens udgang, hvor man billeterer påny. En fin kontrolform, så nationalparkens rangers (opsynsmænd) ved dagens afslutning kan holde styr på om nu også alle de, som gik ind i kløften fra Omalos-højsletten ved morgentide, er kommet helskindede ud igen.

Det er dejligt at sætte sig og nyde et glas friskpresset appelsinjuice ved en af de to små Taverna’er lige umiddelbart efter udgangen. Husk dog at strække ud her, hvis du vælger at raste, og glem ikke at der stadig er 2-3 km vandring ned til selve kysten her fra.

Resten af eftermiddagen nydes ved den pragtfulde ralstrand ved Agia Roumeli indtil færgeafgang kl 17.30.

Her fra sejles ca. 45 min. til Sougia, hvor busserne venter for at bringe de vandrende tilbage -henover Lefka Ori (De Hvide Bjerge)- tilbage til Chania.

Det er for mig så absolut ugens bedste dag, når jeg får lov at foretage denne nedstigning sammen med forventningsfulde gæster.

Får du chancen, så kom med og oplev det selv. Det er helt sikkert et ‘must do’ når du ferierer på Kreta, som det lille kretensiske vers  også så klart udtrykker!

Tags: Agia Roumeli, Agios Nicolaos, beach, charter, Christos, Crete, Gorge, Grækenland, Ibex, kløft, Kreta, Kri Kri, natur, PH, PHblog, Samaria, Sun Tours, trekking, turisme, vandring