Den sidste store oplevelsesdag gør endnu et uforglemmeligt indtryk. Det er dagen før Gammelårsdagen, altså d. 30. december, og vi bevæger os sydøst over fra Reykjavik. Vi har planer om, og retning mod Hekla denne morgen. Islands nok mest kendte vulkan og helt klart på vores to-do-liste ja det vil sige if possible off course, det har vi jo dog lært.
Og efter flere timers kørsel gennem morgenmørket når vi da også frem til et lille hotel med udstillingscenter om Hekla. Vi har læst os til at de her på stedet vil kunne oplyse os om vejenes beskaffenhed længere fremme. Det viser sig at holde fuldstændig stik.
En venlig kvinde møder os på gårdspladsen og tilbyder her midt i den vinterstille intethed at åbne udstillingen, som vi så kan nyde mens hun brygger os en kop kaffe. Udstillingen er flot, video, film, aktive og oplysende plancher. Lækkert sat op og meget lærerigt.
Og nej -vi kan under ingen omstændigheder komme i nærheden af Hekla på denne tid af året, Endnu en programjustering, men vi har vænnet os til det.
Vi beslutter at køre så langt ud ad vejen som vi nu kan komme. Og det bliver en forrygende tur gennem et helt eventyrligt tågelandskab. Vi kørte gennem den sorteste lavamark, vi vidste at vi havde Hekla på vores højre side, men den tætte tåge levnede os ikke på noget tidspunkt det mindste udsyn til hende.
Det var virkelig magisk at køre gennem dette landskab, alting kom bare blødt og stille til os mens vi kørte efter de gule refelkspæle i vejsiden -det hele stod simpelthen i ét. Vejen og markerne omkring os var sorte og gled i ét, det eneste som markerede en overgang fra det ene til det andet var reflekspælene. Helt ned over os, så tæt at vi kunne røre ved den, hang den grå uigennemsigtige tåge.
En islandsk radiostation spiller gammel Led Zeppelin, og det kan simpelthen ikke blive bedre. Klik på linket og flyd med på det fedeste road trip.
Jeg ved ikke om du kan forestille dig at glide gennem tågen på denne lavavej, på vej ud i intetheden, med vind i håret. En kølig brise fra vinduet der er nedrullet fordi jeg filmer under kørslen. Det sære landskab og musikken danner tilsammen en mærkelig og lettere bizar helhed og melodien bliver helt klart dagens soundtrack -og vil for altid nu være forbundet med mindet fra denne oplevelse.
Til sidst nåede vi skiltene som spærrede for udkøslen på den isdækkede vej, som forlængst var lukket for vinteren. Hvorfor de forladte biler holdt der, og hvor eventuelle mennesker befandt sig fandt vi aldrig ud af. Her sluttede bare alting, så vi vendte 4X4’n og trillede tilbage mod de lidt mere civiliserede områder.
Landbrugsområde, og masser af dyrehold langs med vejen, hvor tågen efterhånden lettede og tillod et bedre blik på det omgivende. Køer så vi, og endelig fårene, som vi netop havde undret os over ikke at se nogle steder, men her var de altså.
Og så hestene, de helt særlige islandske af slagsen, små stærke terrængående ponyer, der står de bare, drivvåde, en kæmpeflok på marken. Nysgerrige kommer de hen da jeg nærmer mig hegnet, helt klart villige og veloplagte. Desværre er der ikke lige mulighed for at afprøve tølten på denne tur.
Videre gik det sydover mod det store Seljalandsfoss. Et 60 meter højt vandfald som bruser ned i frit fald fra fjeldsiden. Det helt specielle ved netop dette vandfald er at man rent faktisk kan gå bag om det, hvilket jo selvfølgelig er en fascinerende oplevelse, som absolut skal prøves. Også selvom man uundgåeligt bliver en anelse våd undervejs.
Der findes utallige vandfald, og det store voldsomme Gullfoss er vel nok det mest kendte, og så absolut ikke uden grund da. Men Seljalandsfoss er med sin bagvandring et af de mere spektakulære, helt klart.
Vi jagtede stadig et mere frit og åbent udsyn til en gletsjer, end det vi lige med nød og næppe havde anet gennem eftermiddagsmørket, da vi kørte mod Olafsvik på nordsiden af Snæfellsjökull. Så vi fortsatte vores road tour syd øst over. I Skogar rendte vi ind i et sjovt lille musum, så helt klart anbefalelsesværdigt, hvis tiden er til det.
Det var allerede begyndt at mørkne for os denne decemberdag, og alligevel drog nysgerrigheden og selve det indbydende ved udstillingen os på en tur igennem den spændende bygning. Totalt proppet med alt var der, og jeg mener faktisk ALT. Det var faktisk svært at gøre det kort, men vi skulle jo videre, og i dagens absolut sidste lys trillede vi henover smeltevandslavlandet på vej mod Myrdalsjökull.
Det er steder som her man ser hvor stort det hele er -og man bliver så ganske lille og ydmyg.
Det er kilometervis af udsyn ad vejen som visse steder følger kysten, og hele tiden med de store fjelde på den modsatte side.
Og i virkeligheden når vi aldrig helt til Myrdalsjökull, for pludselig får vi øje på en noget mindre gletsjer som ligger et stykke før den store. Og vi kører efter den for at sikre os et sidste billede af fænomenet, før dagen fader ud i totalt mørke.
Vi ender dagen med at køre de sidste ca 40-50 km ned til Vik. Det er blevet helt mørkt nu, så vi gør det vel egentlig mest for at kunne sige at vi har haft det med på programmet. Come on da, når nu vi er så tæt på. Vik er Islands sydligste by. Vi ender med at stå på den natsorte strand og høre bølgerne skylle hårdt op over rullestenene, bagefter dropper vi indenfor i det lokale supermarked og køber en drikkeskyr med blåbær. Jeg synes det smager som at drikke skimmelost -hmm.
Derefter begiver vi os den lange vej tilbage mod Reykjavik, og ligesom året der rinder ud, ja så svinder også tiden for vores ophold på Island.
Tags: ferie, gletsjer, Hekla, Island, PH, PHblog, Seljalandsfoss, vandfald