Hvorfor tror vi, vi kan, eller skal, indrette naturen?!

Forleden tog jeg turen op mod Cameron Highland, og her passerer man vandfaldet Lata Iskandar.

Et yndet udflugtsmål, et naturligt regnskovsvandfald som kaskader ned over bjergsiden, dejligt klima, masser af lyd og smukt omgivende stor natur.

Vandfaldet ligger helt ud til vejen man har opført for at bringe lavlandshungrende beboere, såvel som besøgende, op til de mere kølige højder, hvor der kan nydes et par rolige dage eller tre.

Jeg skal slet ikke her komme ind på hvilke konsekvenser dette vejbyggeri har haft for området, i form af jordskridninger og andre kedelige ting, men udelukkende koncentrere mig om selve vandfaldet.

Det skinner nok alligevel igennem at jeg ikke bryder mig om det, og stor var min skuffelse da også da jeg så det første gang.

Engang var det smukt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Dengang da det stadig lå naturligt, gemt inde i højlandsskråningens regnskov -men ak, den tid er for længst forbi. Jeg tænker sommetider, i forhold til den rundrejse jeg er på  lige nu, at hvis jeg ikke havde oplevet den store natur på Borneo, så havde jeg måske nok lettere ladet mig begejstre.

Men jeg har helt ærligt svært ved at se skønheden og charmen ved et vandfald, plastret ind i beton, for at lette publikumsadgangen. Vandreveje, trapper og spisepavillioner hjælper bestemt ikke den naturoplevelse på vej, jeg synes man skulle have på et sted som dette -åh hvilken synd!

Men OK, så var jeg der jo her forleden, og fik en lille eksra oplevelse med på vejen. ja altså udover at jeg i en af de mange boder fik købt et par zoneterapisandaler, hehe, hvori jeg lider nu -skal nok smide et foto op af dem på et tidspunkt.

Næh’men oplevelsen var af en anden art, nemlig at naturen havde øvet sin indflydelse. Den ‘vilde’ natur altså, og ikke den styrede, indkapslet i beton.

Et stort træ var styrtet ned fra toppen af vandfaldet, taget med af regnen som jo falder heftigt her i højlandet; 2600 mm årligt, til sammenligning med den nedbørsmængde vi oplever i DK, nemlig ca 740 mm pr år.

Nu lå det så og pressede med sin rodende mod en af betonbroerne, og måtte naturligvis fjernes. Og det var rigtig sjovt, for en gammel skovarbejder som jeg (se indlægget: Det’ nemlig lige dét du skal) at se hvordan den slags foregår herude. My God, min gamle skovfoged, som tog sig kærligt og myndigt af min indlæring mens jeg stadig var en elev i skoven, ville ganske enkelt have korset sig ;o)

En ærbødig tanke og kæmpe tak for min skoling til Anthon Emanuel Vestergaard, hvis du findes endnu!

Denne her oplevelse fik mig mest af alt til at tænke på dengang jeg var sendt alene på en tremeterskovning i en rødgransbevoksning, og jeg sidst på dagen fik en såkaldt ‘hænger’.

Jeg endte med at kravle op på stammen og bevæge mig ud mod toppen af træet, mens jeg holdt i grenene fra de øvrige træer og samtidig hoppede op og ned på stammen for at får den til at falde.

Det lykkedes da også, og da jeg  sammen med stammen, gled langsomt og yndefuldt mod jorden øjnede jeg Anthon som stod et stykke derfra og betragtede min manøvre.

Han var fuld af beundring for min fuldendelse af jobbet, men som han sagde, en anden gang ville det nok være en god idé at få fat i traktorføren og få sådan en hænger trukket mere sikkert til jorden.

Åhja, som sagt ville han korse sig her; Hjelme, sikkerhedsstøvler og skærebukser kan man end ikke stave til i denne del af verden ;o)

Og samtidig har jeg aldrig, aldrig set så mange mennesker omkring en proces i skoven, som her. Alle de som stod omkring, med gode råd og input, mens kun en enkelt sav var i gang-hehe.

En spændende oplevelse for mig, som sagt, og jeg havde slet ikke tid til at indtage min picnicpakke her. Næhnæh, mens gæsterne spiste, susede jeg rundt med mit cam og min nysgerrighed og fik både gode pics i kassen, samt nogle fine snakke med de lokale skovarbejdere -som godt nok havde mere end svært ved at tro på, at dette havde været mit fag derhjemme i DK.

Herligt at møde de her gutter og de endte faktisk med at dele min urørte picnicpakke, da jeg var nødt til at fortsætte efter min rejsegruppe ;o)

Og der var altså ingen uheld blandt skovarbejderne, til trods for manglende sikkerhedsudstyr.

Men det var der derimod for én af mine gæster, som snublede og slog hul i hovedet på sin vej til bussen. Ikke noget alvorligt heldigvis, og vi var helt parat til at fortsætte samlet mod Strawberry Hill og alle nydelserne ved Cameron Highland, som I stadig har til gode at høre om.

Tags: Cameron Highland, højlandet, Lata Iskandar, Malaysia, mototsav, regnskov, skovarbejde, skovarbejder, skovfoged, træfældning, vandfald