Going Turkey……igen-igen!

Ja jeg måtte jo afsted en tur, bare en uge, li’som alle de andre på charter ;o)

Ned til Alanya og sige hej til det hele, snakke lidt tyrkisk, nyde gæstfrihed og genkendelse, drikke en bunke cay og hensynke i minder om en forunderlig sommer, som endte op i The DreamTeam 2007.

Billedet er fra min ‘fødselsdag’ sidste år -og her har jeg faktisk tænkt over at det har sin pris sådan at holde fødselsdag flere gange om året. Man bliver jo noget hurtigere ældre, så måske jeg skulle til at holde lidt igen. Jeg beslutter hermed kun at fylde år to gange i 2008!

Selvfølgelig er Drømmeholdet i år splittet for alle vinde, så en samling af dette var desværre ikke muligt. Så var det godt i stedet at have selskab af ‘damerne’.

Og ja, sådan var det jo at det hele kom i stand fra starten. Lotte og Gitte, et par gæve gæster fra sidste år, skulle afsted på den årlige visit til Alanya. Lynhurtigt fik jeg arrangeret mig, så vi kunne stable en ægte dametur på benene, og hvilken herlig beslutning -tak skal I have for godgod ferie!

Herlige dage med udflugter i baglandet, og østover fra Alanya.

Nogen havde hvisket mig i øret at turen op i bjergene mod den lille by Tashkent skulle være ualmindelig smuk. Så vi vovede pelsen, og fik en oplevelse af de større. Det tog næsten fire timer at køre godt 100km op i Taurusbjergene, og hvert eneste minut var helt bogstaveligt bjergtagende. Det meste af vejen kørte vi langs med en flod, hvor vi på et tidspunkt campede for at spise et rustikt morgenmåltid bestående af tomater, agurker, brød og hårdkogte æg. Hvor dejligt at sidde der i varmen, ved flodens kølige vand, hvor luften er tung af pinjeduft og frøers kvækken, og den lette brise kaster det flyvske hår i alle retninger, mens det er svært at tørre et smil af lykke af fjæset.

Åhja…….

En vidunderlig tur som klart kan anbefales andre Alanyarejsende, som vil lidt mere end bare feriebyen. En hel fantastisk tur derop. Langs med floden som sagt, men også henover store golde sletter, når man som det allerhøjeste når op i næsten 2000 moh. Spredt bebyggelse, og med mellemrum noget der, med lidt god vilje, kan betegnes som en hel lille landsby. Real life Turkey.

Her leves traditionelt tyrkisk landliv, og den velkendte gæstfrihed og imødekommenhed får vi at føle da vi når helt frem til Tashkent. To minutter efter vi havde placeret os på en udsigtsbænk i den lille Atatyrk bypark, blev vi serviceret med cay, bragt til os på bakke, med hilsen fra den gamle mand som sad højere oppe og betragtede os fra sin balkon.

Mens flere og flere mennesker indtog balkonen sammen med ham, var han for en stund landsbyens mand i skysovs og vi kastede gavmildt hilsner og en høflig taknemmelighedsgestus afsted mod ham.  

Selve Tashkent er en smuk gammel by, med velbevarede stenhuse i osmanisk stil, på hvis balkoner små gamle damer står vinkende og smilende. Dottet rundt ligger små listige Lokanta’er som alle serverer verdens bedste og billigste omeletter. Serveret med stor følelse, garneret med friske tomater og brød i bakkevis og afsluttende med det obligatoriske og traditionelle skvæt af lemon-cologne til nedsvaling af håndled og nakke.

Det er helt klart sådanne oplevelser der gør at jeg holder så meget af Tyrkiet, og bare MÅ komme tilbage igen og igen. Således fandt jeg heldigvis også i år tid til at komme afsted, og stort hurrah for det.

Tags: Alanya, cay, ferie, kultur, Tashkent, Tyrkiet, tyrkisk the