Det her er sådan én af de historier som vil blive fortalt ígen og igen, og som vil vokse til kult-status for til sidst at fæstne sig som et “begreb” i guideverdenen.
Jo altså, jeg står den her dag i en af verdens velbeskyttede og gennemkontrollerede lufthavne. Vi har lige præcis denne dag masser af problemer med indtjekningen. Folk findes ikke på listerne og kan derfor ikke umiddelbart tildeles sæder i flyet. Årrhhh hvor irriterende det er, og især da, når en kollega samt gæster fra et andet firma, viser sig totalt usammenarbejdsvillige i køen.
Alting går i stå og vi venter alle i noget der minder om timer.
Efterhånden begynder vi at ane en ende på køen ved tjek-ind-skranken. Hvilket er på høje tide. Det ankomne fly er forlængst landet og har losset ugens nye gæster. Hvilket betyder at vores kolleger udenfor længe har pisket rundt for at klare det hele.
Så sker det….
En gæst kommer frem til mig i skranken og siger; “Jeg kan ikke finde min søster, som gik ud for at ryge. Det er altså meget længe siden…”
Ja, og?!
“Tror du ikke bare hun allerede er gået ovenpå til transitten?” forsøger jeg mig
Men nej, det vil være ganske umuligt at forestille sig noget sådant, når jeg nu får at vide at de endnu ikke er tjekket ind og at de medrejsende står her med både kuffert og pas, tilhørende den savnede dame.
Så vi sætter i gang…. jysk service I ved 😉
På et tidspunkt har jeg telefonisk kontakt med AnneMette, som jeg tydeligt kan se gennem glasdøren. Hvor komisk er det ikke lige at se hele hendes kropssprog der udenfor, mens jeg i røret hører hende råbe højt; “Ååååååssseeeeeeeee -er der nogen som hedder Åse her?”
Men nej, uanset hvor meget vi bevæger og gør, så er der altså ingen Åse her omkring.
Da min kollega Frank på et tidspunkt hører mine tænders gnidsel så sender han mig udenfor -klogt træk, inden jeg æder en gæst!
Senere da min bus er fuld og jeg har startet nedkørslen mod Alanya, så ringer min telefon. ‘Frank’ viser displayet, og jeg får nu afslutningen på historien om Åse.
Som de sidste tre i rækken, når Åses medrejsende endelig frem til tjek-ind-skranken. Nu er gode råd virkelig dyre…..hvor pokker er konen? Efter megen overtalelse laver tjek-ind-damen til sidst et opkald op til gaten. Meget modvilligt fra hendes side, og ganske forståeligt egentligt, men….
Her viser hun sig så at være…..vores Åse…..i gaten, mand -det burde overhovedet ikke kunne lade sig gøre.
Du har to sikkerhedstjek inden du overhovedet når så langt. Først skal du vise boardingpass, for at kunne fortsætte mod paskontrollen. Og ja, så selve paskontrollen………
Hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre, for Åse at nå igennem her, uden hverken den ene eller den anden form for legitimation, må forblive en gåde -men der er nok et par lufthavnskontrollanter som har skullet stå skoleret herefter.
N’men jeg delte historien med de nyankomne gæster jeg havde med ned i bussen. Og hvor herlige var de ikke lige, de gæster som replicerede prompte da jeg efter midtvejsstoppet lavede optælling og kontrol af bussen.
“Ja OK, det ser fint ud, jeg tror at alle er her…” siger jeg
Hvorefter der lyder skrig og protest fra bagperronen; “Naaarrrhhjjj PH -vi mangler Åse!”
AkJa -dén Åse altså…
(“Modelfotos, saxet fra nettet”)
Tags: Alanya, charter, ferie, guideliv. PH, guideoplevelser, PHblog, rejseleder