Sønderjysk kaffebord er en ganske speciel tradition i det sydlige DK. Det handler om kager -masser af kager!

Det er for nogen en kæmpe oplevelse og stor nydelse at deltage i et sådant arrangement. Vældigt populært er det faktisk, endda så meget at også mange tyskere krydser grænsen og kører langt for at deltage. Således kan det sagtens forekomme at hele busser, proppet med kageglade tyske pensionister, ruller ind foran de sønderjyske restauranter, som af og til har dette specielle kaffebord på menuen.

Ofte fåes det til yderst rimelige priser, fx. 69,- for et udbud af 32 hjemmebagte kager med tilhørende kaffe alt sammen ad libitum. Hvad kan man så ønske sig mere som ægte inkarneret kagegourmet…nej vel?!

Hvor utroligt det end lyder så findes der alligevel blandt disse tyske kagespisende pensionister enkelte som kan finde på at medbringe diverse beholdere for hjembringelse af delikatesser fra dette kaffebord.

Det er vel ikke så sært at udbyderne af dette, i forvejen meget billige arrangement, finder det helt urimeligt når disse grådige gæster under forløbet sidder og lister kager ned i disse beholdere. Det foregår i det skjulte med tupperwaren på skødet under bordet hvor så delikatesserne langsomt listes ned. Til sidst placeres de fyldte bøtter diskret og hemmeligt i de medbragte tasker som er strategisk anbragt mellem bordbenene.

På én af disse restauranter blev det en dag ‘mutter’ aldeles for meget….nu havde hun simpelthen iagttaget denne kagetrafiik én gang for meget. Så da det kom til betalingen gik hun selv til bordet med regningen. Hun startede med høfligt at spørge dette ældre tyske par hvad de mon mente de skulle betale for

Jo de skulle da betale for to gange kaffebord.

Så var dét at fanden tog ved ‘mutter’ -som stadig høfligt svarede at javel, det blev så og så meget for kaffebordet. Men så var der jo altså også lige betalingen for de kager som lå i tasken!!

Den tyske herre blev noget stram i masken og svarede dertil: Wir haben gar nicht -underforstået i tasken.

Godt så sagde ‘mutter’ og fortsatte: Wollen Sie alles haben, dann sollen Sie auch ALLES haben! Hvorpå hun resolut tog flødekanden og sukkerskålen som (dog trods alt) stadig stod på bordet -og tømte begge dele ned i pensionistparrets taske.

Hvorpå hun drejede rundt på hælen og fortsatte sin betalingsrunde mellem bordene.

Ved nabobordet sad endnu et ældre par, hos hvem ‘mutter’ forlængst havde iagttaget den samme trafik -kagesmugling til medbragt tupperware under bordet.

Smilende spurget hun dette par: Nåh og hvor meget er det så I skal betale?

Dette par havde jo, som alle de øvrige gæster i restauranten, slet ikke kunnet undgå at følge med i optrinnet, og havde haft tid til at tænke over situationen. Så de valgte klogeligt en anden taktik. Jaeee øeehhh sagde de…to af vores venner har allerede forladt bordet, så vi vil gerne betale for fire!

Og dét fik de så lov til.

Det eneste hensigt med hele denne seance, var at få de tilbagevendende gæster til at tænke sig om en ekstra gang -en lille lærestreg.

Og det er ganske vist -for jeg har historien fra ‘mutter’ selv, og jeg synes simpelthen at den var så god at den fortjente at blive delt.

Rigtig god fornøjelse, når du næste gang gæster et sønderjysk kaffebord -hvor der absolut ikke mangler noget 😉

 

PS! her kommer lige en vigtig tilføjelse: har et crush på Søren Ryge denne sommer og faldt derfor over dette link, som fortæller det hele!

Tags: , , , , ,

2 kommentarer til "En rigtig god historie…"

  1. Martin Brødløs siger:

    Hej
    Jeg kan ikke finde din mailadresse på din blog, så jeg prøver sådan her i stedet.
    Vi skal holde sønderjysk kaffebord i vores lille forening i næste uge, og jeg vil i den forbindelse spørge om jeg må “låne” dit kagebillede til vores hjemmeside en uges tid?
    Mvh. Martin

  2. PH siger:

    Vær velkommen og rigtig god fornøjelse 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

kratom masters