En lille og krukket dille

 

Hmm søndag er åbenbart bare ikke dagen hvor man skal blogge her i KK.

Har lige siddet på Café Starbuck og forsøgt mig, men forbindelsen bliver ved med at smutte. Ja det er jo altså ikke fordi jeg har svigtet Café CoffeeBean, men på Starbucks har de bare nogle faciliteter som jeg må indrømme er meget rare.

 

På førstesalen kan man sidde udendørs, stadig med muligheden for at koble strøm til laptoppen, og det giver jo en pragtfuld mulighed for at ryge mens man surfer og skriver.

 

De har også eget toilet, og ikke som på CB hvor man er nødt til at rende hen på nabobaren når den lille ting skal klares, så alene derfor.

 

Det er dog ikke altid forbindelsen er så god derovre, så nu har jeg krydset gaden og indtaget stamcaféen.

 

Jeg vil under ingen omstændigheder helt svigte Coffeebean, de er sgu så søde her og stemningen er hjemlig og god.

 

Nu da jeg kom fx blev jeg storsmilende hilst af den lille tykke mutter som styrer bixen og de unge medarbejdere. “Latte regular” råbte hun med det samme ud til dem, og da jeg nåede op til kassen stod hun der selv og spurgte helt selvfølgeligt: “The usual?”

 

Jeg sagde til hende at jeg synes det var rigtig rart og så blev hun omend endnu mere glad og hele det lille runde ansigt stod åbent i et stort grin ;o)

 

Nu er jeg jo snart på vej videre, faktisk rejser jeg allerede tirsdag morgen tilbage til Singapore for at møde den nye gruppe, og så starter hele rumlen forfra. Det er så vanvittigt dejligt atter at skulle vende tilbage til regnskoven og alle de smukke og spændende naturoplevelser.

 

Badeferiedelen her i KK er for mig det absolut mindst interessante ved disse rundrejser, men OK man får da slappet en smule af mellem grupperne.

 

 

 

 

Det er ikke så sært at Borneo slår sig op på såkaldt øko-turisme. Dvs henvender sig til folk som rejser ud primært for naturoplevelsen. Også derfor findes der et hav af lodges rundt omkring herude.

 

Jeg har allerede berettet om en af de skønneste af dem, nemlig Rainforest Lodge i Danum Valley, men også River Lodge ved Sukau har bestemt sin egen charme.

 

Med sin placering helt ned til Kinabatanganfloden, der med sine 560 km iøvrigt er Sabahs længste, byder den på nogle anderledes oplevelser end i Danum. I stedet for trekking gennem regnskoven sejler man her rundt og oplever det rige dyreliv langs med flodens bredder.

 

 

 

 

 

Selvfølgelig findes her de allestedsnærværende makakaber i store flokke. Og når sådan et par flokke af og til render på hinanden i det samme træ kan det sagtens skabe noget larm og furore. Således så jeg på en af sejlladserne et sådant sammenstød som resulterede i at den ene abeflok simpelthen kastede sig i flodens vand og flygtede til mere rolige omgivelser på den modsatte flodbred.

 

Heller ikke næseaberne holder sig tilbage for en tur i vandet om nødvendigt, ja man kan endda tale om at de er helt gearet til det, idet de har svømmehud mellem fingrene og rent faktisk er i stand til at svømme op til 20 meter under vandet.

 

Det var iøvrigt herude jeg så absolut flest af disse sælsomme næseaber, de lever i haremmer med en enkelt han som kan omgive sig med en flok hunner og unger på helt op til 20-30 stk.

 

De samler sig henunder aften i trætoppene langs med floden hvor de nyder dagens sidste måltid og senere finder til ro. De bevæger sig sjældent længere væk end 500-600 meter fra floden, så på disse sejlture er der altså tit og ofte lejlighed til at nyde synest af disse aber med den noget specielle fremtoning.

 

 

 

 

Herude er der også mulighed for at opleve ‘dillerne’. Saltvandsexemplaret af slagsen er dét man støder på her omkring, selvom det faktisk siges at være et sjældent syn. Ud fra det perspektiv har jeg været usansynlig heldig må man sige, for jeg nåede at se mere end én af slagsen.

 

Fx den lille fyr på billedet herover, som helt bestemt ikke har været så særlig gammel. Der var da også snak om at moderen sikkert var at finde ganske nær ved, men vi så hende altså ikke i denne omgang.

 

Jeg synes iøvrigt at det er en meget sjov lille detalje at hunnen alene afgør ungernes køn. Ganske simpelt ved at placere æggene i reden under forskellige forhold. Det er nemlig sådan at det er temperaturen under udrugningen som afgør smådillernes køn.

 

Et par dage senere så jeg dog et pragtexemplar af slagsen, et monster på en 5-6 meter, jeg må godt nok indrømme at det gav en smule stof til eftertanke, når man samtidig sad og vuggede på flodens vand i en båd af sådan ca. samme længde.

 

Basri, naturguiden, vurderede at denne her nok var en 15-20 år gammel. Sådan nogle reptiler kan blive meget gamle, ja helt op til 70-80 år! Normalt kan de udvikle sig til en længde på 7-8 meter, men der findes dog optegnelser om kæmpeexemplarer, netop her fra Kinabatanganfloden, på helt op til 10 meter -tak for kaffe, siger jeg bare ;-O

 

 

 

 

Selvfølgelig er der også et rigt fugleliv her langs med floden, den smukkeste blåblå Kingfisher så jeg et par hurtige glimt af, ørne og hejrefugle i massevis og ikke mindst de meget specielle hornbills, eller som vi ville sige på dansk; næsehornsfugle. Jeg har dog stadig til gode at få et par rigtig fine billeder af dem, så det må I altså vente på, forhåbentlig får jeg chancen næste gang jeg kommer herud til river lodgen.

 

Slanger og varaner i alle størrelser og udformninger hører også til oplevelserne ved Sukau, men også de typer har jeg stadig til gode at indfange nogle pics af som i virkeligheden er værd at vise frem.

 

Der er jo ikke meget ved at sætte et billede på, hvor selv jeg har svært ved at få øje på næsehornsfuglene i trætoppen, eller den kæmpestore varan som lå på en gren højt, højt over mig, og som naturguiden vurdere til at være henved et par meter lang, men som desværre helt forsvandt i grene og himmel da jeg forsøgte at fange den ind på kameraet.

 

 

 

 

Jeg kan godt lide den måde at opleve dyrelivet på, man kommer stille glidende gennem vandet og laver ikke så megen larm, som I nok kan forestille jer at der kan opstå, når man i en større gruppe kommer trampende gennem regnskoven.

 

Man sejler ned ad en stille sideflod og lander til sidst i en lille sø, fuldstændig tilgroet af den meget smukke vandhyacinth. Denne plante skulle iøvrigt være importeret hertil af kinesiske farmere som brugte den til svinefoder.

 

Senere har den dog udviklet sig til lidt af et problem, idet den spreder sig så ihærdigt, at den til sidst fuldstændig dækker vandfladerne hvor den gror. På den måde bliver det at problem at komme frem med bådene, fordi motorerne hele tiden vikles ind i og standses af den kraftfulde plante.

 

Tjaeee sådan kan det gå når man spreder ting hvor de ikke oprindeligt er hjemmehørende. Er der nogen som kommer til at tænke på dræbersnegle her?!

 

 

 

 

En speciel oplevelse er det også at sejle på floden ved aftentide når mørket sænker sig. Så er det, som på Rainforest Lodge, helt andre arter og liv som tager over.

Men også bebyggelserne langs med bredden, de små spredte samfund, lyser smukt op som stjerner og satelitter i mørket. Man ser folkene i oplyste vinduer, eller i stille aktivitet ved vandkanten, lydene blir klarere og det er som at befinde sig i en helt anden sfære. Jeg rammes atter af den her følelse af at høre til, glemmer alt om internetopkobling og mobiltelefoner, ja jeg kan end ikke stave til Danmark på sådant et tidspunkt!

 

 

 

 

Hele natten igennem kan man på River Lodge høre frøerne fra det lille vandhul i midten af bebyggelsen.

 

Med lidt held og spidsede ører når også uglernes tuden helt ind i de små simple hytter. Man ved at slangerne glider forbi på gangbroen lige udenfor døren, at væggen under lampen ved trappen er fyldt med gekkoer og at skovbunden er så fuldstændig kriblende-krablende levende, aldrig er man helt alene ;o)

 

Og så lige pludselig når morgenen én igen, det skumrer og en ny dag tager fat.

 

Jeg var tidligt på færde der på River lodgen, den sidste dag, hvor en lille hurtigbåd skulle fragte mig de 87 kilomter, det sidste stykke ned ad floden, helt ud på det åbne Sydkinesiske hav, og videre hen til Sandakan.

 

Hvis nu jeg skal være helt ærlig så brød jeg mig faktisk ikke så meget om denne sidste del af sejlladsen, henover det åbne hav i sådan en lille båd. Og selvom det var kystnær sejllads så synes jeg at det var temmelig voldsomt, men nu har jeg vel heller aldrig været nogen ørn til det der med at sejle på de store have.

 

Anyway, floddelen var en fin oplevelse, og bød endda på et sidste møde med en af saltvandskrokodillerne, måske endda den største jeg nåede at se på denne tur.

 

Men inden da var det tid til afsked på på broen nedenfor lodgen, hektisk morgenaktivitet hvor bådene blev læsset med bagage og folk, mens dagen ganske langsomt brød igennem.

 

 

 

 

Nu er det ved at være tid at starte hele turen forfra.

 

I morgen tidlig forlader jeg Kota Kinabalu og flyver over til Singapore hvor den næste gruppe ankommer onsdag.

 

Jeg glæder mig voldsomt til at komme tilbage til regnskovsoplevelserne og lade badelivet bag mig.

 

I må have det godt, mens jeg oplever påny, og forhåbentlig får indsamlet endnu flere indtryk og oplevelser som senere hen kan deles med jer.

 

 

 

Tags: blog, Borneo, dyr, Kinabatangan, krokodiller, makakaber, næseaber, økolodges, økoturisme, PH, slanger, Sukau Riverlodge, vandhyachint