Jeg er i den hjemlige BellisWorld, og selvom voldsomme regnskyl får mos fra taget til at lukke tagrenderne så det hele bare løber over i lårtykke stråler, ja så tåler det dog alligevel ingen sammenligning med de tropiske regnskyl.
Det, at himlen bare åbner sig og alt udendørs bliver totalt uovervindeligt for en stund, det er noget man må rejse for tror jeg. Jaja fortæl mig nu bare om kloaker med tilbageslag og 10 cm oversvømmelse på den hjemlige underetage, og jeg vil stadig påstå; you’ve aint seen nothing yet!
Når det regner i regnskoven, så kan man virkelig tale om at det regner 😉
Jeg har besøgt Danum Valley mange gange, og jeg synes faktisk at noget mangler hvis ikke vi oplever et (eller flere) af disse regnskyl. Det er vel for pokker det regnskovsoplevelsen i bund og grund (også) handler om!
Jeg har oplevet hvordan naturen i dén grad tager over, og vi rejsende må bare indrette os derefter. Også med denne gruppe måtte vi ind imellem stoppe op et øjeblik og vente på bedre tider.
Men hvad gør det, når bare man er gearet, påklædt og parat til det?!
Danum Valley har til alle tider været et af mine absolutte yndlingssteder på Borneo. Dét at forsvinde næsten 100 km ind i regnskoven og bare overgive sig til den store natur, har altid for mig føltes som noget ganske særligt. Trekkingen op til Coffin Cliff gør det hele så klart for én, for heroppe fra ser man udover 1 mill. hektar regnskov -hvor storslået er dét ikke lige?!
Og på dette sted i rejsen kender den enkelte sin egen formåen og kan derfor uden problemer planlægge sine trekkinger -vi er nået rigtig langt.
Det var også i Danum Valley jeg oplevede min træleopard, og SÅ herligt det var at vende retur i marts og se sit navn på tavlen, hehe.
Stolthed all over 🙂
Dét kunne være en drøm. Jeg har det med drømme i denne tid, måske fordi jeg går herhjemme og ikke rigtig ved hvad fremtiden vil bringe. Men tænk hvis man kunne arbejde som naturguide på Rainforest Lodge og gøre de her naturoplevelser til en form for hverdag -gosh, hvor blæret!
Rainforest Lodge har det med at overvælde, med al sin herlighed, hvadenten vi taler om service, beliggenhed, indhold eller rammer. Og jeg elsker simpelthen at dele det, også med denne gruppe, der, ligesom jeg, så totalt forelskede sig i stedet.
Åh så funny fx, med tubingen. Og det er her det uterlige element kommer ind 😉 Jojo Hanne, nu må vi have sandheden frem!
Vi går jo gennem regnskoven i det næsten bare ingenting, for at komme et godt stykke op ad floden før vi sætter i vandet med vores baderinge. Jeg medgiver at det virker en anelse grotesk, efter i dage at have fortalt jer, at ingen vandrer igennem skoven her uden at være iført iglesokker og lukket fodtøj.
Men denne dag får folk jo også netop forståelse for hvorfor… Ingen, og lad mig gentage; INGEN når frem til tubing-start uden at have fået et varierende antal igler på kroppen.
Egentlig er det jo ikke noget problem overhovedet, men nogle gange…
Og for Hanne sad den jo så altså lige præcis under det ene bryst. Det var tilsyneladende mere end hun kunne klare, så derfor bad hun vores lille co-guide (ja jeg kan flovt nok ikke huske hvad han hedder, kan nogen af jer det?) om at fjerne den!!!
Hihihihi, jeg er glad for at jeg var der -for det var godt nok en udfordring for ham -SÅ morsomt simpelthen. Selvfølgelig ville han hjælpe, men, men, men…
Jeg bliver næsten nødt til at sige: Man skulle have været der selv.
Tsktsk Hanne dog!!
(-og JA, du kan være helt sikker på at det er én af de historier der vil blive genfortalt -igen og igen- når blot der trykkes på de rigtige knapper.)
Der var også en anelse tristhed forbundet med dette besøg på Rainforest Lodge. For det var jo nok mit sidste og det havde jeg en bevidsthed om alle dagene. Jeg har haft det SÅ godt på Rainforest Lodge, og det er også her jeg har haft nogle af mine allerstørste regnskovsoplevelser.
Så afskeden blev tung og der blev knebet et par tårer. Specielt da Adline kom og ville lave foto’s, men hun og jeg har jo også en ganske speciel historie sammen.
Gaver blev udvekslet og der blev krammet helt op i det røde felt. Jeg rejser derfra med en fornemmelse af at have beriget deres liv, på nøjagtig samme måde som de har beriget mit.
Med denne gruppe formåede vi også at tømme den lille butik for ‘sound-frogs’. Det glæder mig at vi i dén grad bidrog til butiksindtjeningen og for første gang ever formåde at gøre den lille butik udsolgt for ‘sound-frogs’.
Det hænger nok lidt sammen med min strøm af ord.
Med denne, som med andre grupper, er der bare så meget jeg har lyst til at fortælle/dele. Jeg kan godt forstå hvis man bliver en anelse træt undervejs. Det kom også til udtryk her…PH, du sagde tre ord……..
Jaja, jeg ved det godt 😉
Men her holdt de tre ord så: køb en frø!!!
-og jeg skal lige love for at det var det vi gjorde.
At rejse med en gruppe som i dén grad spreder en stemning, er et privilegie. Og hvor heldig er det lige man har lov til at være, med mellemrum?
Sådan var det at komme til Sukau River Lodge. Med de her mennesker, som var så toptunet, positivt indstillet helt fra starten, ja så kunne det simpelthen ikke gå galt.
Heller ikke selvom min trofaste guide Basri var sat på andre opgaver og derfor ikke kunne følge denne gruppe. Men så var det at vi stiftede bekendtskab med Abbas, som skulle vise sig at være en helt forrygende erstatning. Absolut ingen klager her fra, Abbas var fantastisk.
Jeg har godt nok aldrig tidligere oplevet en stemning og en sing-along- som på denne rundrejses sidste aften. Nøjagtigt det samme som Inge sagde om Paul da hun så ham synge med fra bladet.
“Jeg har aldrig tidligere set ham sådan” var kommentaren. Og det var ellers her vi åbnede partyet. Jeg mener, vi andre var stadig midt i spisningen, og pludselig sad så Paul derovre mellem guitarer og sangbøger, og gav så fuldstændigt slip på sig selv. Hvor gennemført herligt!!
Og vi sang faktisk så helt igennem denne aften, som jeg aldrig har oplevet det tidligere. Gamle klassikere, travere tilfælles, på tværs af Verden.
Men vi, som gruppe, gav også et par numre på dansk:
“Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi, fik du set du ville, fik du hørt din melodi”
“Jeg bor til leje på Haveje, på restaurant Den Gyldne Reje”
-ja hvad er det lige for sange vi har tilfælles når vi bliver presset en smule? Hehe, jeg er kun glad for at vi aldrig nåede ud i “Smuk som et stjerneskud” og deslige 😉
Anyway-s det var en rigtig rigtig dejlig aften
Efter de mange dages rundrejse var det som altid herligt at ende op i Kota Kinabalu for en uges tid med afslapning, strandliv og masser af tid til eftertanke.
Og den gode stemning fortsatte, som fx da vi satte hinanden stævne i lobby’en på Nexus for at surprise Lars på sin fødselsdag -hæhæ. Det lykkedes vist i dén grad, og jeg tror virkelig vi fik skovlen under Benjamin her, n’est pas?!
Jeg formoder at I alle nu har modtaget film og billeder fra Lars? Ja, jeg kan jo ligeså godt med det samme indrømme, at jeg allerede har set filmen to gange. Begge gange med den størte fornøjelse og tilfredshed.
Det lyser jo ud af den film, hvor fantastisk og spændende rejsen er og ikke mindst hvilken glæde og nydelse vi alle opnår derved. Folkene på Bravo-kontoret burde tvangsindlægges til at se den film, så de kan få en større forståelse for hvilket herligt produkt de i virkeligheden har her. Så de på den måde måske kunne tænkes at lægge sig en anelse mere i selen for at sælge den tur.
Vi burde lave en fælles promotion Lars; Dine billeder og min agitation (og resten af gruppen med som juhu-piger 😉 ), så burde vi nok kunne holde dén forretning kørende!
N’men for mig var det jo nok sidste omgang Borneo for nu, og som jeg har nævnt tidligere kunne jeg ikke have ønsket en mere værdig afslutning. Tusind tak til jer allesammen, og hvis bare I nød det halvt så meget som jeg, ja så har vi haft glade og tilfredse gæster
Og hvad er det så lige man kan ønske sig mere?!
Tak for turen til jer alle og god vind fremover 🙂
Tags: Borneo, Danum Valley, Rainforest lodge, Sukau River Lodge