Jeg har en ven her, han er smuk, han er stærk, han er ambitiøs, han er meget, meget ung -23 år. Men har allerede levet så meget mere liv end mange af os vil komme til.
Sommetider har vi timer sammen, tid som giver plads for gode snakke. Han har åbnet sig for mig, måske fordi jeg er så meget ældre, at han ikke behøver tænke på at kurtisere eller så…
Jeg lærer rigtig meget af ham, og omvendt læser han visdomsord af mine læber. Jeg kan se det på ham, jeg er forældregenerationen –og den lytter man til.
Han er ældste barn af en søskendeflok på fire –to brødre og to søstre.
Han blev gift som 17-årig og blev far umiddelbart derefter. Siden er han også blevet enkemand, da kone og datter omkom i et trafikuheld for ikke så længe siden Sommetider når vi sidder sammen kigger vi på billedet af de to, som han bærer i sin pung.
Så er vi stille et øjeblik.
I går havde vi endnu en stund i fællesskab. Da jeg mødte ham var han fordybet over skriverier.
”Studying?” spurgte jeg, hvorefter han genert viste mig hvad han var i gang med.
Han skriver sange, den lille ven. En poet og meget, meget følsom er han i virkeligheden. Når han har tid stiller han op med sit band og synger sit hjerteblod ud.
Herefter fulgte en lang, lang snak.
Hans forældre har fundet ham en ny kone. De skal giftes til næste år, og nej han har ikke mødt hende endnu. ”Men mine forældre vil det jo”, som han siger. Og så er det sådan!
Sangen han skrev på, skulle være en hyldest til den kommende brud, og hun kan vist ikke ønske sig meget bedre.
Han er en god dreng!
Og jeg ønsker ham ”nothing but love” in the future. Han fortjener det virkelig.
Vi kørte i samme øjeblik bagved en tuk-tuk som havde skrevet på bagsiden: ”Das Leben geht weiter”.
Ja det håber jeg så sandelig det gør, specielt for min lille ven her.
Tags: borgerkrig, civil war, PH, PHblog, Pio, religion, Sri Lanka