Afsted igen……

Min tid på Langkawi er ved at være omme -i hvert fald for denne gang.

Som I måske kan forstå af tidligere indlæg har jeg været temmelig doven mens jeg har været her, og har derfor ikke nået at se bare en brøkdel af alt det dejlige som denne lille ø byder på.

Men who cares -lad det bare være min undskyldning for at vende tilbage hertil ved lejlighed, for at genoptage driverlivet….eller øhhhh….

Noget af det jeg fik nået var dog at komme på Canopy Adventure med Jürgen.

En af de svedigste og sjoveste oplevelser jeg længe har haft. Det kan klart anbefales at tage med på denne tur og få et adrenalinspark af format.

Jürgen hentede mig tidligt om morgenen og vi brugte herefter en times tid på at samle endnu et par folk som havde besluttet at tilbringe dagen med at udfordre sig selv. Til sidst var vi syv og vi mødtes så med Jürgens assistenter, sønnen Ashraff og Stefan, en stor glad legedreng fra Tyskland.

På parkeringspladsen ved foden af Gunung Raya, som med sine 881 meter er Langkawis højeste bjerg, blev vi iklædt alt udstyret, seler, remme, karabiner, veste og hvad har vi. Også hjelme, handsker og vand blev fordelt og så var vi ellers klar til at bevæge os ud i terrænet.

Vi trekkede et godt stykke op ad bjerget, og alene dette gav en lille forsmag på dagens prøvelser. Stefan og Jürgen sprang let afsted opad, opad og endnu mere opad, herefter fulgte så gruppen i lidt spredt formation, og Ashraff dannede bagtroppen for at sikre at ingen blev tabt undervejs.

Denne tur gav i dén grad sved på panden, og hos mig også helt seriøse overvejelser om mit daglige smøgindtag -pyha.

Men til sidst nåede vi da frem til ‘basecamp’ hvor en grundig indføring i dagens program, og ikke mindst i sikkerheden ved brug af udstyret fandt sted.

De er meget omhyggelige disse mennesker, og sikkerhed er deres mantra, så man føler sig 100% tryg ved sin deltagelse i projektet og udfordringen -så helt parat til fuldstændig at overgive sig og betingelsesløst kaste sig ud i det.

Den første del som skulle forceres var en lille gåtur på tov henover en ca 10 meter dyb kløft -en sådan forhindring kaldes også for postmans walk, Guderne må vide hvorfor. Tror da i hvert fald nok at vores hjemlige postmænner og -damer ville betakke sig for sådan en udfordring på den daglige rute ;o)

Stemningen var høj, alle klarede i fin stil og skoven var fyldt med latter og udbrud af ren lyst.

Ovenover, under og rundt omkring os gav skovens oprindelige beboere deres besyv med. Vi så ikke rigtig nogen dyr på denne tur, men de var der helt bestemt for vi hørte dem hele tiden. Skrig, kalden og blades raslen, jojo helt sikkert blev vi kigget ud af dyrene, men selv havde vi for travlt med at kæmpe os igennem, og samtidig iagttage hinandens strabadser, til at ænse ret meget andet.

Efter linedansen var det tid til undervisning i rappelling.

Hele princippet virkede såre simpelt, og ingen havde da heller problemer da vi hver især lavede vore lille prøveforsøg, som bestod i at vi kravlede op ad en stige, hvorefter vi rappellede 5-6 meter ned til fast grund igen. Endnu engang blev jeg glad for mine sko, som viste sig at have et helt formidabelt grip på den glatte og fedtede klippevæg. Og selve fornemmelsen af at rappelle, ja den kunne jeg helt sikkert godt tænke mig at få meget mere af.

Selve princippet er meget enkelt; du hænger der i din sele og hvis bare du husker at være tilbagelænet, at din bagdel skal være længere nede end skuldrene og benene strakte, ja så er det ingen sag at spadsere ned af klippevæggen ved hjælp af teknikken med at holde venstre hånd gennem karabinerhagen og med dén åbne og lukke for ‘fødningen’ med tov som du samtidig foretager med din højre hånd.

Dét ser godt nok lidt indviklet ud når man sådan prøver at forklare på skrift, men ude i praksis kommer det ganske naturligt -skulle jeg mene ;o)

Jeg rappellede som den første ned af den lodrette klippevæg, godt sendt afsted af Jürgen og lige så godt modtaget dernede af Stefan, som på mine sidste 15-20 meter brugte tiden på nysgerrigt at udspørge mig om mulighederne for denne type ekstremsport på Borneo.

Det var faktisk en sjov fornemmelse, med sådan en dagligdags konversation mens jeg stille og roligt kom spadserende ned imod ham, og alt han kunne se af mig sandsynligvis var min bagdel -haha.

Efter mig kom så Lydia, og det var måske knap så sjovt for hende i lige netop denne situation, idet hun pludselig stuntede helt vildt og vendte bunden i vejret, helt bogstaveligt.

Hun havde ganske enkelt ikke fået benene med ned, og pludselig tippede hun så over og hang med hovedet ned mod os og stængerne lige i vejret. Det så faktisk ustyrligt morsomt ud, men man fornemmede ret hurtigt at det ikke var så sjovt at være inde i hende lige netop da.

Hun skulle tales op igen, men havde ret svært ved at få sig vendt, især fordi hendes ene ben var blevet viklet ind i klatretovet. Masser af kræfter skulle hun også mobilisere for at komme til at trække overkroppen op over hoftehøjde og genfinde balancen på sitrende ben.

Men de er dygtige de her gutter, og fik talt hende godt igennem, og snart stod hun svedende på jorden ved siden af mig, firet det sidste stykke af Stefan, men anyway nede.

Der var tid til at sunde sig lidt, for vi skulle jo have alle de andre ned også, før vi fortsatte til næste udfordring.

Lydia var dog ramt af denne lille oplevelse, og bar præg af det på resten af turen. Men hun kom dog igennem og jeg tror at det, trods alt, endte med, også for hende, at have været en god og spændende dag. I hvert fald endte hun op med at få taget det rene triumfbillede da hun var vel nede fra dagens sidste udfordring, abseilingen ned fra det 40 meter høje figentræ!

Canopy gliding eller som det tilsyneladende hedder på fagsprog; Air Trekking var selvfølgelig også på programmet. Her hedder princippet: hovedet først, samlede knæ, hånd på bremselinen -og så ellers bare afsted.

Du tager et ordentligt tilløb og så kaster du dig ellers bare ud i det rene ingenting, ophængt med en glider på en udpændt stålwire og med godt hold i bremselinen som glider på et tov udspændt langs med wiren. Først havde vi en mindre tur af denne art, men sidst på dagen kom så clouet: Fri svævning henover trætoppene, ca 125 meter for at lande 40 meter over jorden i toppen af et figentræ.

Disse figentræer er iøvrigt et ganske særligt fænomen herude, strangling figs, eller kvælerfigner, sådan frit oversat.

Regnskovens dyr er ganske vilde med disse figner og smider efter konsumering deres efterladenskaber i grenhjørner af skovens øvrige træer. Herefter vokser nye figenplanter frem, de skyder deres rødder mod jorden, og kan til sidst ende med at indkapsle et ‘modertræ’ fuldstændigt, hvorved dette altså kvæles og sidenhen dør -tilbage står så figentræet.

Vi kender dem godt derhjemme, Ficus Benjamina, eller Birkefigen er blot en af dem -og det var faktisk lige præcis sådan én jeg sad i denne formiddag -hvis du ser grundigt efter på billederne fra træet, kan du tydeligt se, og genkende, bladene.

Også denne sidste air trekking var jeg første mand på, og blev derfor vist op på den absolutte ‘kongeplads’ i toppen af dette fantastiske træ. Her kunne jeg så sidde og betragte de øvriges strabadser med at hive sig helt i land i trækronen.

Når du sådan kommer sejlende igennem luften på wiren er det vigtigt at få stoppet i tide så du ikke ender med at blive slynget ind i træet. Derfor har du hele tiden den ene hånd på din bremseline, og når så der blev givet tegn fra Stefan, som allerede sad parat til modtagelse om at bremse ned, ja så var det bare om at hive fat i denne line og lade hændrene klatre helt op til tovet.

For én ting er jo at bremse, men hvis du ikke får fat i tovet, ja så glider du baglæns tilbage i skoven -og derfra bliver arbejdet med at hive hele kroppen hen til trækronen bare så meget mere anstrengende. Hele kunsten er altså at få stoppet i tide, men så tilpas tæt på træet at du kun skal trække dig selv en meter eller to ind til stammen og kronen hvor du så kan stå i land.

Det var så helt vidunderligt at sidde her i toppen og skue ud over regnskoven -noget man ellers kun kan drømme om, og måske én af de største regnskovsoplevelser jeg endnu har haft.

Sjovt var det også at se de andre fra gruppen komme glidende imod, og med større eller mindre anstrengelser komme ombord i kronen. Skægt at se og høre ophidselsen og glæden -og vores pludren steg til en hel kakafoni efterhånden som der blev mere og mere trængsel i toppen.

Jeg kunne være blevet i dén trætop hele resten af dagen, men et uvejr nærmede sig og vi skulle ned og ud af skoven inden det ville nå os. Det gear vi render rundt med her, og stålwirerne er ikke det mest befordrende når det handler om at undgå fx lyn.

Igen har sikkerheden hos de her fyre absolut højeste prioritet og de er derfor udstyret med en såkaldt striker alarm som hele tiden fortæller dem om uvejr er på vej, afstand etc.

Så abseiling ned fra figentoppen blev påbegyndt.

Man stillede sig op på kanten af træet og lænede sig bagud i det absolutte intet. Derefter kunne der rappelles et par meter og så var man fri af stammen og kunne lige så stille fire sig ned mellem træerne de sidste 30 meter -det var intet mindre end fan-fucking-tastisk, ja pardon my frensh men sommetider er det ganske enkelt svært at finde ord som dækker.

Jeg fik lov at være den sidste som gled ned mod fast grund, og så gik det ellers i hastigt trav, tilbage gennem regnskoven med parkeringspladsen og den ventende van som mål.

6 timer efter jeg var blevet samlet op om morgenen var jeg atter tilbage på mit værelse, gennemblødt af sved, gennmført møgbeskidt og en utrolig oplevelse rigere. Og her var det så at jeg opdagede at jeg helt havde glemt at ryge denne dag -ja hvem skulle nu have troet det?! Haha.

Én ting er sikkert, det har ikke været mit sidste møde med ekstremsport af denne art, og jeg kan kun sige; at hvis du nogensinde kommer i nærheden af Langkawi, ja så må du simpelthen prøve dette.

Tags: air trekking, blog, Canopy adventure, canopy gliding, ekstremsport, Jürgen Zimmerer, Langkawi, Malaysia, PH, rappelling, regnskov