-sig Alfred Hitchcock her, og du er inde på noget af det rigtige!
Jeg har lånt dette billede på internettet, for jeg ville aldrig i livet tage det selv.
De som kender mig rigtig godt, ved at jeg bliver aldeles rædselsslagen når fugle kommer for tæt på.
Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at betragte fugleliv. Når jeg er hjemme i DK fx. fodrer jeg gladeligt fra fuglebrædtet, og mine træer er de absolut mest mejseboldefyldte i området overhovedet. Så sidder jeg bag min rude og nyder scenariet, når der ivrigt fourageres derude.
Men de her fugle, Common Myna eller Acridotheres tritis, en stæreart, som jeg ikke aner hvad hedder på dansk, de bringer mig ganske enkelt ud af fatning her på Langkawi. De er simpelthen ikke mindre end for meget!!
De overskrider alle mine grænser, kommer alt for tæt på og er så totalt ligeglade med mine fakter og vink, at de knap nok gider lette rumpen og fortrække.
Jeg oplevede det første gang da jeg var på stranden en dag.
Efter mange timers dasen i solen og svalende leg i det skønne hav, så meldte sulten sig. Jeg gik op til strandbaren og bestilte mad og drikke fra det skrabede menukort. Et kvarter senere sad jeg bænket under palmebladsparasollen med en burger og en iskold cola, så langt så godt.
Men knap havde jeg fået krænget kniv og gaffel fri af servietten før de første fugle indfandt sig.
Nåhja det var vel hvad man kunne forvente, lidt li’som mågerne som blev fodret fra soldækket på min barndoms storebæltsoverfarter. Jeg mener selvfølgelig holder de sig til, når nu der kunne være føde i farvandet.
Men her var det bare ikke gjort med det……..
Et par af uhyrerne hoppede omkring mine fødder under bordet og jeg sparkede lidt uengageret ud efter dem. Men efter ganske kort tid sad de også på kanten af de ledige stole omkring mit bord. Jeg prøvede at verfe dem væk med fagter og lyde som blev mere og mere hidsige og irriterede.
Men lige meget hjalp det, de havde allerede inviteret alle vennerne, samt vennernes venner og blev stadig flere og flere. De rykkede helt over på bordet og kom efterhånden faretruende tæt på min tallerken og jeg blev mere og mere desperat.
Til sidst måtte jeg gribe min tallerken i hånden, rejse mig og nærmest løbe over til bardisken hvor der så ud til at være mere roligt. Selv mens jeg bevægede mig med tallerkenen i hånden gjorde de her bæster forsøg på at sætte sig på min mad -det var rædselsfuldt!
Ved baren fik jeg dog fred for invasionen, men jeg var fuldstændig paranoid og huggede burgeren i mig, mens jeg samtidig kastede forrykte og nervøse blikke over begge skuldre.
Jeg gik senere på nettet for at prøve at finde ud af hvad det var jeg havde været udsat for, og her fandt jeg ud af at jeg absolut ikke er den eneste der kunne finde på at betragte disse vingede individer som et problem, se bare her
-og tillad mig samtidig at citere:
“they damage fruit and grain crops, their noise and smell can be annoying where they are in large numbers, they spread mites and disease to people and domestic animals, and they sometimes snatch food off peoples plates in outdoor eating areas. There are even a few rare records of mynas attacking people.”
My God!
Så mødte jeg Jürgen som er en meget spændende person, der laver de mest fantastiske canopy walks, eller måske rettere sagt canopy glidings her på Langkawi. Det sidste kommer jeg forhåbentlig til at kunne berette mere om, når jeg i næste uge, om alt går vel, kommer med på én af disse ture.
Men Jürgen arbejder også med hypnoterapi, og da han hørte om min såkaldte fugle-fobi, og i dette tilfælde specielt Myna-aversion, ja så gik han straks i gang med at forklare mig om hvordan lige netop jeg, med min skræk, kommer til at tiltrække disse fugle mere end andre. Ja tak, and so what………?!
Men måske er der noget om snakken, for nu for en halv time siden, ville jeg nyde en let dinner her på min balkon.
Hele dagen har min dør stået åben, og jeg har kunnet nyde luft og lyde fra haven. Og hvad sker der; nøjagtig da jeg sætter tallerkenen på bordet derude lander to af disse stærefugle på min balkon. Den ene på den tomme stol overfor mig, og den anden i lidt mere behørig afstand på balkonens rækværk.
Jeg var slået, ganske og aldeles færdig, og røg ind bag min dør, dog med maden i hånden.
Overhovedet ikke den ganske dag havde jeg set en Myna i nærheden af min balkon, og efter spisning åbnede jeg atter døren uden at nogen eller noget kom flagrende.
Her sidder jeg så nu og nyder igen luft og lyde derudefra, aftenen er ved at indfinde sig, snart vil regnen, som sædvanlig på denne tid begynde at tromme, lyn vil flænge den skumrende himmel og torden vil fylde det tiltagende mørke -Mynaerne vil være et sted derude, og jeg håber ved Gud de vil drukne i natten!
Sorry, men……………
Tags: Asien, blog, Borneo, common myna, ferie, fugle, Langkawi, Malaysia, PH
Don’t be a fool, som ornitologen sagde; han var fuld af numre.
Øhm, har jeg ellers noget interessant at sige…næ.
Anyways, nu har jeg da lagt en kommentar 🙂
Arrrhhhh KimZe, det kan du kun gøre bedre -du fortjener sgu næsten at jeg laver en Isabella Smith-bestilling på sådan ca. 200kg, til opslæbning og opbevaring på 4. sal indtil jeg kommer hjem engang *GGG*
Jeg skal ikke ha’ nogen æbler, ellers tak.