Langkawi kort

 

Det er dagen i dag hvor jeg pakker og gør klar til at rykke til Langkawi for en god uges tid.

Jeg er allerede ved at få en fornemmelse af hvor heldig jeg i virkeligheden er, at få muligheden for at opleve dette tilsyneladende paradis her i Østen. Jeg har studeret på nettet den sidste tid og det lyder intet mindre end helt fantastisk.

Langkawi er en øgruppe i det nordmalaysiske, som jeg tidligere har skrevet, helt oppe ved grænsen til Thailand. Den består af 99 småøer ved højvande -og 104 ved lavvande. Kun to af disse øer er beboede, nemlig Pulau Langkawi og Pulau Tuba. Pulau Langkawi er den største med 45.000 indbyggere og det er også her turistindustrien, som har været i stærk udvikling siden 1987, er koncentreret.

Her skulle være rigtig mange gode udflugter at foretage.

En berømmet kabelbane, de smukke vandfald og ørne i massevis er bare noget af det jeg skal nå at opleve mens jeg er der. Måske jeg også skal forsøge mig i venstretrafikken herude, og leje mig en lille tohjuler for at forsvinde ud i naturen på egen hånd. Junglenatur og små øde strande venter faktisk kun på mig ;o)

Vennerne her i KK har sagt farvel -de mener simpelthen ikke jeg vender tilbage, når først jeg får opdaget Langkawi-paradiset.

Jeg er blevet udstyret med breve, hilsner og telefonnumre så jeg har umiddelbar mulighed for at knytte nye kontakter på stedet. Hvor betænksomt!

Knokler på med pakningen, skal flyve i morgen tidlig kl 06.05, og håber jeg får tid til at fortælle mere om Langkawi når jeg har oplevet det selv. Ha’ det godt derhjemme og nyd påske-snevejret for mig med.

 

 

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

kratom masters