Det går hurtigt op for mig at dagene på Island ikke kan rummes i en enkelt artikel, dertil er naturen simpelthen for stor, så jeg bider det lidt over.
(Og overvejer iøvrigt en omorganisering af artikelindex her på siden -hmm, det vender jeg tilbage til)
Her vil jeg fortsætte den smukke deling om oplevelser og indtryk som fx den dag vi kørte rundt næsset. Det store Snæfellsnes lige nord for Reykjavik. Det var tidlig afgang, vi kørte klokken 8.30 og de næste timer bevægede vi os afsted spejdende ud i mørket, efter fjordhusenes mange lys.
Kort før 11 var vi fremme ved den lille gård hvor man sætter bilen fra sig hvis man vil gå den lange tur frem til Eldborg, den lille vulkan som rager godt 100m op i landskabet. På billedet ser det måske ikke ud af så meget at gå den tur, men lavamarken med sit mos og sine forkrøblede birketræer var glat og fedtet, og og mange steder sank man i til anklerne i det bløde mudder.
Hertil kom så den sidste klatring, hvor der heldigvis var hamret lidt kæde op så man havde lidt støtte til at nå op på den absolutte kraterkant. Smal var den, og godt susende var det der på toppen, så opholdet blev kort.
Tilbage igen over marken og blød, våd undergrund, endog i piskende regn undervejs. Så vi var temmelig våde da vi nåede tilbage til bilen, efter godt 2,5 times exploren rundt omkring og på den lille vulkan.
Så der kom godt med varme på i bilen og vi fortsatte ud vestpå ad næsset. Et af målene var at se gletsjeren Snæfellsjökull, men her var det at vi første gang stødte på fænomenet med de lukkede vinterveje, og vi skulle som sagt lære, at det er helt generelt at der er lukket for al færdsel i højlandet i vintertiden, som her på Island iøvrigt sagtens kan spænde fra oktober til april -og længere.
Så der blev justeret lidt i programmet, hvilket vist ikke gjorde så meget, da vi snildt kunne bruge tiden til at udforske de, godt nok vintertomme, kystbyer Anastapi og Helnar
Bittesmå byer som med deres minimalistiske gæstehuse i bedste tørvegårdsstil, samt lidt mere private og permanente boliger helt ud til stejlkysterne, uden tvivl er et forjættende sted, på en sommernat hvor solen næppe når at gå ned.
Der er helt stille herude på denn årstid, og ingen mennesker at se nogen steder. Det er ikke til at vide om de findes derinde i husene, og kigger ud på os gennem frosne ruder. Spredt ser vi i hvert fald lys, mest det udendørs, som islændingene dekorerer deres huse med i en grad så man skulle tro det var løgn.
Men egentlig kan man vel ikke fortænke dem i det, at ville lyse op i en ellers (temmelig) mørk tid. Samtidig er deres elektricitet jo billig med energi fra de mange geotermiske anlæg rundt omkring, hvor de udnytter varmen fra vulkanaktiviteten i undergrunden, som varmer grundvandet op til helt enorme temeraturer.
Det var overskyet de fleste dage vi var der. Ja faktisk så vi vel føst solen den allersidste dag, nemlig d. 31. december, som islændingene iøvrigt kalder Gammelårsdag -se det kan jeg godt lide, Gammelårsdag, tænk lige over det. D. 1. januar hedder så naturligvis Nytårsdag -logik i det.
Men Gammelårsdagen har jeg taget til mig, og det var som sagt den eneste dag vi oplevede solen gennem et ellers permanent skydække.
Og således var også dagen på Snæfellsnes hyllet i disede, douche farver. Som jeg iøvrigt mener så ganske godt gengiver lige nøjagtigt det billede jeg fik af (vinter) Island.
Hele landskabet svæver i en tåge og lader sig kun afdække i korte glimt, her er man tæt på alting, og så langt væk fra det hele. Der er ikke noget at sige til at new age folk har slået sig ned i området omkring Helnar fordi der, som de siger, er ganske magiske kræfter på spil her på næsset. Ja hvad er der så mer’ mellem dig og så din Gud…
Hele næssets spids er lagt ud som nationalpark, én kæmpe lavaørken, hvor farverne er helt fantastiske. Det grønne mos og det hvidgrå lav på de sorte lavasten så langt øjet rækker. Og det er langt, det er åbne vidder det her og udsynet er ublokeret visse steder under tågerne, og så ser man langt, rigtig langt.
Som fx ved Eldborg, som kunne ses på lang afstand, og som fra gården, hvor vi stilede bilen, bare virkede en lille spadseretur væk -ja godaw du, det var jo kilometer og timer vi snakkede om, for den ekspedition.
Aller yderst på Snæfellsnes, ved Malarif, står fyrtårnet. Knejsende, der hvor de gamle lavamarker, beklædt med gult græs, som på denne årstid ligger vådt og fedtet i store tuer, falder brat over i den sorte lavastrand hvor Nordatlantens bølger skyller koldt og skummende ind. Og måske bringer skatte med…
Her lever fyrpasseren, vi parkerer ved hans hus og lister os stille ned ad den nedtrampede sti, så vi kan komme helt tæt på det absolut yderste -og det voldsomt brusende vand dernede.
Herude har fyrpasseren en lille forreven hytte, hvor han kan samle alt sit starndgods og det er sikkert ikke småting der skyller i land her. På Island har man gamle traditioner for at bruge drivtømmer til husbygning mm.
Her i skuret ligger da også en ordentlig samling af drivtømmer, og bare ved en let vandring henover stranden får man en fornemmelse af hvor meget træ (og andet) der driver i land. Enorme mængder, smukt vasket træ ligger spredt rundt omkring.
I huset har han iøvrigt også et trug fyldt med friske ubehandlede lammeskind som vel bare venter på en dag med tid til rensning og klargøring, måske til salg i en af de utallige souveniershops around?
Hjemturen gik op over nordsiden af næsset, og endelig fik vi så Snæfellsjökull at se, da skyerne her på nordsiden tillod momentvise udsyn. Og således fik vi alligevel vores gletsjer med, lige akkurat som dagen fadede ud -herligt heldigt!
Roadhuouse i Olafsvik, grillmenu og indblik i ungdommens mødekultur. Det var søndag kl 18, byen var stille og for os var det tid at vende hjemad mod Reykjavik igen. Igennem buldremørket, ligesom i morges.
Tags: Anastapi, ferie, gletsjer, Helnar, Iceland, Island, kystklippe, Malarif, national park, PH, PHblog, Snæfellsjökull, Snæfellsnes