Den forunderlige Mangrove

Er på Langkawi lige nu, “Legendernes Ø”. Eller øer i flertal er måske nok mere korrekt, idet Langkawi jo består af 99 småøer (104 ved lavvande), hvoraf kun de 3 er beboede. Det giver masser af mulighed for at tage ud og få sig en lidt ‘Robinson Crusoe-agtig’ oplevelse. Og selv på trods af turisttilstrømningen til Kilim Geoforest Park er det faktisk muligt at bevare illusionen om denne oplevelse af at være så helt alene derude.

Så i går tog jeg altså afsted på turen ud i Mangroven for at opleve dette forunderlige fænomen med saltvandstræerne som skaber den helt naturlige kystsikring i disse områder, og beskytter ved fx de tsunamier vi har hørt så meget om gennem de seneste år, allerværst da det i december 2004 ramte de thailandske kyster så hårdt.

Disee træer står i vådområderne hvor ferskvand og saltvand mødes, og er, med deres helt specielle rødder, i stand til at filtrere saltet, hvilket gør det muligt for dem at overleve netop i disse områder hvor andre planter har svært ved at klare sig. Indeni rødderne er der ligesom et slags korkfilter og det er herigennem filtreringen sker. Hvis man tager en bid af et blad fra et mangrovetræ kan man dog stadig tydeligt smage saltindholdet. Desværre og uheldigvis har man i mange områder, og af forskeligge årsager, fældet en del af denne mangroveskov, og dét er lige præcis årsagen til at tsunamierne i nyere tid har været så fatale som netop dén i 2004.

Vi skal altså huske at tage naturen med på råd, når vi går ind og piller ved struktureringen i vores omgivelser!

Men i går oplevede jeg som sagt mangroven, sejlede rundt mellem de fantastiske småøer og var sågar i Thailand, haha, i hvert fald i thailandsk farvand. Og der var masser af oplevelser i denne tur. Først og fremmest den fantastiske plantesammensætning, men også det at vandre igennem en flagermusgrotte, hvor tusindevis af de små dyr hang ned fra grottens loft. Stille og rolige i dagtimerne, kun ventende på at mørket skulle sænke sig, hvorefter de ville flyve ud og fouragere, henover afstande på op til 300 km.

Men også besøg på en fiskefarm, en lille primitiv, flydende oplevelse, med fremvisningsbassiner, tæt pakket med turister som blev underholdt med fx håndfodring af store rokker. At se ørnene (Langkawi betyder Ørneøen) var et af dagens øvrige programpunkter, og her kan meningerne være lidt delte. Ingen tvivl om at det var et smukt og imponerende syn at se disse store flotte og stolte fugle kredse rundt over hovederne på os.

Der var bare vanvittigt mange og sådan har det ikke altid været. Men i et forsøg på at please turisterne har man gennem de seneste år fodret ørnene her for at tiltrække flere af dem, så nu kommer de flyvende hertil fra fjerne steder som Cambodia og Vietnam for at skaffe sig dagens (lette) måltid.

Før dette klagede 9 ud af 10 besøgende over at der var for få ørne at se, i dag klager 1 ud af 10 over måden det hele foregår på. Den ene er naturalisten i gruppen, og i går var det altså mig ;o)

(Jeg bliver lige nødt til hoppe ud her, jeg har en time til at pakke mit værelse ned, og hvis I kunne se hvordan her ser ud ville I stønne ved tanken. Jeg skal flytte hotel nu i dag, men jeg vender forhåbentligt tilbage senere for at færdiggøre dette indlæg.

Og sådan! jeg er på plads, installeret og klar til at fortsætte ;o) ) 

Da mangroveområdet jo ligger ud til det åbne hav, sker det ofte at al Verdens sejlere finder vej hertil, når de bevæger sig op eller ned igennem Malacca strædet som skiller Malaysia fra Sumatra (Indonesien). Så søger de herind hvor de, udover den skønne natur, freden og roen, også får opankring til en noget billigere penge end i de etablerede lystbådehavne rundt omkring

 Jeg kan bestemt ikke fortænke dem i dét valg, og det sker da heller ikke sjældent at sejlerne hænger ud her i måneder, ja enkelte endda i årevis. That’s simple and easy living, og skulle du få lyst til at prøve det selv, ja så så jeg faktisk et par både til salg undervejs -så go for it, ud og binde an med livets store eventyr ;o)

Jeg gjorde denne dag med nogle rigtig søde hollandske mennesker, fem var vi plus bådmand og lokal guide. Vi startede dagen med at give hånd og præsentere os hver især, og på den måde var stemningen slået an til en god dag i fællesskab.

Det var sjovt for mig at møde lidt anderledes rejsende end de jeg normalt binder an med herude, som jo er de pakkerejsende. Her var tale om individuelt og uafhængige rejsende, hvilket gav rig mulighed for at dele erfaringer og samtidig give hinanden gode fif til den forsatte rejse og ventende oplevelser.

Dagen igennem føg det gennem luften med delinger som; har du prøvet at……, du skulle også tage at besøge….., dette må du absolut ikke gå glip af……, her har du adressen på/telefonnummeret til….. osv.

 Først på eftermiddagen smed vi båden op på stranden ved en af de små øer med frit udsyn til den thailandske kyst. Der blev badet og vandret lidt rundt i terrænet, før vi hjalp hinanden med at stille op til vores ø-picnic.

Og som altid med disse måltider, så slåes de ikke af selv det fineste køkken. Det er nu noget ganske særligt, at sidde der, ‘in-the-middle-of-nowhere’, omgivet af stor natur, varmet af solen og de blide vinde, akkompagneret rent auditivt af lette bølgeskvulp fra Andamanerhavet som skylles op på et lille stykke sandstrand.

Ja hvad kan man så lige ønske sig mere? My God, hvor er jeg dog et heldigt og priviligeret menneske!

Tags: Andamanerhavet, Asia, Asien, Langkawi, Malaysia, mangrove, natur, øer, PHblog, rejse, Thailand