Paleochora – Sougia, never again

Det er tidlig morgen i Paleochora, den lille hyggelige ferieby på Kretas sydkyst.

Vi har overnattet hos Aphrodite på hjørnet nede ved havnen. Hun er en gammel, rynket kone, med masser af levet liv bag sig. Hyggelig og imødekommende, ikke et ord engelsk. Men heldigvis er tjeneren fra Glaros-restauranten nedenunder behjælpelig når det gælder.

Og hans hjælp bliver nødvendig -flere gange 🙂

Først da vi skal forklare den gamle Aphrodite at vi gerne vil betale med det samme, fordi vi skal tidligt afsted næste morgen. Dernæst da vi har fået udleveret nøglerne og jeg opdager at nr 4, som jeg er blevet tildelt, faktisk allerede er beboet. N’men vi finder ud af det og får nøglen til et andet værelse. Her ender Kim med at flytte ind, et lille singleroom, med kun et enkelt vindue lige ud til det fælles toilet.

Om aftenen, da vi sidder på min balkon, som vender ud mod havnen, siger Kim at han er ganske sikker på at den gamle Aprodite har fået hotellet, af samme navn, i dåbsgave. Damen er 95!

Havnefronten i Paleochora er meget livlig om aftenen, og det varer ved den halve nat. Jeg kan sagtens sove fra den slags ting, og heldigvis for dét, for der er jo ingen nåde da uret ringer den næste morgen kl 06.00.

Kl. ca 7.15 er dagen lysnet og vi begiver os afsted med oppakningerne på ryggen og støvlerne spændte. Målet er Sougia, en kystvandring på ca 14,5 km.

Allerede da vi drejer op fra havnepromenaden møder vi det første E4-skilt, som indikerer at vi nu befinder os på en del af den europæiske vandrevej. Fint nok med dét, gid det var blevet ved med at være så let.

Efter godt en kilometer når vi Camping Paleochora og da der nærmest er dækket op til os uden for pladsen, bliver vi enige om at det måske alligevel kunne være godt med en bid brød helt fra starten. Vi har brød, pølse og ost med i oppakningen og bænker os for et kvarters tid, inden vi fortsætter til grusvejen som bringer os ud langs med Krokodilleklippens kyst.

Efter ca. 3 km ud af grusvejen kommer vi til Sandy Beach, som må siges at være en lille sjældenhed her på sydkysten, hvor vi jo ellers for det meste har ralstrande. Det er en stor sandstrand med masser af solstole, toiletter samt en lille taverna, som dog endnu ikke har åbent.

Hvis man ferierer i Paleochora kan det klart anbefales at tage vandreturen herud for at nyde en stranddag. Hele vejen går man på grusvejen og orker man ikke dét, kan man også køre dertil.

Vi raster lidt igen, spiser nødder og tømmer vores første flasker vand. Det der med vandet skal vise sig senere at blive helt fatalt.

Efter Sandy Beach starter den virkelige vandring. I den østlige ende af stranden møder vi den sort/gule markering som viser at vi befinder os på ret vej. Her har nogen oveni købet lagt en lille varde, så vi kan slet ikke være i tvivl. Som ses på billedet herunder (til højre på kystklippen) bruges også de velkendte gul/sorte pæle, som er en kæmpe fordel, fordi man kan orientere sig efter dem på lang afstand.

Sådan her ser de ud når man kommer tæt på, og fra starten har de øverst monteret et lille skilt, som fortæller at man befinder sig på E4. Men de fleste steder er disse efterhånden røget af -måske de hænger rundt omkring som små private souvenirs, hvem ved?

Når man bevæger sig fremad, er det altid sjovt at kigge sig tilbage, og her ses tydeligt hvordan Paleochora bliver fjernere og fjernere. Vi er ud på formiddagen og heden er ved at sænke sig over os, der findes absolut ikke megen skygge på denne vandring.

De fleste steder er stien veldefineret, men der er ingen tvivl om at den trænger til en ny opmærkning. Vi orienterer os efter den kendte gul/sorte markering, som enten kan være pælene eller en malet markering på klippestykker. Men også små uanselige blå prikker gælder her, samt ikke mindst stenvarderne.

Ofte mister vi orienteringen og det bliver så varderne som redder os videre. Men vi climber og klatrer så det ind imellem føles totalt vildt.

Ved efterrartionalisering tænker jeg, at disse varder er lagt af andre som, før os, mistede orienteringen, for det viser sig altid at når vi atter finder stien og kigger bagud, ja så er den der egentlig ret veldefineret.

Så man skal altså var(d)e sig en smule på denne vandring. 😉

Undervejs støder vi på flere smukke stencirkler. Den første nedenfor campingpladsen i Paleochora, og pludselig herude midtvejs, bogstavelig talt in the middle of nowhere. Vi står højt over den mens vi undrer os over hvordan nogen overhovedet kom derned for at lægge den.

Disse stencirkler tilbeder Demeter (kornets gudinde), eller generelt det kvindelige og går helt tilbage til præ-hellenistisk tid. Denne er dog ny, så nogen har altså klatret på klipperne, for ikke så længe siden, for at nå ned og skabe dette smukke syn.

Solen flytter sig og vi med den. Men vi kan ikke rende fra den og jo længere hen mod middag vi kommer, jo mere ubarmhjertigt bliver det at gå på disse kystklipper.

Vi drikker vand i litervis, og da der jo ikke findes kilder før vi når Lissos har vi fra morgenstunden været belæsset med tre liter til hver.

Ethvert Karob-træ (Johannesbrød) eller Pinje bliver til kærkomne 5 minutters drikkepause.

Vi støder også på flere små indbydende bugte undervejs, og til sidst giver vi efter. Vi må bade de overophedede kroppe, og tager os også tid til at spise lidt mere af den medbragte proviant.

Havde vi vidst hvad der kom lige umiddelbart efter havde vi måske både badet og spist endnu mere 😀

Her får vi det svedige og gennemvåde tøj hængt til tørre, og nyder som sagt en times tid i fred og ro. Men da en større fransk vandregruppe stiger ned og forstyrrer vores idyl, bliver vi hurtigt enige om, at det nu er tid for os at komme videre.

Nu kommer så den absolut mest strabadserende del af vores tur -opstigning til plateauet i ca. 300 meters højde som vi skal passere henover for, på den anden side, at kunne starte nedstigningen til den antikke by Lissos.

Pyhada dén trækker tænder ud…

Vi er fuldstændig færdige begge to -og her kommer så det fatale; vi drikker vores sidste vand undervejs. 🙁

Endelig oppe møder vi en lokal mand med sine geder.

Vand, vand skriger vi nærmest, men han siger at gedernes water is no good. Han siger noget mere, som vi opfatter som at distancen til kilden i Lissos er ca. ½ kilometer. Juhuu fremad det går… Det er også her vi begynder at tabe kontakten til hinanden.

Kim bliver langsommere og langsommere, mens jeg ikke kan komme hurtigt nok ned til den fordømte kilde.

Den der udtalelse om den ½ km viser sig at være lidt ‘siga siga’ -I ved, sådan lidt easy going. Der er mindst 2 km henover plateauet som er helt åbent og med udelukkende lav skrub-bevoksning.

Til sidst når vi dog den anden side og kan se havet og den gamle ruinby dernede. Kim vil atter raste i skyggen, men nu kan jeg umuligt sidde stille. Vandet er så tæt på, jeg må bare nedefter. Så her splitter vi op, og der skal gå mere end én nervøs time før vi atter ser hinanden.

På vej ned i hastigt trav kan jeg også godt mærke at jeg er ved at være lidt underlig i hovedet pga. timers væskemangel. Jeg mister orienteringen og kommer væk fra E4-vandrevejen, men det ser jeg stort på, jeg kan jo se havet, så det bliver min pejling. Afsted det går ad tilfældige gedestier.

Jeg søger ud til den ene side mod nogle ruiner, og her går det op for mig at området er stort og jeg jo ikke ved præcist hvor kilden befinder sig. Jeg søger skygge og sætter mig på dørtrinnet ved én af disse ruiner mens jeg ringer til Karin, som jo er vant til at gå turen fra Sougia til Lissos med sine gæster.

Senere finder jeg ud af at jeg sidder på kanten til ét af de gamle romerske gravkamre, så her kan man da i dén grad tale om at være på gravens rand.

Dét fatter Karin også med det samme da jeg får kontakt: “Kan du ikke ringe igen om 10 minutter?”

“Naaarrrjjj” råber jeg bare “vi har været uden vand i timer…..jeg har efterladt Kim…..du bliver nødt til at fortælle mig hvor jeg finder kilden…..nu!”

Da jeg har fået anvisningerne ringer jeg til Kim, alt OK, vi mødes ved kilden -fint nok.

Der går lang tid og jeg venter og venter mens jeg forfrisker mig i det klare kildevand. Til sidst bliver jeg virkelig bekymret; er han faldet om på vej ned, og ifald, så hvor? Du godeste!

Jeg ringer og ringer men der er ingen dækning her midt i alt det antikke. Jeg håber at han bare har taget pejling mod stranden og begynder at bevæge mig ud igen -mens jeg til stadighed lader telefonen ringe op, igen og igen.

Til sidst er der hul igennem og jeg finder ham ude ved kirken, jeg har vand med til ham og han drikker med et tomt blik. Hans snørebånd på den ene støvle slæber efter ham og jeg spørger hvorfor dog i alverden han har haft taget den af. “Det har jeg heller ikke, den er bare gået op” siger han og jeg får mere end travlt med at gelejde ham tilbage mod kilden.

Ingen tvivl om at han i dén grad trænger til nedkøling og væskepåfyldning.

Han står længe med håndled og arme under det friske vand, mens han får hældt flere liter ned over nakken. Så drikker han til sidst tre liter vand i to store mundfulde før han falder bagover på bænken med kramper i låret.

Vi beslutter at turen ender her for os. Selvom vi ved at vi kun er 4 km fra målet, er der ikke nogen af os som orker endnu en opstigning. Og dét vil være helt nødvendigt for at komme op over det næste plateau og videre ned til Sougia på den anden side.

Vi har ganske enkelt bragt for lidt vand med til denne vandring, skaden er sket, og selvom vi nu har fået tanket påny, så er den uoprettelig.

Vi takker skæbnen for Captain George, hvis opslag hænger ved kilden i Lissos, og ringer efter en taxibåd fra Sougia, det koster en mindre formue, men who f****** cares længere?!

“Yes, and when do you want to be picked up”

“Right now please”

En halv time senere sidder vi bænket i Sougia med iskolde cokes. Kims holder dog gevaldigt længe, men han er jo også nærmest skvulpende på det tidspunkt. 😀

Vi finder værelser for natten og Kim tørner ind kl 18.15, mens jeg vasker svedigt tøj og nyder stille balkonhygge. Sougia er den dovneste ferieby på vestkretas sydkyst og jeg elsker stemningen der -totalt laid back.

Senere på aftenen drysser vi sammen hen ad strandpromenaden og dropper ind et sted for en let salat og lidt aftenhygge. Men vi bliver ikke gamle i Sougia dén aften.

Søndag morgen er kræfterne dog reetablerede og vi nyder en kop kaffe i den dovne by, før vi stiger ombord på båden som skal bringe os til Agia Roumeli.

Det er første gang Kim sejler denne tur, og faktisk 8 år siden jeg tog den i dén retning sidst. Vi nyder det, turen er smuk og stemningen er god.

Hvor herligt at lande i Agia Roumeli, og da vi sætter foden på land udbryder Kim spontant: “Ahhhh home at last” og jeg forstår fuldstændig hvad han mener.

Vi styrer direkte op til Manos og Gammelfar hvor vi er længe ventet.

Den gamle kysser mig i hele ansigtet, mens han, som altid, spørger “And Flower, how is my Flower?” Han elsker simpelthen Tille (min datter) -mmmm ja det ér som at komme hjem og alting føles helt rigtigt.

Endnu mere hjemligt bliver det da Christina kommer med nøglerne til vores værelser: “Your room Pio” siger hun og giver mig nr 5 (som altid). Kim får naboværelset og da vi har drukket en kop kaffe med den gamle, samt snakket en hel masse græsk politik, er vi klar til at gå op.

Her falder alting på plads da jeg ser at min vandrestav fra sidste år stadig står udenfor døren til nr 5 😀 -home at last!

I dag skal være en overliggerdag, hvor vi bare laver ingenting og nyder. Men se nu alligevel; Kim har fået vasket tøj og nyder ellers bare sin aircon mens hans skiftevis sover og læser.

Og jeg har endelig fået forfattet et indlæg her, som jeg håber at visse damer vil sætte pris på 😉

Ellers byder programmet vel bare på aftensvømning, når alle de Samariavandrende er væk herfra, samt nydelsen af den smukkeste solnedgang fra min balkon. Altsammen inden vi skal ned og spise kanin med Manos og Gammelfar.

Hvor ér livet dog herligt med mellemrum!

PS! Kim gik gårsdagens vandring med GPS’en i hånden og har nu uploadet til nettet så det er muligt at se den her:

“Paleochara – Sougia, never again”

 

 

 

 

 

 

 

Tags: Agia Roumeli, E4, europæisk vandrevej, Kreta, Kretas sydkyst, Lissos, Paleochora, PH, PHblog, Pio, Sandy Beach, Sougia, Taverna Manos, vestkreta