Maskekultur er synonymt med Sri Lanka. Ingen ved helt præcist hvor langt tilbage denne kultur rækker, men flere hundrede år kan vist roligt indskrives.
Måske er det en udløber af det oprindelige folks (Veddhaerne) ritualer med danse og kropsmaling. En rite som er almindelig kendt fra jæger-samlerkulturer over hele Verden.
Under alle omstændigheder har det været en meget udbredt kultur på Sri Lanka gennem tiderne. Det menes sågar at hele den øvrige asiatiske maskekultur kan tilbageføres her til.
Forskellige typer af masker har været benyttet i forskellige sammenhænge. Såvel religiøse, i forbindelse med processioner og festivaler, excorsistiske, i forbindelse med uddrivelse af onde ånder, dæmoner og sygdomme, som, mere fredeligt, i forbindelse med underholdende optrædener som historiefortælling og folketeater i almindelighed.
Maskerne kan derfor inddeles i tre grupper:
Sannimasker som bruges ved exorcisme, altså uddrivelse af sygdomme og andre genvordigheder, forårsaget af onde ånder. En sådan Sannimaske består af et djævleansigt flankeret af de 18 sannier, dvs. de 18 mindre masker som findes (2X9) på hver side af dette djævleansigt. De 18 sannier symboliserer dæmoner, som hver især kan fremkalde forskellige sygdomme. De kan i øvrigt også forekomme, og benyttes, enkeltvis og i større format. En sjov ting er at der på senere sannimasker har været tilfælde hvor der har været helt op til 24 dæmoner. Sikkert som et udtryk for at nye sygdomme er kommet til gennem tiden.
Excorsisme udføres ved at danseren , med masken på, påkalder sig dæmonerne. Den syge og dennes familie er tilstede under denne seance. Danseren beder så dæmonerne om at forlade den syge. En sådan seance varer måske hele natten, og siges at være ret så effektiv.
Denne form for maskebrug kendes mest fra området omkring den Sri Lankanske sydkyst.
Kolammasker bruges i forbindelse med dans og optrædener, hvor små dramatiske performances opføres. Disse optrin fortæller om gamle myter og almindeligt dagligliv.
Disse masker findes som guder, dyr og mennesker og indgår som sagt i det store stykke folketeater som Kolamkulturen står for. Her fortælles små historier, som oftest med en morale tilknyttet. Der er f.eks. historien om ”Den grådige Prinsesse” som går fra én prins til en anden, og ender med at blive forsmået af dem begge.
Desværre er Kolamtraditionen i sin oprindelig form ved at dø ud. Tidligere kunne en sådan fortællende forestilling samle hele landsbyen henover 2-3 aftener, i dag skal man være heldig at finde en forestilling som varer bare en enkelt aften. Nutidsmenneskets forvaltning af tid har ændret sig, kan man vist roligt sige.
Rakshamasker har mange funktioner og bruges gerne i forbindelse med religiøse processioner og festivaler. De findes i flere udformninger med specielle betydninger. Disse masker bruges også til ophæng på og i husene rundt omkring. Her er funktionen at beskytte hjemmet og dets beboere mod invasion af onde ånder. Rakshamasker kaldes også for Nagamasker.
Påfuglemasken (Mayura Raksha) bringer fred, harmoni og fremgang.
Cobramasken (Dwi Naga Raksha), yder beskyttelse mod alle farer.
Ildmasken (Gini Raksha), overvinder fjender og bringer venskab og harmoni.
Maskerne snittes af Kaduratræ, også kaldet balsatræ. Det er blødt træ og derfor forholdsvist let at forarbejde. Det er samtidig let træ, hvilket er en fordel, da nogle af de masker som benyttes i dansene/ceremonierne kan være endog meget store. Selvom træet er let findes der alligevel masker som vejer 10-12 kg. Så kan man jo gøre sig sine overvejelser om hvor let og graciøst man kan svinge sig i dansen med sådan en sag på hovedet 🙂
Masker snittes efter ganske bestemte traditioner. Allerførst snittes de groveste træk, dvs. man definerer størrelsen og inddeler masketræet i tre dele (pande-næse-hage). Herefter soltørrer træstykket inden man går videre. I denne del af processen er det vigtigt at maskeskæreren så at sige går ind i maskens natur, for at finde det rette udtryk frem. Uden denne indlevelse, vil masken ikke indeholde den rette energi.
Med hammer og stemmejern hugges så maskens træk og udtryk, hvorefter den udskårne maske tørrer helt i nærheden af ilden før den males og dekoreres. Denne varmeproces hærder træet og beskytter i øvrigt masken imod evt. senere angreb af termitter.
Til slut males maskerne, oprindeligt med smukke douche naturfarver, som giver det færdige produkt en meget smuk og mat overflade. De forskellige farver gengiver også dele af maskens udtryk og kvalitet, f.eks. udtrykker den røde farve vrede.
Mange af de masker vi ser i dag, som fremstilles til købelystne turister, er malet med kunstfarver. Derved fremstår de noget mere strålende og skinnende i kuløren.
Tags: Ambalangoda, balsatræ, excorsisme, maskekultur, maskemuseum, masker, PH, PHblog, Pio, Sri Lanka