I mytisk tid da Muser og Sirener fløj rundt i luften over os havde de et yndet tilholdssted, nemlig himlen over Souda-bugten på Kreta.
Lige præcis her er der ofte blå himmel og små lette vinde, som dannede smuk baggrund og god oppebæring af de skønne sfæriske væsener. Her er en vidunderlig akustik, hvor tonerne gjalder mellem Akrotiri-halvøens klipper og de høje Lefka Ori-bjerge. Samtidig kunne Sirener og Muser, oppefra spejle sig i den rolige havflade, og i det store og hele i dén grad nyde sig selv. Så det er faktisk ikke så underligt at dette sted var en af yndlingslegepladserne.
En dag da de alle var i luften samtidig, fandt de på at lave en sangkonkurrence. Lige præcis på dette sted, hvor lyden som sagt var helt optimal.
Sirener mod Muser…
De sang og de sang, af bedste evne og smukkere end nogensinde. De hvirvlede rundt i luften og spejlede sig i bugtens dybe blå.
Til sidst stod det klart at det var Muserne, som besad de smukkeste sangstemmer. Det måtte selv Sirenerne erkende. Så i bar ærgelse over dette flåede de stakkels Sirener vingerne af og lod disse drysse ned over bugten. Her flød vingerne sammen og dannede de små Souda-øer.
Derefter kastede Sirenerne sig i bugtens blå og tog derefter bo i havet.
Det er derfor vi sidenhen har de mange beretninger om forførende Sirener som sidder rundt på klipperev og -skær og med skønsang lokker sømænd for tæt på og dermed på forlis
Ovenover Soudabugten, på kanten af de store Hvide Bjerge (Lefka Ori), ligger resterne af en antik by fra minoisk tid. Navnet er Aptera og stammer netop fra denne mytiske begivenhed, idet ‘aptera’ betyder; Vingerne af.
Hvis du besøger Aptera og sætter dig stille ned yderst på klippen over bugten, så skal der faktisk bare en lille smule koncentration til før du hører efterklangen af de sfæriske væsners skønsang mellem Akrotiris klipper og de høje Lefka Ori-tinder.
Og det er ganske vist…
Prøv det selv -og rigtig god fornøjelse.
Tags: Akrotiri, Crete, græsk mytologi, Kreta, Lefka Ori, Muser, myter, PH, PHblog, Sirener, Souda Bay, Souda bugt