Det er ved at være farvel til det hele….

I må altså have en smule tålmodighed med mig her på det sidste. Det skyldes simpelthen opdateringen af bloggen, som absolut ikke kan siges at have været til det bedre -det tager simpelthen SÅÅÅÅÅÅ lang tid at uploade billeder så man tror det er løgn, og det er meget nemt at miste både tid og koncentration undervejs.

Således har jeg faktisk forfattet på dette indlæg henover to dage nu efterhånden, og nu siger min tidsplan mig altså at jeg må opgive at afslutte -endnu engang.

Men så får I foreløbig hvad der allerede er kommet ind, og så må resten følge. Så tjek ud de kommende dage ;o)

Jeg suser ud og deler hyggetid med Clems, Maggie og Harry…….

Og ja så vader jeg gennem byen for at møde disse mennesker som er blevet mine venner gennem tiden herude, og hvad sker der? Alle de andre expats er her (expat = fremmede, tilrejsende, udefrakommende) og så bliver vi ovenikøbet fanget i en ægte tropisk regnstorm, og kan ligesom ikke gøre så meget andet end at nyde hinandens selskab her i baren på Kinabalu Daya Hotel.

Jeg opdager at de har WiFi her og måske jeg så kan skrive lidt mere…..

Nå men dét at jeg er ved at være på vej hjem på forårsferie, betyder jo altså også at jeg i de seneste uger har sagt farvel rundt omkring -sådan foreløbigt i hvert fald. Skal jo godt nok afsted igen til juli, men erfaring har efterhånden lært mig at intet er sikkert før man atter står her.

Det er jo lige præcis derfor jeg stadig har ting stående rundt omkring, fx i Izmir, (Tyrkiet) og Chania, (Kreta) fordi jeg troede så sikkert at jeg kom igen. Men hvor så noget andet viste sig at komme imellem. Så det har da i hvert fald lært mig at få sagt ordentligt farvel, når jeg forlader et sted, samt at få alle mine ting med mig. Uanset hvor besværligt det kan synes, i forhold til mega oppakninger, overvægt osv.

Her bør jeg lige ved lejlighed få indsat et billede af min bagage som skal med herfra -hehe. Prøv lige at forestille jer at skulle rejse hjem med mindst 6 kg bøger, et kinesisk futeral med spåpinde som vel også sniger sig op i nærheden af et par kg, et spil Mahjong i samme vægtklasse, et indisk vægtempel, ja for slet ikke at tale om et originalt pusterør på 2 meter, samt en hat af bark -jeeezzz, hvordan skal det overhovedet lade sig gøre?!

Men det plejer jo alligevel at ordne sig -hver gang.

Og nogle ting må man altså nøjes med at have med hjem i tanker og drømme. På den anden side set, hvis jeg havde råd til en sådan investering, ja så havde jeg vel også råd til at betale mig fra besværet med at indtjekke og transpotere den megen bagage -akja ;o)

Jeg nævnte i et tidligere indlæg, at det havde været fantastiske dyreoplevelser på den senste tur til både Danum Valley, Rainforest Lodge og Sukau River Lodge, Kinabatanganfloden. Det må det i dén grad siges at have været, det er i hvert fald allerførste gang jeg har hørt folk sige at de allerhelst ville have været besøget på Sepilok Orangutang Center foruden. De mennesker var i dén grad blevet forvænt idet vi jo havde set det hele sådan ‘real life’

Vi var jo nemlig SÅ heldige under vores ophold på Rainforest Lodge at vi så indtil flere orangutanger ude i virkeligheden. En aften kom en af vores naturguider, Nadil, og fortalte at der var blevet observeret en orangutang i færd med at bygge rede, ikke langt fra lodgen. Det afstedkom en ekstraordinær morgentur med det ene formål at se denne orangutang vågne og spise sit morgenmåltid.

Derfor stod ca halvdelen af gruppen klar klokken meget tidligt den følgende morgen -og blev i dén grad honoreret for indsatsen. Yes!!! hvilket herligt syn da vi fik øje på hende derude -en ung hun. Og morgenstemningen var så helt i top da vi vendte tilbage til de andre som efterhånden var begyndt at indfinde sig ved morgenbordet.

Efter morgenmaden gik det så afsted på den planlagte trekking, og der må være noget særligt ved denne gruppe! For på den tur fik vi atter færden af orangutanger i fri natur. Vi var på vej mod jacuzzien, et lille, naturligt-skabt-badekar, nedenfor et vandfald. Pludselig var der melding fra bagpatruljen som udgjordes af vores super natur-guide Vivienne; en orangutang med unge! Og det lykkedes at gelejde alle op af skråningen, ind i regnskoven, for også at få dette syn med.

Ved jacuzzien deler gruppen sig så. Nogle foretrækker at blive og bade i det naturlige badekar under det dejligt kølige vandfald. Mens andre fortsætter på den lidt hårde trekking op til Coffin Cliff, med den helt vidunderlige udsigt udover lodgen og de mange hektarer regnskov. Ja faktisk vil det her oppefra slet ingen ende tage; uanset hvor du kigger hen, ser du aldrig andet en regnskov, regnskov og endnu mere regnskov -det er simpelthen SÅ fantastisk!

Og så var der jo også lige de her springende næseaber ved Kinabatanganfloden. En helt speciel oplevelse, som man bestemt ikke oplever så særlig ofte. Her handler det altså om at være på rette sted på rette tid.

Næseaberne lever jo i grupper. En enkelt dominerende han omgiver sig med et harem af hunner med unger. Når de unge hanner i sådan en gruppe når en vis alder, og dermed kan begynde at udgøre en trussel i forhold til den dominerende hans styring og ledelse af flokken, så jages de på porten og samler sig derefter i såkaldte bachelorgrupper. Her kan de så bare vente på chancen til at komme ind og overtage et allerede eksisterende harem.

Men disse familieflokke kan af og til komme lidt for forstyrrende tæt på hinanden, og så kan der altså ske det, at én gruppe vælger at fortrække, og ganske enkelt skifte flodbred. De spiser og sover jo i træerne langs med floderne. Og så springer de ganske enkelt for at nå over på den anden side, for mere fred og ro. De bevæger sig meget behændigt, i lange spring og med god styring af halen. Men ind imellem er afstanden dog for stor og de lander i vandet.

Det gør dog ikke noget, da de er gode svømmere, de har endog svømmehud mellem fingrene og kan faktsik svømme helt op til 20 meter under vandet. Selv de små unger som sidder trygt og godt på mødrenes maver, finder helt instinktivt ud af at kravle om på hendes ryg i sådan en situation.

Og det var altså lige præcis dét vi så denne dag -en hel flok som sprang, og dumpede i. Jeg prøvede at fange det på cam, men det eneste jeg endte med at få var plaskene fra landingen.

Vi så den bornesiske Gibbon, ja endda et par stykker, på endnu en morgentur i Danum Valley. Vi så smukke næsehornsfugle, sejlende henover floden mens vi tubede ned mod lodgen. En oplevelse som blev gjort endnu mere speciel ved en let brise som fejede gennem trækronerne og fik blade til at drysse i rigelige mængder -som snefnug henover vandet.

Og da jeg sad så stille på min terrasse ved hytten henunder aften, så jeg det store børstede svin komme vadende igennem floden. På sin vej hjem fra junglen, med kurs mod lodgens køkken for at rode i affaldet.

Også den smukke python fik jeg endelig at se. Bare et lille eksemplar af slagsen, liggende fint sammenrullet på en gren ud over floden. Det var Aswar der spottede den, og endnu engang må man forundres over disse naturguiders helt eminente evne til at spotte dyrene derude i wildlifen -det er fantastisk!

Jo det var så sandelig en afsluttende tur med fine dyreoplevelser og rigtig megen hygge. Så farvel til de dejlige lodges i Sukau og Danum Valley. Men helt forbi var det jo ikke, en allersidste tur rundt i Singapore og Sarawak ventede forude.

Tags: blog, Borneo, Danum Valley, flod, gibbon, Kinabatangan, orangutang, PH, python, Rainforest lodge, rehabiliteringscenter, Sepilok, Sukau River Lodge