I går var en regnvejrsdag i haven, så jeg hyggede mig på terrassen med online avislæsning.
Udover den tidligere artikel om de grønne aber i en af Gambias naturparker, faldt jeg også over denne; ‘Ting du bare ikke skal sige i lufthavnen’, som fortæller om de situationer vi alle har hørt om.
En eller anden står og pjatter i lufthavnen; jaja der er en bombe i min taske!!
Helvede bryder løs, alting sker hurtigere end du kan stave til ‘terrorforskrækkelse’ -og din hjemkomst er pludselig halve døgn væk.
Jeg havde engang en sådan gæst på Kreta. Lad os bare kalde ham Madsen, og lad os bare sige at modelfotoet her ovenover i grunden ligner meget godt.
Det var ikke at Madsen skabte situationen, det var mere dét, at han, hver gang jeg i løbet af de to ugers ferie så ham, havde nye snedige påfund i ærmet.
Madsen sad hver dag på en lille café i nærheden af hotellet og skuede ud over nabolaget. Frisk hawaii skjorte, kæk stråhat, solbriller og høj cigarføring. Altid på en lille behagelig funktionspromille.
En dag kom han hjem fra sin bytur mens jeg stadig var på hotellet. Og hvilken dag…
Ind skrider Madsen, det sædvanlige fest og farver. Da roen har lagt sig kommer han hen til mig og hiver en smule op i hawaii skjortens forkant. På den måde afsløres pistolen, som han diskret har stukket i bukselinningen.
Godt nok en vand- én af slagsen, men altså langtfra så lyserød og nuttet som den I ser her. Faktisk var den temmelig vellignende og hele det Madsenske Mafioso-antræk forstærkede ligesom hele scenen.
I tiden frem til Madsens hjemrejse havde jeg mange møder med denne pistol, og hver gang forsikrede Madsen mig om at han da selvfølgelig havde tænkt sig at spille en forestilling i lufthavnen ved hjemrejse.
Jeg så bare hele situationen for mig, kaos i lufthavnen, 400 mennesker ud i forsinkelse. 400 mennesker som vi ikke ville ane hvad vi skulle stille op med, fordi vi selvfølgelig samtidig ville være optagede af 400 nyankomne gæster som skulle modtages og fordeles på hoteller.
For slet ikke at tale om den kære Madsen, som vi jo nok også ville komme til at skulle tage os en smule af i de efterfølgende dage.
Situationen opstod heldigvis aldrig. Det lykkedes mig til sidst at få lokket pistolen fra ham. På hjemrejsedagen havde Madsens rejsefæller et solidt tag i såvel hawaii skjorte som stråhat.
Og helt ærligt, så trak vi allesammen vejret en anelse lettere da det lille selskab skred afsted til transitten.
Men vi havde godt nok haft gæster og situationer som vi aldrig nogensinde vil glemme -og vi havde, når nu ret skal være ret, også haft et par forbandet sjove og meget, meget hyggelige uger.